Farverige okser, blomster og landskaber i Galleri Ugeposten

Gerda Nielsen er ny kunstner i Ugepostens genopståede kunstklub

“Jeg arbejdede på psykiatrisk afdeling i Hillerød, og havde brug for noget at afreagere på når jeg kom hjem. Så jeg købte noget maling og noget lærred, og så gik jeg ellers i gang”.
Gerda Nielsen har nu malet i syv år, har deltaget på utallige kurser og workshops, og udstiller nu også flere steder og deltager i lokale og regionale kunstfestivaler. Og nu er det så tid til at udstille i Galleri Ugeposten.
“I starten lignede det jo hverken fugl eller fisk, men så kom der lidt her og lidt dér der lignede noget, og så bliver man jo bedre og bedre hvis man øver sig”, siger Gerda Nielsen til Ugeposten om vejen fra første penselstrøg til i dag.
Gerda er lokal. Hun er født og opvokset i Høbjerg, og bor i dag i det gamle mejeri i Skærød.
“Og der er jo ikke meget plads til alle mine malerier, så det er fint at en del af dem kan komme til sin ret på Ugepostens vægge”, siger Gerda Nielsen, der maler med acrylmaling på lærred, og som oftest kaster sig ud i flotte farver og mere eller mindre abstrakte motiver.
Se Gerdas malerier ved selvsyn på Ugeposten i Helsinge, eller på www.gerdasunivers.dk
Gerda Nielsen har afløst Søs Friedrichsen i Galleri Ugeposten, og udstiller september og oktober måned i Galleri Ugeposten.


Faktaboks

Galleri Ugeposten

Her skal være plads til både kreativt klatmaleri og stor kunst. Her skal være plads til stort og småt, skulpturer og loftkunst, lysinstallationer og alt der i mellem - også det vi her på Ugeposten ikke har fantasi til at forestille os. Og det er givetvis en del.
Kriteriet er, at du har noget kreativt på hjerte. At du mener det, og at du har noget nyt at vise frem for husets gæster og for avisens læsere.
Skriv til: galleri@ugeposten.dk med et par eksempler på din kunnen, et par ord om hvem du er, og hvad du har på har på hjerte. Så er der måske også plads til dig i 'Galleri Ugeposten'.

Der er også plads til blomster i gerdasunivers.dk og på Ugepostens vægge.

Der er også plads til blomster i gerdasunivers.dk og på Ugepostens vægge.

Publiceret 13 September 2017 11:30

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV

Aktiv udstilling skudt i gang

Helsinge Bibliotek inviterede til reception i børnehøjde i anledningen af, at den aktivitetsinviterende udstilling ”Mørkebarnet” nu er klar til at blive taget i brug af kommunens 6-12 årige børn.

Udstillingen er skabt over Cecilie Ekens meget smukke og prisbelønnede billedbog ”Mørkebarnet”, der på poetisk vis fortæller om Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor i samme have. Men mor og far vil ikke have Mørkebarnet ind i huset, fordi hun er trodsig og besværlig, de vil kun have det søde og milde Lysbarn.

Bogen er et kunstværk og rammer på smukkeste vis et emne, som både børn og voksne kender: menneskets lyse og mørke sider.

”Vi kan se, at udstillingen appellerer til børnene. Mange børn har allerede været forbi, mens vi har arbejdet med at klargøre udstillingen. Spontant involverer de sig i udstillingens emner: lys, mørke, svære følelser, symboler med mere” fortæller bibliotekets personale.

3.n og 3.p fra Nordstjerneskolen var sammen med deres lærere, Malene Linsaa og Stina Miller, som særlige gæster inviteret med til åbningsreceptionen. Helsinge Bibliotek fungerer som bibliotek og læringscenter for Nordstjerneskolen, så det var oplagt, at det var elever herfra, der fik mulighed for at være med til den festlige markering.

”Glæder I jer til at lære Mørkebarnet at kende” blev der spurgt. Man var ikke i tvivl om børnenes svar ud fra deres glade ”jaaahh”.

Vejleder Connie Trolle fortalte børnene, at udstillingen er hentet i Kolding, hvor den har stået i 3 måneder, og at den nu er i Helsinge helt frem til 30. august.

Bibliotekschef Vibeke Steen sørgede for at klippe den røde snor over, hvorefter børnene strømmede ind i udstillingen og gav sig god tid der. Klasselærer Malene Linsaa glædede sig over, at der er så megen appel i udstillingen, at børnene var rundt og prøve nogle af aktiviteterne, inden de som gode receptionsgæster stillede sig i kø for at smage de flotte ”Mørkebarns-kagepiger” , som var lavet i dagens anledning.

Vibeke Steen glæder sig over, at det er lykkedes Helsinge Bibliotek at få udstillingen til Gribskov Kommune. På nationalt plan er der lavet 10 børnebogsudstillinger som del af projektet ”Fang Fortællingen”, som er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og Nordea Fonden. Der er fokus på at styrke børns læselyst og fange deres interesse for de gode fortællinger.

Landsdækkende er der stor interesse for at låne udstillingerne, så Helsinge har været yderst heldig, idet biblioteket er vært for udstillingen ”Mørkebarnet” og i efteråret bliver det ”Kaskelotternes Sang”, der kommer til Gribskov Kommune.

Helsinge Bibliotek tilbyder oplæsning og undervisningsaktiviteter i forbindelse med udstillingen. Kommunens Skoler (indskolinger) har alle modtaget invitationer til at deltage. På nuværende tidspunkt er 7 klasser tilmeldt, men Connie Trolle håber, at flere klasser vil lægge vejen forbi og deltage i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Gisli