Politidirektør:

Scenerne i Helsinge er uacceptable

“Man ser det samme andre steder, når nye forsøger at etablere sig i et område,” siger politi-direktør Jens-Christian Bülow

Af
Jens Berg Thomsen

Efter en uges tid med visitationszone i Helsinge og fire anholdte er Nordsjællans Politi ved at få et overblik over konflikten i byen.
“Billedet er, at der på den ene side er denne nye gruppe, Gremium, der ønsker at etablere sig i byen. Hvem der er på den anden side, er et mere diffust billede. Vi er i en fase nu, hvor jeg ikke kan sige noget konkret om, hvem det er,” siger politidirektør i Nordsjælland Politi Jens-Christian Bülow.
Generelt i Nordsjælland er Loyal to Familia, Satudarah og Bandidos velkendt, forklarer politidirektøren.
“Det, der sker i Helsinge lige nu, kan man også opleve andre steder, når en ny gruppe ønsker at etablere sig. Det er for tidligt at sige endnu, hvad konflikten handler om i Helsinge. Men et hashmarked kan skabe konflikter, hvis nye bevæger sig ind, hvor andre er i forvejen. Vi ved ikke, hvorfor denne gruppe har ønsket at etablere sig i Helsinge.”
Den seneste tids række af episoder i Helsinge har blandt andet fået politiet til at oprette en visitationszone.
“Man kan sige, at det er en uholdbar situation, og at der har været uacceptable scener i Helsinge. Vi bliver ved, til der er sikkert i byen. Visitationszone fra mandag, i første omgang fire uger. Det er et af vores redskaber. Når vi nærmer os de fire uger, må vi vurdere, om den skal forlænges. I Nordsjælland har vi tidligere haft visitationszoner i Helsingør, Kokkedal, Hillerød og Farum. Hver zone udspringer af konkrete situationer. Nogle gange bliver de forlænget, andre gange ikke. Eksempelvis forlængede vi ikke visitationszonen i Farum.”
“Vi er massivt til stede og følger med i, hvad der foregår. Vi er afhængige af at få oplysnigner fra borgerne. Så hvis man ser noget mistænkeligt, så vil jeg gerne opfordre folk til at henvende sig til os. Det har vi brug for at få et fuldstændigt billede, og også kunne handle,” siger Jens-Christian Bülow.

Publiceret 07 April 2017 15:45

SENESTE TV