Udgav sig for at være fra Røde Kors:

87-årig kvinde jagede tricktyve på flugt

Af
Martin Warming

Jens Berg Thomsen

Martin Warming

En 87-årig kvinde og hendes mand blev tirsdag omkring klokken 13 udsat for et forsøg på tricktyveri, efter de havde købt ind i Kvickly på Frederiksborgvej i Helsinge.
Da ægteparret kom hjem til deres adresse på Hegnet i Helsinge og parkerede bilen i garagen, kom tre, ifølge politiet, 'udenlandske' mænd ind i garagen. Den ene spurgte om vej til en adresse, den anden ville have ægteparret til at skrive under på nogle papirer fra Røde Kors, mens den tredje luskede kvindens pung op fra en taske. Det opdagede den ældre mand dog, og ægteparret begyndte at råbe op. Det fik tricktyvene til at stikke af.
Ægteparret har fortalt politiet, at de havde lagt mærke til en mand, der luskede mistænkeligt rundt om dem, mens de handlede i Kvickly, og politiet formoder derfor, at de har luret koden til dankortet i supermarkedet og efterfølgende er fulgt efter ægteparret hjem.
Manden i Kvickly havde en mørk vindjakke, en grå t-shirt og en rødlig kasket på - derudover har ægteparret ikke været i stand til at give signalementer af de tre tricktyve, der i øvrigt talte et uforståeligt sprog, som ægteparret udtrykker det.
Politikommissær Henrik Rasmussen fortæller til Ugeposten, at det ikke lykkedes de tre mænd at stjæle pungen. Politiet har registreret hændelsen som et forsøg på tricktyveri, lyder det.

Publiceret 28 June 2017 00:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV