Mere i posen:

Politikernes løn stiger med 1,4 millioner

Forventning om mere borgerinddragelse fra nyt politisk lederskab i Gribskov sætter politikeres vederlag op. Stigning møder konservativ kritik

Af
Jens Berg Thomsen

En lønstigning på i alt 1,4 millioner kroner. Det er hvad Gribskovs nye byråd formentlig stemmer igennem, når sagen er på først økonomiudvalgets dagsorden og byrådets dagsorden i denne uge. Stigningen er en fuld udnyttelse på den ramme, som Folketinget har lagt for samtlige landets byråd. Rammen giver mulighed for at give 305 procent af det vederlag, som en borgmester får. Vederlaget er bestemt af Folketinget.
“Vi gør det blandt andet fordi, vi har en forventning om, at udvalgsformænd skal være mere aktive i forhold til at inddrage borgerne,” siger viceborgmester Bo Jul (S).
“De skal mere ud og deltage i møder, og det kan gå ud over folks arbejdstid i deres fuldtidsjob. Anders (Gerner Frost, red.) og jeg har sat de her krav, og det skal være den nye standard, at der arbejdes mere med borgerinddragelse i alle udvalg. Det vil kræve tid,” siger Bo Jul.

Resten af Nordsjælland udnytter rammen

Den øgede arbejdstid i det politiske liv er ikke en kritik af den politiske ledelse, der gik af ved årsskiftet, fortæller viceborgmesteren.
“Nej, det er ikke en kritik af de tidligere udvalgsformænd. De har gjort det, de skulle. Men vi vil gerne sætte en ny standard for borgerinddragelse,” siger Bo Jul.
Viceborgmesteren påpeger også, at alle andre kommuner i Nordsjælland udnytter det fulde vederlag til udvalgsformænd og udvalgsmedlemmer.
Lønstigningen møder borgerlig kritik. Blandt andet Det Konservative Folkepartis to byrådsmedlemmer skriver i en kommentar til Ugeposten, at lønstigningen er for stor.
“Det mener vi er i overkanten, når vi samtidig ved, at der er store udfordringer i kommunens samlede økonomi. Det er mere i løn end f.eks vores pædagoger får for en fuldtidsstilling. Og Byrådsarbejdet er altså et deltidsarbejde, som skal lønnes derefter. Det er som om visse byrådspolitikere, som tjener en stor løn i deres daglige job, har mistet realitetssansen og proportionerne i forhold til helt almindelige mennesker med almindelige fuldtidsjob,” skriver medlemmerne Trine Egetved og Jesper Behrensdorff.

Lønnen til kommunens politikere stiger med i alt 1,4 millioner kroner. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Lønnen til kommunens politikere stiger med i alt 1,4 millioner kroner. Arkivfoto: Jens Berg Thomsen

Publiceret 09 January 2018 09:30

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV