De fem dages vandring byder på utallige fortællinger, kulturoplevelser og historiefortælling.

De fem dages vandring byder på utallige fortællinger, kulturoplevelser og historiefortælling.

Pilgrimsrute skal lokke turister og pilgrimme til Gribskov årets rundt

Af
Jesper Gisli

INTERVIEW Igen i år var det fantastiske fem dage, da året pilgrimsvandring fandt sted i og omkring Tisvilde-området.
Ophavskvinden og tovholderen på den årlige begivenhed, Rigmor Westh Baagøe, er meget tilfreds, og glæder sig allerede til næste års vandring, som med tiden skal blive til en betydningsfuld kulturrute gennem Nordsjælland.
Hvad var det bedste ved årets pilgrimsturen denne gang?
“Jeg synes der har været mange gode øjeblikke igen i år, men aftenen i Annisse Forsamlingshus hvor pilgrimme fra i år og tidligere år samles med frivillige og lokale fra egnen, var en virkelig skøn aften. Det er svært at sige hvad der var det bedste, for der er faktisk så mange øjeblikke og oplevelser undervejs, som er virkelig intense og faktisk beskrives som uforglemmelige af dem som har været med. Vi har fået så mange positive tilkendegivelser fra mange af vores deltagere på vandringen”, siger Rigmor Westh Baagøe og fortsætter.
“En af de ting som altid overvælder deltagerne er den varme og imødekommenhed de mærker fra de frivillige som hjælper til i landsbyerne. En af deltagerne, Rita Møller skrev for eksempel til mig: ”Tusind tak for fantastiske 5 dage. Jeg vendte hjem totalt mættet af indtryk og uforglemmelige oplevelser, og det var så berigende at møde så mange vidunderlige mennesker, både alle jer frivillige, der bare stillede op for os, og så alle de skønne deltagere. Jeg havde høje forventninger da jeg kom fordi jeg kender et par stykker der havde gået turen, og mine forventninger blev til fulde indfriet og mere til, så jeg vil varmt anbefale denne vandring til alle der kunne have interesse i det.”
Har vandringen fundet sin perfekte form, eller er der noget som skal laves om?
“Selv om folk er glade, bliver vandringen selvfølgelig altid evalueret og vi overvejer altid om der er noget som skal laves om eller forbedres. Programmet for de fem dage er ret godt efterprøvet med fem vandringer over tre år, men vi laver altid småjusteringer, for der er altid noget som kan gøres bedre. Mange ting fungerer rigtig godt både oplevelsesmæssigt og praktisk, da det store frivillige netværk og de foreninger som stiller op, efterhånden er indstillet på hvad der skal ske, når pilgrimmene kommer gennem deres landsby. Dette gælder f.eks. møllelaugene eller kulsvierlaugene som på en meget nærværende måde formidler hver deres kulturhistoriske område til glæde for pilgrimmene, men også selv finder en glæde ved at formidle det de synes har værdi og som de brænder for.”
Hvorfor er pilgrimsvandringen gennem landsbyerne vigtig?
“Det er et vigtigt spørgsmål… Vandringen er bl.a. vigtig fordi den er med til at opfylde den vision der ligger bag hele vores arbejde. Pigrimsruten Tisvildevejen skal være en betydningsfuld kulturrute gennem Nordsjælland, som skal være attraktiv både for os selv og gæster at opsøge. Vi vil skabe særligt nærværende oplevelser med natur, kultur og mennesker i Nordsjælland. Med vandringen hver sommer har vi netop mulighed for at skabe store og intense oplevelser med natur, kultur og mennesker i vores små landsbyer,” siger Rigmor West Baagøe.
“Vi mobiliserer alt det bedste vi kan komme i tanker om i de fem dage pilgrimme ledes gennem de fem landsbyer, og det er sjovt for både aktører og deltagere. Vandringen er også vigtig fordi den modner landsbyerne til at kunne tage imod vandrere når ruten på et tidspunkt bliver afmærket og skal kunne bære at der kommer vandrere igennem landsbyerne, på alle tidspunkter af året. Gennem vandringerne vænner landsbyerne sig til at tage imod gæster, og begynder måske at tænke på hvordan de kan byde ind i forhold til at skabe gode oplevelser og betingelser for folk som gæster vores landsbyer. Måske bliver nogen inspireret til at lave B&B, guidede ture i området, gårdbutik med lokale produkter eller lignende. Det tager tid, før folk kan se sig selv i det, men den tilbagevendende vandring er med til at accelerere denne proces og illustrerer tydeligt formålet med at der skal ligge en vandrerrute gennem vores landsbyer.”
Hvordan skal vi i højere grad få turister og andre nysgerrige til at bruge ruten året rundt?
“Pilgrimsruten Tisvildevejen har et godt og vigtigt samarbejde med Naturstyrelsen, Gribskov Kommune og Museum Nordsjælland. Sammen arbejder vi med at tilrettelægge det mest optimale ruteforløb fra Esrum Kloster til Tisvildeleje. Det handler både om en kortere og længere rute mellem hver landsby, men også om hvilke kulturhistorisk interessante steder vi ønsker at fremhæve og formidle gennem Pilgrimsruten Tisvildevejen. Når ruten og kulturstederne er fastlagt skal ruten afmærkes, og det er klart at dette er helt grundlæggende for at folk kan begynde at anvende kulturruten. Landsbyerne skal i samarbejde med os forbedre deres overnatningsmuligheder, og der skal være mulighed for at spise og opleve kulturhistorie og natur i landsbyerne og langs hele ruten. Sådan skal vi få flere til at vandre året rundt, er mit ønske”, siger Rigmor Westh Baagøe til Ugeposten.

Citat:
“Vi mobiliserer alt det bedste vi kan komme i tanker om i de fem dage pilgrimme ledes gennem de fem landsbyer, og det er sjovt for både aktører og deltagere”
Rigmor Westh Baagøe

“En af de ting som altid overvælder deltagerne er den varme og imødekommenhed de mærker fra de frivillige som hjælper til i landsbyerne”, siger Rigmor Westh Baagøe, der her holder tale for årets pilgrimme en af de fem aftener på vandringen.

“En af de ting som altid overvælder deltagerne er den varme og imødekommenhed de mærker fra de frivillige som hjælper til i landsbyerne”, siger Rigmor Westh Baagøe, der her holder tale for årets pilgrimme en af de fem aftener på vandringen.

Fem kirker nåede årets pilgrimsvandring at opleve på årets vandring.

Fem kirker nåede årets pilgrimsvandring at opleve på årets vandring.

Publiceret 06 August 2017 11:30