Metrolog råber vagt i gevær: Alt bliver mere ekstremt - hvor er øllebrødsvejret?

Danmark oplever i øjeblikket den værste tørke i 26 år, og der er god grund til at være bekymret, mener Jesper Theilgaard

Af
Jeppe Helkov

Den varmeste maj siden 1889. 11,5 solskinstimer hver dag. Den værste tørke i 26 år, og forbud mod ild i 26 kommuner. Selvom vi danskere elsker at snakke om vejret, er der alligevel en god grund til, at det fylder lidt ekstra i øjeblikket.

For det er ekstremerne, vi ser i øjeblikket. Det peger den tidligere vejrvært på DR gennem mange år Jesper Theilgaard på. Han arbejder i dag som klimaformidler, og han peger på, at de mange vejrrekorder, vi oplever i øjeblikket skyldes klimaforandringerne.

Det afspejler sig især i, at temperaturen bliver højere og højere. Eksempelvis er 21 af de seneste temperaturrekorder varmerekorder.

"Det er sådan, at når vi får de mange rekorder, kan man tænke, at det er tilfældigheder. Men når det er en lang stime, er det bekymrende. Maj slog temperaturrekorden med 1,2 grader. Det er voldsomt. Normalt snakker vi en tiendedel grader, men her er vi oppe over en grad," sagde Jesper Theilgaard, da han for nyligt gæstede Radio 24syv-programmet 55 minutter.

Her pegede Jesper Theilgaard også på, at han bliver endnu mere bekymret, når han ser på vejret rundt om i Europa.

"Var det kun Danmark, der oplevede, det her, var det én ting. Men det er ikke kun Danmark. Det er Norge, Sverige, Polen, de baltiske lande, Tyskland og Holland. Her sætter temperaturen også rekorder. Derfor er der et klimasignal i det".

"Jeg kan godt lide varme. Men oveni glæden ligger visheden om, at det her er rivende galt. Følelsen af, at der ikke bliver gjort noget alvorligt. i hvert fald tager det meget lang tid, før der bliver gjort noget for at tage hånd om problemerne," siger Jesper Theilgaard.

Men det er ikke kun temperaturgraderne, der skaber bekymring hos Jesper Theilgaard. Han fortæller, at sidste sommers ustadige vejr også er et eksempel på, at vejret bare bliver bare meget ekstremt:

"Det er kernen. Alt bliver mere ekstremt. Sidste år var meget våd og kold. Det er ekstremer i den ene retning. I år er det varmt og kold. Det er ekstremer i den anden retning. Det går fra det kolde til det varme, fra det våde til det tørre. Hvor er øllebrødsvejret?"

"Det mest eklatante eksempel er skybruddene. Vi havde ikke skybrud i det omfang tidligere. Nu har vi dem hvert år. Og det bliver tidligere og tidligere. I år kom det første allerede 30. april, og der var flere i maj."

Problemet med den stigende opvarmning er ifølge Jesper Theilgaard, at det stiller nye krav til os mennesker.

"Der er nok mange, der er vokset op med, at mennesket er den dominerende art. Og det er vi. Men vi lever på et knivsæg. Den civilisation vi har bygget op over mange, mange år bygger på et stabilt vejr. At vi kan dyrke vores afgrøder med den varme og det vand, der er til rådighed. Hvis vi ændrer på balancen, ændrer vi også på hele livsgrundlaget."

Publiceret 15 June 2018 11:30

SENESTE TV

Se Sverige fra luften i Kulturhavn Gilleleje

udstilling Lars Bygdemark har i mere end 40 år fløjet over Sverige og taget hundredetusindvis af billeder af et land med mange forskellige landskabstyper.

Fredag 26. oktober kl. 15 er der i Kulturhavn Gilleleje fernisering på udstillingen 'Sverige fra luften' med en række af hans fotos.

Landskabets fortællinger

"I Lars Bygdemarks kunstnerisk udmejslede billeder ser man landskabets fortællinger. Hans billeder fascinerer. Her fremstår former, som er skabt af mennesker, men som menneskerne ikke selv ser, de har skabt," skriver arrangøren i en pressemeddelelse. Alle er velkomne, og der er gratis adgang til ferniseringen.

20. november kl. 17 beretter fotografen om sin teknik og viser lysbilleder. Udstillingen kan ses til 12. december.

jesl