"Mad skal være levende, og for mig virker det ulogisk, at det først skal igennem et dyrs mave", siger Bibi Stella Kirkegaard, der har skrevet bogen Go Green for at inspirere danskerne til at spise mere grønt og tage bevidst stilling til deres kostvaner. Foto: Jan F. Stephan
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lev et grønnere liv - uden at vinke helt farvel til kødgryderne

Gør klar til at udvide dit ordforråd med begrebet 'flexitar', når bogen Go Green tager fat om danskernes madvaner og giver os inspiration til at gå nye veje

Af Malene Dietz






Gilleleje: Vi kender alle til vegetaren, der lever det grønne liv, og til kødelskeren der aldrig kunne drømme om at ofre den røde bøf på kostplanen. Normalt står disse to kosttyper langt fra hinanden, men måske findes der et sted i midten med plads til alle dem, der gerne vil spise sundere, uden nødvendigvis at slippe kødet helt.

Begrebet hedder flexitar og stammer oprindeligt fra USA, men nu er det nået til Danmark ført an af Bibi Stella Kirkegaard, der netop har lanceret en ny bog om fænomenet. Bogen har fået titlen Go Green, og skal inspirere os til at træffe nogle mere bevidste valg omkring vores kost.


Med på ideen

Det lå ellers ikke i kortene, at Bibi Stella Kirkegaard skulle blive forfatter, men når en god ide melder sig, må man jo slå til.

"Jeg arbejder til daglig med at hjælpe folk med at ændre deres vaner, men havde aldrig drømt om, at jeg skulle udgive en bog, der handler om madvaner. Jeg ved dog en masse om mad og sundhed og brænder for at gøre danskere mere bevidste om glæden ved grøntsager og vise, at et minimalt forbrug af kød på ingen måder behøver at gøre dig hverken til fanatiker eller selvundertrykkende livsfornægter", siger den nyudklækkede forfatter og fortsætter.

"Efter jeg havde fået ideen, greb jeg simpelthen knoglen og ringede rundt til folk, jeg havde fundet frem til levede enten som vegetarer eller flexitarer, folk jeg vidste havde noget på hjerte og kunne være med til at inspirere andre med deres grønne livsstil. Overraskende nok sagde de alle sammen ja og valgte at stole på mit projekt, og det er jeg selvfølgelig dybt taknemmelig for", fortæller Bibi Stella Kirkegaard, der blandt andet har fremtrædende personligheder som Chris MacDonald, Sys Bjerre, Ole Henriksen, Rasmus Kofoed, Bjørn Lomborg, Kristian Hornsleth og Selina Juul på menuen, hvoraf sidstnævnte netop er blevet kåret som årets dansker af Berlingske for sin kamp mod madspild.

På forsiden af bogen ses nogle af bogens interviewpersoner, der hver især fortæller om deres kostvaner med enten begrænset eller ingen kød. Bogen, der også indeholder opskrifter og fakta på området, fås lige nu hos blandt andet boghandleren i Helsinge.
På forsiden af bogen ses nogle af bogens interviewpersoner, der hver især fortæller om deres kostvaner med enten begrænset eller ingen kød. Bogen, der også indeholder opskrifter og fakta på området, fås lige nu hos blandt andet boghandleren i Helsinge.

Skyld og skam dur ikke

Selv har hun været vegetar i 15 år, men bogen handler ikke om at omvende folk til at blive som hende selv.

"Det er vigtigt at understrege, at man må gøre, hvad man vil. Hvis folk læser bogen, og ikke bliver inspireret til at ændre noget i deres kost, så fint for mig. Det jeg har gjort er at samle en masse information og viden på området, så folk kan træffe nogle bevidste og oplyste valg. Man får ikke ændret sine kostvaner ved at basere det på skyld og skam. Det handler om det positivevalg, eller som Ole Henriksen siger i bogen: Det er ikke et spørgsmål om at ofre sig - det er en livstil, hvor vi fejrer krop og sind", forklarer hun og fortsætter.

"Madvaner handler meget om kultur og opvækst. De fleste af os, tænker ikke så meget over, hvorfor vi spiser, som vi gør, vi fortsætter bare med de samme madvaner, som vi har med hjemmefra, uden at tænke nærmere over om det vi putter i kroppen i virkeligheden er det, der giver os mest energi. For eksempel tager kød dobbelt så lang tid for kroppen at fordøje som plantebaseret mad, og det dræner energien. Ved at skære ned for kødforbruget og holde kødfrie dage i løbet af ugen, har man allerede gjort en stor forskel for sin krop og sit velvære, og den bevidste livsstil kan bogen inspirere til at komme i gang med", siger Bibi Stella Kirkegaard.

Bogen er udarbejdet i samarbejde med Gitte Carolina Yde fra firmaet
Bogen er udarbejdet i samarbejde med Gitte Carolina Yde fra firmaet "High on life", og hun har som madkyndig hjulpet med de mange opskrifter, som bogens interviewpersoner har inspireret til. Her er det 'Crunchy Broccolisuppe' foreslået af Chris MacDonald . På Ugepostens hjemmeside finder du opskriften til suppen og to andre retter, som forfatteren har givet os lov at dele med Ugepostens læsere.

Hjemme hos mor

Bibi Stella Kirkegaard er vokset op på en gård i Jylland, og derfor har hun selv fået den solide husmandskost med kød, sovs og kartofler ind med modermælken. Derfor var det heller ikke helt nemt, da hun skulle fortælle forældrene, at hun var blevet vegetar.

"Jeg tror, min far var sådan lidt, 'nå skal det nu være moderne', og han tænkte vel, at det nok gik over, men for min mor var det ekstra hårdt. Hun har arbejdet som kogekone hele sit liv og har altid brugt maden til at vise sin omsorg og kærlighed. Nu sagde jeg så pludselig nej til den kærlighedserklæring", husker Bibi Stella Kirkegaard og peger også på, at netop det sociale omkring mad kan gøre det svært for os at ændre vores kostvaner. På den måde repræsenterer flexitar begrebet også en lidt nemmere vej for nogle.

"Chris MacDonald er for eksempel flexitar, han er jo sådan en rar mand, og på den måde kan han spise kød ude og så leve vegetarisk hjemme, og for nogen fungerer den model rigtig godt. For mig fungerer det bedst helt at udelade kød, det er det, der giver mig mest energi og velvære, og på den måde, kan man jo selv finde frem til den kostform, der passer til en.


Det virker

At kosten blev et vigtigt fokus i Bibi Stella Kirkegaards liv, kom som et naturligt led i hendes egen personlige udvikling.

"Jeg har trænet kampsport i 10 år, og herigennem kom jeg i kontakt med meditation. I den forbindelse sætter man sig jo ned og mærker efter, hvordan man egentlig har det. Hvad giver energi, og hvad der tager energi. Samtidig led jeg af søvnløshed, og for at få styr på det tog jeg et åndedrætskursus. Jeg havde egentlig ikke mange forventninger til det, men det ændrede mit liv, for da der var gået tre dage, kunne jeg sove", mindes Bibi Stella Kirkegaard, der ved samme lejlighed lagde sin kost om.

"Siden jeg tog aktivt stilling til min kost, har jeg hverken haft influenza eller taget så meget som en panodil. At leve grønnere gør noget både for det fysiske- og mentale velvære, og det er den indsigt, jeg gerne vil formidle videre med bogen, for jeg kan jo se, at det virker.


Kostens tre-enighed

At hun ikke selv har valgt den gyldne middelvej som flexitar skyldes blandt andet en af hendes livssætninger.

"Vi har alle nogle livssætninger, vi lever efter, og en af mine er, at jeg gerne vil fremme liv. Det gør jeg blandt andet via mit arbejde, og det mål er så også kommet til at handle om dyr. Den nemmeste måde at fremme dyreliv på, er jo at lade være med at spise dem, men det behøver ikke være så ekstremt. Man kan også vælge at spise mindre kød og kød fra dyr, der har haft et godt liv, og på den måde er man stadig med til at gøre en forskel", siger Bibi Stella Kirkegaard og uddyber.

"For mig handler vores valg af kost nemlig ikke kun om sundhed, men også om begreber som miljø og dyretik, det er den tre-enighed, jeg synes, man med fordel kan forholde sig til i forhold til sin kost. I virkeligheden handler det om at åbne øjnene for, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi putter i vores krop, og at de valg, vi træffer omkring kosten, har betydning for alle de tre områder", slutter hun.

Kosttyper

Flexitar: Spiser overvejende vegetarisk, men også kød, dog max tre ud af ugens syv dage.

Vegetar: Spiser ingen former for dyr

Veganer: Spiser hverken dyr, æg eller mælkeprodukter

Raw-Food'er: Spiser kun rå vegetabilsk føde opvarmet til max 42 grader.

Om Forfatteren

Bibi Stella Kierkegaard er passioneret Chief Energy Officer (CEO) og hjælper medarbejdere og ledere på danske arbejdspladser med at blive CEO i deres eget liv. Hun er uddannet cand.mag samt meditations- og åndedrætsinstruktør i Tyskland og Indien, og Life- & Business Coach med fokus på balancen mellem hverdag og arbejdsliv. Læs mere på: www.partnershipforgood.com

Mød forfatteren til Go Green på Gilleleje Bibliotek kl. 19.00 d. 4. februar

Citater fra bogen:

Chris MacDonald: "som fysiolog er jeg på ret sikker grund, når jeg siger, at den gennemsnitslige dansker ville gøre noget rigtig godt for deres helbredsmæssige tilstand, hvis man reducerede sit daglige kødindtag".

Sys Bjerre: "Hvis man har overskud til at sige A, så synes jeg man skal gøre det, uanset om det er at spise mindre kød, blive vegater, få et fadderbarn eller noget andet. Gør en ting ad gangen og vent og se, hvordan det føles".


Publiceret: 14. Januar 2015 18:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt