Nekrolog: Farvel til kendt Gilleleje-ansigt

Jens-Carl Kristensen, tidligere sportsredaktør og fodboldspiller, er død

Tidligere sportsredaktør og fodboldspiller Jens-Carl Kristensen er død, 85 år. Jens-Carl kom meget i Gilleleje, hvor han havde en stor omgangskreds.

Flere gange om ugen tog han fra lejligheden i København op til sommerhuset i Smidstrup og ned i Kunstcafeens have, hvor han mødte vennerne fra Gilleleje. Her underholdt han med sine sjove historier. Der var aldrig pinlig tavshed, når Jens-Carl var i nærheden.

Jens-Carl havde ordet i sin magt og faldt helt naturligt i snak med alle. Han havde også meget at fortælle. Om rejserne til sportsbegivenheder verden rundt. Om fodbold. Om alle de spændende mennesker, han havde mødt.

Jens-Carl er et koryfæ i den danske sportsverden. Ikke alene formidlede han sportens mange facetter som journalist med fodbold og boksning som primære stofområder. Først på det hedengangne Aktuelt, senere på Ekstra Bladet og i 17 år som redaktør på Berlingske Tidendes sportsredaktion. Han vidste også, hvad det vil sige, selv at have fodboldstøvlerne på. Det gav ham respekt blandt udøverne.

Som 14-årig blev Jens-Carl meldt ind i AB. Og herfra gik det stærkt. Den lyshårede torpedo-angriber var med til at sikre AB Danmarksmesterskabet i 1952 med klubkammerater som Knud Lundberg. To år efter blev han topscorer i landets bedste række. Jens-Carl scorede på B-, ungdoms- og yndlingelandsholdet. Og spillede en enkelt A-landskamp.

I 1956 blev han som en af de første herhjemme professionel fodboldspiller og kom til den schweiziske klub La-Chaux-de-Fonds. At blive professionel betød med datidens regler, at man blev udelukket i landsholdssammenhæng.

Jens-Carl Kristensen, født 2. marts 1933, døde den 5. juni 2018.

Publiceret 08 June 2018 13:10

SENESTE TV

Se Sverige fra luften i Kulturhavn Gilleleje

udstilling Lars Bygdemark har i mere end 40 år fløjet over Sverige og taget hundredetusindvis af billeder af et land med mange forskellige landskabstyper.

Fredag 26. oktober kl. 15 er der i Kulturhavn Gilleleje fernisering på udstillingen 'Sverige fra luften' med en række af hans fotos.

Landskabets fortællinger

"I Lars Bygdemarks kunstnerisk udmejslede billeder ser man landskabets fortællinger. Hans billeder fascinerer. Her fremstår former, som er skabt af mennesker, men som menneskerne ikke selv ser, de har skabt," skriver arrangøren i en pressemeddelelse. Alle er velkomne, og der er gratis adgang til ferniseringen.

20. november kl. 17 beretter fotografen om sin teknik og viser lysbilleder. Udstillingen kan ses til 12. december.

jesl