Anders Gerner Frost på øretævernes holdeplads

Gribskovs nye borgmester vil være hele Gribskovs borgmester

Når 2017 bliver til 2018 er der en ny mand i borgmesterstolen i Gribskov Kommune. Anders Gerner Frost fra Nytgribskov blev mandag aften valgt til posten i byrådet.
“Når jeg efter jul sætter mig i borgmesterstolen, er det som hele Gribskovs borgmester. Det er et stort ansvar at blive betroet, et ansvar og en opgave jeg går til med stor ydmyghed og respekt for det folk, der har valgt mig og mine øvrige 22 kollegaer til at sidde i det kommende byråd,” siger den nyvalgte borgmester til Ugeposten.
“Jeg ved også, at jeg ganske frivilligt nu har placeret mig på øretævernes holdeplads, og at det til tider vil blive hårdt, især i situationer hvor det ikke er muligt at gøre alle tilfredse. Vi ser jo ikke alle ens på tingene, og derfor er det en utopi at drømme om, at man altid kan få alle med på vognen, når der skal tages svære beslutninger.”

Den nye borgmester vil ikke have 100 punkter, som han skal igennem i sin første borgmesterperiode som sin forgænger, siger han.
“De punkter skal nemlig opstå i samarbejde med mine politiske kollegaer i byrådet og medarbejdere, og med jer som borgere. Præcis ligesom de løsninger, vi finder frem til, skal ske i fællesskab, med fokus på, hvad der kan skabes flertal for, er det bedste for netop vores kommune. Derfor består min personlige liste i stedet af to simple punkter: Jeg vil gøre mit ypperste for at lytte til jer som borgere og tage jeres stemme i debatten seriøst. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at sikre et konstruktivt samarbejde i Byrådet og give alle mine kollegaer plads til at komme med deres bud på de bedste løsninger.”
“Nu vil jeg vil bruge de næste fire år på at give mit målrettede bidrag til, at vores fælles kommune kan trives og blomstre, og på at leve op til jeres forventninger til mig som Gribskovs nye borgmester,” siger Anders Gerner Frost til Ugeposten.

Publiceret 05 December 2017 10:30

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV

Aktiv udstilling skudt i gang

Helsinge Bibliotek inviterede til reception i børnehøjde i anledningen af, at den aktivitetsinviterende udstilling ”Mørkebarnet” nu er klar til at blive taget i brug af kommunens 6-12 årige børn.

Udstillingen er skabt over Cecilie Ekens meget smukke og prisbelønnede billedbog ”Mørkebarnet”, der på poetisk vis fortæller om Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor i samme have. Men mor og far vil ikke have Mørkebarnet ind i huset, fordi hun er trodsig og besværlig, de vil kun have det søde og milde Lysbarn.

Bogen er et kunstværk og rammer på smukkeste vis et emne, som både børn og voksne kender: menneskets lyse og mørke sider.

”Vi kan se, at udstillingen appellerer til børnene. Mange børn har allerede været forbi, mens vi har arbejdet med at klargøre udstillingen. Spontant involverer de sig i udstillingens emner: lys, mørke, svære følelser, symboler med mere” fortæller bibliotekets personale.

3.n og 3.p fra Nordstjerneskolen var sammen med deres lærere, Malene Linsaa og Stina Miller, som særlige gæster inviteret med til åbningsreceptionen. Helsinge Bibliotek fungerer som bibliotek og læringscenter for Nordstjerneskolen, så det var oplagt, at det var elever herfra, der fik mulighed for at være med til den festlige markering.

”Glæder I jer til at lære Mørkebarnet at kende” blev der spurgt. Man var ikke i tvivl om børnenes svar ud fra deres glade ”jaaahh”.

Vejleder Connie Trolle fortalte børnene, at udstillingen er hentet i Kolding, hvor den har stået i 3 måneder, og at den nu er i Helsinge helt frem til 30. august.

Bibliotekschef Vibeke Steen sørgede for at klippe den røde snor over, hvorefter børnene strømmede ind i udstillingen og gav sig god tid der. Klasselærer Malene Linsaa glædede sig over, at der er så megen appel i udstillingen, at børnene var rundt og prøve nogle af aktiviteterne, inden de som gode receptionsgæster stillede sig i kø for at smage de flotte ”Mørkebarns-kagepiger” , som var lavet i dagens anledning.

Vibeke Steen glæder sig over, at det er lykkedes Helsinge Bibliotek at få udstillingen til Gribskov Kommune. På nationalt plan er der lavet 10 børnebogsudstillinger som del af projektet ”Fang Fortællingen”, som er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og Nordea Fonden. Der er fokus på at styrke børns læselyst og fange deres interesse for de gode fortællinger.

Landsdækkende er der stor interesse for at låne udstillingerne, så Helsinge har været yderst heldig, idet biblioteket er vært for udstillingen ”Mørkebarnet” og i efteråret bliver det ”Kaskelotternes Sang”, der kommer til Gribskov Kommune.

Helsinge Bibliotek tilbyder oplæsning og undervisningsaktiviteter i forbindelse med udstillingen. Kommunens Skoler (indskolinger) har alle modtaget invitationer til at deltage. På nuværende tidspunkt er 7 klasser tilmeldt, men Connie Trolle håber, at flere klasser vil lægge vejen forbi og deltage i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Gisli