Nordsjællands Veterantog kommer med nødråb:

Ved du, hvad dine børn laver om aftenen?

Der er i den seneste periode lavet så meget hærkværk på veterantogene hos Nord- sjællands Veterantog, at man nu ser sig nødsaget til at komme med et nødråb

Af
Jeppe Helkov

NØDRÅB Hærværk, smadrede ruder og skum fra stjålne brandslukkere. Det er, hvad Nordsjællands Veterantog har været ramt af i Græsted. Her står togene parkeret ved stationen. På grund af pladsmangel er nogle af veterantogene nødt til at stå udenfor. Og det har ukendte gerningsmænd altså taget som en åben invitation til at hærge. “Før jul sidste år var der indbrud i vognhallen. Her var nogen brudt ind i nogle af lokomotiverne og havde taget brandslukkerne. Dem havde de så udløst og sprøjtet skummet rundt, så noget af interiøret blev ødelagt. Det er en rigtig kedelig udvikling,” siger Svend Åge Monnerup, formand for børneklubben hos Nordsjællands Veterantog. Han irriterer sig især over hærværket af én grund.

Bruger unødigt mange penge

“På grund af alt det her er vi nødt til at bruge mange penge på ellers unødvendige reparationer. Det koster kassen i reparationsomkostninger. Penge som vi langt hellere ville bruge på andre områder,” siger han. Veterantogene kører sommeren igennem i store dele af Nordsjælland. De er blandt andet med, når Græsted Veterantræf bliver afholdt i pinsen. Og det gør det kun ekstra ærgerligt, når ukendte lømler tror, at de ubevogtede tog er det rene slaraffenland. “Vi har et rigtig godt samarbejde med Græsted. Foreningerne hjælper hinanden. Men det er tilsyneladende svært for nogen at forstå, at det ikke bare er for sjov, at vores tog står dér. Vi bruger dem altså til at skabe glæde for andre,” siger Svend Åge Monnerup, der har et opråb til forældre og unge i området.

Et nødråb til forældre

“Det her er også et nødråb til forældre og skoler. Ved forældrene, hvad deres børn laver om aftenen? Vi håber bare, at alle vil være med til at passe på vores flotte tog.” Svend Åge Monnerup håber, at opråbet vil gøre, at folk holder lidt ekstra øje i fremtiden. “Det kunne for eksempel være, at man bor i området og alligevel skal ud at gå med sin hund. Så kan man måske lægge vejen forbi og se, at alt er, som det skal være. Det vil forhåbentlig gør en stor forskel,” slutter han.

Publiceret 18 May 2018 14:57

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV