LEDER:

Er der en voksen til stede?

"Lad mig minde om, at vi her har at gøre med de svageste borgere der som minimum skal have en værdig ældrepleje. Det får mange, men alt for mange får det ikke."


Rækken af dårlige sager fra Gribskov Kommunes hjemmesygepleje og ældrepleje bliver kun længere og længere. Og med Ugepostens afsløring på side 28 i dagens avis er rækken simpelthen blevet for lang!
Som om dødsfald på grund af forkert pleje ikke var nok. Som om et umenneskeligt arbejds- og tidspres for medarbejderne ikke var nok. Som om varetagelse af omsorg og pleje udført af ikke-uddannede teenagere ikke var nok. Alt sammen fortalt og afsløret her i Ugeposten tidligere, bare for at nævne et par af skrækeksemplerne.
Nu kan vi også fortælle, at plejefirmaet Attendo de sidste to år ... og hold nu fast; har ladet sig betale over 13 millioner kroner for opgaver, de ikke har udført.
LÆS OGSÅ: Afsløring: Attendo har hævet millioner for pleje af borgere - der ikke længere var i live
13,4 millioner kroner for blandt andet at varetage plejeopgaver for borgere der for længst var døde og begravet.
Derudover kommer plejeopgaver som Attendo ganske enkelt aldrig er blevet bedt om at udføre.

Medarbejdernes daglige indsats overskygges af de mange dårlige sager

Og byrådets politikere har kendt til Attendos massive overfakturering - men de har holdt det bag lukkede døre, blandt andet på den lukkede dagsorden i Social- og Sundhedsudvalget sidste år.
Nu forstår jeg da bedre og bedre hvorfor alle politiske partier i efterårets valgkamp var rørende enige om, at hele ældreområdet skulle igennem et såkaldt 360 graders eftersyn i det nye år, uanset hvem der vandt magten.
LÆS OGSÅ: Ny formand kræver svar: ’Det ligner snyd’

Denne sag har politikerne kendt til i den ellers hede valgkamp, men ingen sagde noget højt. Hvorfor ikke?
Så ud over de skrækkelige sager om blandt andre 91-årige Agnes Jensen der døde på grund af fejlbehandling, så har man også kendt til denne sag.
Nu kan Ugeposten så løfte sløret - men jeg kan da med rette tænke højt; er der mere vi ikke kender til som bør komme for dagens lys?
Og så er det også mere end oplagt at spørge generelt om ældreplejen i Gribskov; hvor længe skal det snart blive ved, dette cirkus der skulle forestille en acceptabel og skattebetalt ældrepleje?

Der snakkes uden om og tingene kører i ring

Ikke alene bliver der på grotesk vis snakket uden om med fraser som 'Det er ikke et billede vi kan genkende' eller 'Vi har nu rettet op på procedurerne' når vi igen og igen konfronterer det pågældende firmas regionale leder - og her tæller vi ikke engang med, at denne leder uden for referat prøver at miskreditere tidligere medarbejdere, der står frem, som værende utilregnelige. Nej, også politikerne og embedsfolk holder hånden over dette glade vanvid og kører i ring. Hvorfor?
LÆS OGSÅ: Attendo: ’Jeg kan ikke forholde mig til tallene på stående fod’
Lad mig minde om, at vi her har at gøre med de svageste borgere der som minimum skal have en værdig ældrepleje. Det får mange, men alt for mange får det ikke. Det må snart være indlysende for selv den mest blåøjede.
Og så glemmer vi alt for ofte de ansatte i disse sager. Prøv at forestille jer medarbejdere, der kører på arbejde hver eneste dag for at gøre det bedste de kan, og gør det med faglig stolthed, med glæde og til stor tilfredshed og taknemmelighed for mange borgere. Disse medarbejderes indsats overskygges af disse skrækkelige historier, og det er meget mere end en skam.
Enhver kan se, at grænsen for ret og rimeligt i ældreplejen må være nået, og at der skal handles nu. Ikke i morgen, men i dag.

Publiceret 16 January 2018 03:45

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV