Kim Valentin og tidligere sundhedsminister Sophie Løhde skærer kagen for, da Holbohave blev indviet. Foto: Jan F. Stephan

Kim Valentin og tidligere sundhedsminister Sophie Løhde skærer kagen for, da Holbohave blev indviet. Foto: Jan F. Stephan

DEBAT: Maj 2018 har været en herlig varm måned - har politikerne fået solstik?

Debatindlæg af Jan Holdt-Simonsen, Udsholtvej 78, Græsted, pensioneret social-, skole- og kulturdirektør

Maj 2018 har været en herlig varm måned, måske endda så varm, at der kan være tale om et politisk solstik, når man kan læse, at et fagudvalg vil nedlægge Holbohave, et daghjem for demensramte borgere, der er hjemmeboende. Behov for besparelser, kalder man det, og så er det selvfølgelig et oplagt sted, for denne gruppe af borgere har jo ofte ikke mulighed for at tage til genmæle, og de pårørende orker det ikke, de har nok at se til.

Min hustru og jeg er næsten naboer til Holbohave, og vi glæder os dagligt over mødet med brugerne, der spadserer forbi, og vi får en fin snak om have og meget mere. Det er helt tydeligt, at brugerne er glade og nyder timerne i Holbohave, hvor der er dejlige rolige omgivelser med have og terrasser.

Det værste ved den politiske udmelding er, at det er en pseudo besparelse, den eksisterer ikke i virkeligheden.

Da Holbohave blev indviet i 2016 med ministerbesøg mv. var argumentationen, at man her fik samlet flere tiltag eet sted, samt det helt væsentlige, at mange pårørende blev aflastet og dermed i stor udstrækning fik udsat tidspunktet for mulig placering på et plejehjem, altså en foranstaltning, der havde store besparelser indbygget.

Den allerede opnåede besparelse ved oprettelsen, kan man selvfølgelig ikke få en gang til ved at nedlægge Holbohave. De erstatningstiltag, der nævnes har ingen reel effekt, og kommunen må med sikkerhed påregne at flere pårørende må give op med ekstremt dyre anbringelser til følge.

Desværre (eller det er måske ideen) ses de kommende udgifter et andet sted i budgettet, hvor selv politikerne vil have svært ved at overskue, at de er forårsaget af en nedlæggelse af Holbohave. Det er åbenlyst, at fagudvalget er dårligt rådgivet - men det er aldrig for sent at erkende sine fejl - heller ikke for politikere.

Fortsat god sommer med forhåbentlig en masse sol.

Publiceret 12 June 2018 00:00

SENESTE TV