Kongepython er løs i Gribskov:

Stak af fra børnehaveklasse

Af
Jeppe Helkov

Af Jeppe Helkov

efterlysning ?Slanger. Enten hader man dem, eller også er man bange for dem. Sådan har vi det i hvert fald her på Ugepostens redaktion. Derfor bevæger vi os nok heller ikke til Blistrup de næste par dage.

Her har en kongepyton nemlig taget flugten fra sit terrarium på Gilbjergskolen. Her bor slangen normalt i børnehaveklassen, men den fik altså lyst til at se lidt af lokalområdet.

“Den er helt ufarlig. Den spiser kun mus. Alle ungerne på skolen har holdt den, og jeg har haft den med til samling. Den er købt i Plantorama, og de anbefaler netop den slange til børn, fordi den er så rolig,” siger børnehaveklasseleder, Allan Ravnsdal Larsen, der passer slangen til daglig.

Har ledt og ledt efter den

Den forsvundne slange er 90 centimeter lang.

Er det i dag, (sidste tirsdag, red.) I er blevet bekendt med, at den er stukket af?

“Nej, det blev vi faktisk for en uge siden. Vi har ledt og ledt. Alle børnene på skolen ved den er løs, og jeg har udlovet en præmie til den, der finder den. Men jeg tror nu ikke, der er nogen, der finder den. Den ligger altid gemt væk.”

Allan Ravnsdal Larsen tror ikke længere,at slangen er i Gilbjergskolens lokaler. Da slangen besluttede sig for at tage flugten, stod et ovenlysvindue nemlig åbent.

“Der var et hul i taget på terrariet, fordi det har været brugt af andre dyr. Det havde jeg lappet, men den lapning er så hoppet op. Jeg tror, det er fordi, terrariet har stået ved siden af en varmelampe. Den dag stod et ovenlysvindue åbent. Så slangen er øjensynligt sluppet helt ud i friheden,” siger han og fortsætter:

“Jeg har været oppe på taget og se, om den lå der og solede sig. Men det gjorde den ikke. Der er det med slangen, at det er en nat-aktiv slange, så den gemmer sig næsten hele dagen og kommer frem om, når det bliver mørkt og jager.”

Hvorfor er det en historie?

Allan Ravnsdal Larsen undrer sig over, at Ugeposten nu skriver om den forsvundne slange.

“Jeg synes, det er lidt spøjst, at der bliver en historie ud af det. Slangen er ikke farligere, end hvis der fløj en hveps rundt inde i klasselokalet. Jeg kan forstå, hvis det var en australsk taipan, men jeg kunne aldrig drømme om at have en giftig slange på en skole.”

“Jeg har selvfølgelig ledt efter den de steder, hvor jeg tænker, den kan være. Jeg håber også, den dukker op igen. Normalt spiser den en mus hver 10. dag. Hvis den skulle komme frem, er det sikkert fordi, den skal have lidt varme.”

Gemmer sig måske i græsset

“Jeg håber, at den en dag ligger sig og soler på en sten, og en af børnene så kommer gående frem med den. Den er så rolig, at de bare kan tage den op,” siger han.

På Rådhuset i Gribskov er skoledirektør Steffen Bohni først blevet gjort opmærksom på pytonslangens flugt efter Ugepostens henvendelse. En uge efter den blev væk, er der nu en skadedyrsbekæmper på vej op for at lede.

“Der er tilkaldt en skadedyrsbekæmper for at finde slangen,” siger Steffen Bohni og understreger igen, at slangen er uskadelig.

“Den kan gemme sig i græsplænen et eller andet sted. Men eftersom den er giftfri og uskadelig, er der ikke noget at frygte som sådan. Udover at man kan blive forskrækket, hvis man hader slanger, ligesom jeg gør,” siger han.

Publiceret 15 May 2018 15:44

SENESTE TV