Billedtekst: Forstander Søren Skjødt og Godhavns børn og voksne havde glædet sig til at vise Godhavn frem til på en sommerlig markedsdag i Tisvilde.
Foto: Jan Stephan.

Billedtekst: Forstander Søren Skjødt og Godhavns børn og voksne havde glædet sig til at vise Godhavn frem til på en sommerlig markedsdag i Tisvilde. Foto: Jan Stephan.

Jubilæumsfest på Godhavn: 'I dag skal være bedre end i går'

Godhavn markerede 125 års jubilæum med åbent hus for naboer, samarbejdspartnere, gamle og nye elever

Af
Af Anne Lønstrup

Lørdag den 2. juni var Godhavns 125 års fødselsdag, og det blev fejret med åbent hus, lækre lokale specialiteter, tale af borgmester Anders Gerner og med afsyngning af en nyskrevet sang.

Godhavnssangen bar titlen ’I dag skal være bedre end i går’. Den blev leveret af forsangeren i bandet Big Fat Snake, Anders Blichfeldt, som havde skrevet sangen på opfordring af Godhavns elevråd.

”Det var en fantastisk dag med fantastisk vejr. Selvfølgelig er det noget helt særligt at få besøg af så mange gamle elever. Det er en særlig glæde. For det er jo det, det hele handler om: At de kommer videre og får et godt liv og bliver voksne,” siger forstander på Godhavn gennem 28 år, Søren Skjødt.

På hans kontor hænger nu en gave fra de ca. 25 gamle Godhavnsdrenge, som dukkede op på dagen.

Serveringen til Godhavns 125 års jubilæum bestod af mad, serveret fra madboder stillet op i skolegården af lokale producenter. Gæsterne fik også mulighed for at købe varerne med hjem.

Der blev blandt andet budt på lokalt brygget øl, smoothies og hjemmelavet is, lokalt dyrkede bær, grillet rabarbergris i brioche bolle og saltet kål.

Herudover var der lokalt producerede lammepølser, nylavet havregrød med sirup, og nyrøgede makrel og sild og økologisk snaps.

Kort sagt mad og drikke for enhver smag.

Gæster, som havde lyst til at lære mere om Godhavn, kunne frit bevæge sig rundt. For alle afdelinger stod åbne for besøg under jubilæumsfesten. Og for børnene var der indtil flere hoppeborge.

’I dag skal være bedre end i går’ er en sangtitel, der vidner om en fortid. En dyster fortid, som er blevet kendt over det ganske land i forbindelse med afsløringen af, at tidligere Godhavns-drenge blev udsat for vold, overgreb og medicinske forsøg.

”Åbent hus-dagene, som vi holder fast hvert andet år, er måske de eneste dage på året, hvor vi ikke arbejder på at bearbejde Godhavns fortid. Ellers arbejder vi hver eneste dag med børn, forældre og hinanden med en respekt for det, som de mennesker var udsat for dengang. Vi er særligt forpligtet til at lære af det,” siger forstander Søren Skjødt og tilføjer:

”Den historie er jo ikke ny for os. Jeg har været her på Godhavn i mange år og har været vidne til rigtig mange tidligere elever, som har haft svært ved at komme, men har overvundet det,” fortæller han.

I øjeblikket bor 40 elever på Godhavn. Herudover går mange børn i skole på Godhavn, mens de bor hjemme eller i plejefamilier. Andre børn kommer på weekendaflastning eller bor igen på såkaldt efterværn på Godhavn, efter at de er flyttet. Endelig driver Godhavn ungdomsboliger i Græsted og Vejby.

Publiceret 14 June 2018 10:30

SENESTE TV