Græsted Veterantræf bliver i år afholdt fra den 3.– 5. juni. Foto: Jan F. Stephan

Græsted Veterantræf bliver i år afholdt fra den 3.– 5. juni. Foto: Jan F. Stephan

Nye boller på suppen hos Græsted Veterantræf:

’Nu laver vi det træf, vi gerne vil have’

Græsted Veterantræf nærmer sig med hastige skridt, og der er igen i år store ting i vente for publikum

Af
Jeppe Helkov

Der har hersket meget forvirring. Har Græsted stadig et veterantræf - eller er det rykket? Men lad os slå det fast med det samme. Selvfølgelig er der et veterantræf i Græsted - fra den 3. - 5. juni. Og der er ikke bare et veterantræf - det bliver igen i år også ren verdensklasse.
“Vi har jo brudt med den gamle ledelse, men vi er her stadig. Alt oprydningsarbejdet efter dem er overstået nu. Og nu koncentrerer vi os om at lave det træf, vi gerne vil have. De fleste ting bliver, som det plejer - og så har vi puttet lidt ekstra krydderi på hist og her,” siger Henrik Ewald fra Græsted Veterantræf og fortæller videre, at de som noget nyt har indgået en aftale med veterantoget.
“Tidligere har det kostet penge at køre med veterantoget. Og det tror jeg, afskrækkede mange. Men den tidligere bestyrelse ville ikke samarbejde med dem. Det har vi ændret nu. Det betyder, at det nu er gratis for de besøgende at køre med veterantoget - og man kan samtidig køre med det lige så mange gange, man vil. Så man kan bruge hele dagen på at køre fra Mårum til Gilleleje, hvis det er det, man har lyst til.”
Derudover kommer veterantoget også til at være en del af selve træffet inde på pladsen.
“De har fået lagt et spor ind langs hegnet, og der kommer til at holde et tog. Man kan ikke køre med det. Men der kommer til at være et helt tog-tema, hvor man kan komme helt tæt på, høre om det og pille ved det,” siger Henrik Ewald.
Mange af vores gæster er entusiaster, men vi har altså også nogen, der bare er helt normale, nysgerrige mennesker. De folk, der ikke har så meget styr på de enkelte biler. Og dem har vi også forsøgt at lave noget til.”
“Vi laver en fortælling med udviklingen inden for køretøjer - så man nemt kan se den røde tråd. Det er f.eks. med traktorer, hvor vi begynder med en lille én fra år 1900 - og så bliver de nyere og nyere. På den måde kan man virkelig se, hvordan udviklingen er gået.”
De tidligere år har der samtidig været en regel om, at de udstillede biler skulle være fra 1970 eller tidligere. Men den regel er der også blevet ændret på i år, så der også vil være lidt nyere biler.
“En bil har veteranstatus, hvis den er mindst 35 år gammel. Og det har vi tænkt os at følge. Så i år er grænsen hævet til 1976 og næste år bliver det 1977 - og sådan fortsætter det. Det tror jeg vil gøre træffet endnu mere spændende. Det betyder, at der kommer en hel del flere amerikanerbiler - og endnu flere, der er ombyggede. Så der vil være biler med motoren op gennem køleren - de var bandlyst før. Vi føler bare virkelig, at vi har fået sat et super godt program sammen.”
Udover bilerne vil der også være børnedyreskue, den traditionsrige dødsdrom, hvor en motorcykel suser rundt og rundt op og ned ad kanterne i en stor tønde. Og sidst men ikke mindst er der også masser af god musik - og her mener Henrik Ewald, at veterantræffet har gjort noget af et kup.
“Nordens bedste Elvis, Henrik Busborg kommer. Han er virkelig god - og jeg tror, at mange vil komme kun for at høre ham. I Boxen i Herning er der en stor markering af 40 års dagen for Elvis' død - og her spiller han. Det er helt svimlende priser. Heroppe koster det kun 100 kr., og så kan man komme op og høre ham. Vi er allerede blevet kontaktet af en norsk radiostation, der kun spiller Elvis. De kommer herop og sender live til hele norden.”

Sådan så ud, da veterantræffet blev afholdt i Græsted sidste år, og der er endnu flere ting i vente i år. Foto: Jan F. Stephan

Sådan så ud, da veterantræffet blev afholdt i Græsted sidste år, og der er endnu flere ting i vente i år. Foto: Jan F. Stephan

Publiceret 03 May 2017 00:00

SENESTE TV