Agnes-sagen:

SF foreslår mindre teams i ældreplejen

“Hvis kommunerne ikke afsætter de nødvendige ressourcer til indsatsen, så har det nære sundhedsvæsen spillet fallit”

Folketingsmedlem Kirsten Normann Andersen fra SF har også læst Ugepostens beretning om Agnes Helene Jensen fra Helsinge, og blander sig nu i debatten, trods sommerferie i familien.
“Vi skal stramme op, og det er nu. Det er hjerteskærende at læse beretningen om 91 årige Agnes Helene Jensens sidste tid. Og mine tanker går til familien, som både har været vidne til et pinefuldt forløb, men nu også skal leve med visheden om, at behandlingen af Agnes var dybt kritisabel”, siger SF's ældreordfører og fortsætter.

SF: Små teams gør en positiv forskel

“Vi kan ikke undgå, at der vil ske fejl i sundhedssektoren. Den menneskelige mekanik er desværre ikke altid forudsigelig. Men det fuldstændigt sikkert, at det for Agnes og familien havde gjort en forskel, om man havde reageret på de alvorlige symptomer langt tidligere i forløbet. Men skal sundhedspersonalet have en reel mulighed for det, så skal der skabes kontinuitet. Man kan ikke reagere på ændringer i den ældres tilstand, hvis man kun har set borgeren en enkelt gang. Et lille team bestående af faste medarbejdere kunne have gjort en forskel. En anden forudsætning for at undgå en lignende situation er, at vi anerkender, at flere og flere ældre med behov for mere hjælp forudsætter flere penge. Vi kommer derfor til at se i øjnene, at budgetter i fremtiden skal reguleres i forhold til den demografiske udvikling”, sigedr Kirsten Normann Andersen til Ugeposten.

“Vi har krav på respekt for livet så længe vi har det”

Kirsten Normann Andersen og SF fokuserer principielt på ligeret til lige god behandling, og advarer mod, at kommunerne hurtigt kan spille fallit.
“Vi lever ikke evigt, men vi har alle sammen krav på respekt for livet så længe vi har det. Det betyder også ligeret til lige god behandling – uanset alder, livssituation og så videre. Vel er der forskel på, hvad lægevidenskaben formår, og nogle gange har tidens tand bare sat sit alt for tydelige præg på vores helbred. Men vi kan lindre og vi kan trøste, og frem for alt være åbne og ærlige om situationen. Den ældre patient ved jo godt selv, at livet ikke varer evigt. Og der er situationer, hvor eksempelvis en operation ikke kan udføres på grund af patientens almene tilstand. Men muligheden må aldrig afskrives på forhånd”, understreger SF's ordfører og fortsætter.
“Det er en ambition, som vi reelt skal formå at leve op til. Hvis det såkaldte nære sundhedsvæsen, har som konsekvens, at ældre – og for den sags skyld kronikere, ikke får den samme professionelle hjælp som andre borgere, så har vi som samfund ikke bestået kvalitetstesten. Ældre patienter har ofte brug for mere tid til at komme sig. Og hvis kommunerne ikke afsætter de nødvendige ressourcer til indsatsen, så har det nære sundhedsvæsen spillet fallit”, siger SF's Ældreordfører Kirsten Normann Andersen til Ugeposten.

null

Publiceret 23 July 2017 11:45

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV