Klumme:

Stress er en tilstand – ikke en sygdom

Af
Af Inge Madsen

coach og forfatter www.ingemadsen.dk

Klumme Kort sagt er stress en tilstand – ikke en sygdom. Da jeg i forbindelse med min forrige bog ”Med Små Skridt- en håndbog om depression og stress”, interviewede stressforsker dr.med. Bo Netterstrøm, sagde han:

”Jeg ser depression som et stresssymptom. Først bliver du belastet, så bliver du stresset, og så er der nogle af os, der reagerer ved at blive deprimerede, mens andre farer rundt som flue i en flaske.” Og det citat passer ganske godt med mine egne oplevelser, og de observationer jeg gør i min dagligdag som coach.

Når vi føler os stressede, er det fordi, vi bruger flere ressourcer end vores krop og sind har. Så enkelt er det i virkeligheden. Men hvad kan vi så gøre ved det? Skære ned på aktiviteterne – ja tak! Men hvordan?

Et amerikansk udtryk der egentlig kan fungere som en enkel sorterings og/eller prioriteringsmodel i det daglige. For bruger vi flere ressourcer, end vi har, må vi jo skære ned på forbruget – præcis som når lønkontoen er i minus. En enkel og effektiv metode til at gøre det er at stille sig selv spørgsmålet: Er dette nødvendigt eller er det bare noget, jeg gerne ville gøre?

Svaret på spørgsmålet behøver jo ikke at være gældende i al evighed. Måske er man som revisor inde i en tid, hvor årsregnskaberne står i kø, eller marketingafdelingen er ved at lancere et nyt produkt, eller man har alvorlig sygdom eller andre problemer i familien, eller hvad det nu er, der gør at man har ekstra meget at se til i en periode. Holder man fast på, at man stadig vil have tid til alt det, man plejer at have tid til, belaster man sig selv. Egentligt er det nærmest pinligt logisk, men det er desværre alligevel der, hvor kæden hopper af for de fleste. For vi vil jo så gerne. Bare tænk hvor mange, der starter op efter en juleferie med en følelse af, at efter julens mange mærkedage, frokoster og travlhed har de behov for ferie!

Ud med ”nødt til”

Hver gang vi fortæller os selv, at vi er ”nødt til” at gøre det ene eller andet, er vi nødt til at kigge os selv i spejlet. For hvorfor er vi nødt til? Selvfølgelig kan der være gode grunde, og det handler ikke om at blive egoist og slet ikke tænke på andre. Tværtimod. Det handler om at være opmærksom på, hvilke værdier man har i livet for eksempel samværet med sine børn, familien og vennerne og finde ud af, hvordan man kan være der med og for dem samtidig med, at man passer på sig selv.

Når vi er ude at flyve, får vi altid at vide, at vi selv skal tage iltmasken på, før vi hjælper andre – også selvom det er vores børn.

Hvorfor? Fordi vi ikke kan hjælpe nogen – ikke engang os selv - hvis vi går ned med flaget.

Dérfor skal vi bruge tid til at finde ud af, hvad der er vigtigt for os hver især, og være bevidst om, hvordan vi opnår det bedst muligt. Har vi ikke den viden, er vi som en kaptajn, der ikke kender destinationen, men sejler efter den kurs andre – der heller ikke kender hans destination – giver ham.

Måske er Facebook (og alle de andre sociale medier) en god idé til at holde linjen varm til tidligere kolleger eller gamle skolekammerater, men er det vigtigere end at være der for dem, man elsker, eller som betyder rigtig meget for én?

Har du prøvet at sidde og spise med en god ven/veninde, som undervejs lige måtte reagere på en opdatering?

Måske nyder du ind imellem at bruge en halv time på Facebook med bare at se på opdateringer eller selv lave nogle, men i en periode, hvor man har rigtig travlt, var det måske en idé at drosle ned på det, så der blev tid til de nære værdier.

At være til stede i det, der foregår lige om ørerne på én og gemme de andre ”venner” til man igen har tid. Så er det ”need to” eller ”nice to”? Det kan kun du afgøre.

Spændende links

En af de tidsrøvere, der stjæler tid fra mig, selvom jeg gør, hvad jeg kan for at undgå det, er links. Jeg læser en interessant artikel, hvor der er et link til en anden interessant artikel osv. Og ja, det er da god viden, men hvis jeg havde siddet med en prioriteret liste over dagens opgaver, havde den næppe stået så højt, som jeg tillod den at være, da jeg brugte tiden på diverse links.

Så hvad er det, vi ikke får gjort, fordi vi brugte den tid? Blev det til overarbejde og en følelse af, at vi arbejder for meget? Kom vi styrtende ned i børnehaven i sidste sekund, hvor personalet allerede har klædt barnet på og sender et bebrejdende blik? Var det virkelig så vigtigt? Igen, det kan vi kun selv afgøre hver især. ”Nice to” eller ”Need to”?

Når vi er pressede, finder vi alle de undskyldninger, vi kan finde for at være bagud. Trafikken, kolleger, kunder eller hvad det nu er, og i virkeligheden var det måske os selv.

Men i stedet for at bebrejde os selv, og blive i dårligt humør, er det mere konstruktivt at finde den eller de helt rigtige årsager til, hvorfor vi blev forsinkede.

Når vi ved, hvad det var, kan vi bryde vanen, så vi undgår at begå den samme fejl igen. Og igen! Vi kan finde ud af, hvordan vi vil tackle en lignende situation næste gang.

Samtidig er det opløftende i at kunne erkende, at man gjorde noget uhensigtsmæssigt, men at man nu har fundet ud af, hvordan man kan undgå at gøre det igen.

Vi har lært noget, og så var det jo egentlig ikke en fejl, det var læring eller erfaringer! Vise mænd siger, at visdom bygger på et fundament af fejl/erfaringer – og dén kan jeg i hvert fald godt genkende.

Publiceret 22 April 2018 00:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV

Aktiv udstilling skudt i gang

Helsinge Bibliotek inviterede til reception i børnehøjde i anledningen af, at den aktivitetsinviterende udstilling ”Mørkebarnet” nu er klar til at blive taget i brug af kommunens 6-12 årige børn.

Udstillingen er skabt over Cecilie Ekens meget smukke og prisbelønnede billedbog ”Mørkebarnet”, der på poetisk vis fortæller om Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor i samme have. Men mor og far vil ikke have Mørkebarnet ind i huset, fordi hun er trodsig og besværlig, de vil kun have det søde og milde Lysbarn.

Bogen er et kunstværk og rammer på smukkeste vis et emne, som både børn og voksne kender: menneskets lyse og mørke sider.

”Vi kan se, at udstillingen appellerer til børnene. Mange børn har allerede været forbi, mens vi har arbejdet med at klargøre udstillingen. Spontant involverer de sig i udstillingens emner: lys, mørke, svære følelser, symboler med mere” fortæller bibliotekets personale.

3.n og 3.p fra Nordstjerneskolen var sammen med deres lærere, Malene Linsaa og Stina Miller, som særlige gæster inviteret med til åbningsreceptionen. Helsinge Bibliotek fungerer som bibliotek og læringscenter for Nordstjerneskolen, så det var oplagt, at det var elever herfra, der fik mulighed for at være med til den festlige markering.

”Glæder I jer til at lære Mørkebarnet at kende” blev der spurgt. Man var ikke i tvivl om børnenes svar ud fra deres glade ”jaaahh”.

Vejleder Connie Trolle fortalte børnene, at udstillingen er hentet i Kolding, hvor den har stået i 3 måneder, og at den nu er i Helsinge helt frem til 30. august.

Bibliotekschef Vibeke Steen sørgede for at klippe den røde snor over, hvorefter børnene strømmede ind i udstillingen og gav sig god tid der. Klasselærer Malene Linsaa glædede sig over, at der er så megen appel i udstillingen, at børnene var rundt og prøve nogle af aktiviteterne, inden de som gode receptionsgæster stillede sig i kø for at smage de flotte ”Mørkebarns-kagepiger” , som var lavet i dagens anledning.

Vibeke Steen glæder sig over, at det er lykkedes Helsinge Bibliotek at få udstillingen til Gribskov Kommune. På nationalt plan er der lavet 10 børnebogsudstillinger som del af projektet ”Fang Fortællingen”, som er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og Nordea Fonden. Der er fokus på at styrke børns læselyst og fange deres interesse for de gode fortællinger.

Landsdækkende er der stor interesse for at låne udstillingerne, så Helsinge har været yderst heldig, idet biblioteket er vært for udstillingen ”Mørkebarnet” og i efteråret bliver det ”Kaskelotternes Sang”, der kommer til Gribskov Kommune.

Helsinge Bibliotek tilbyder oplæsning og undervisningsaktiviteter i forbindelse med udstillingen. Kommunens Skoler (indskolinger) har alle modtaget invitationer til at deltage. På nuværende tidspunkt er 7 klasser tilmeldt, men Connie Trolle håber, at flere klasser vil lægge vejen forbi og deltage i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Gisli