"Risikoen er, at alt det fine Tisvildeleje i generationer har haft at byde på går tabt på grund af kortsigtede initiativer og vækst for vækstens og pengenes skyld," skriver Clara Klingberg-Jensen. Foto: Jan F. Stephan

Debat: Pas nu på Tisvildeleje!

Af
Clara Klingberg-Jensen

Lundedalsvej 3

3210 Holløselund

debat Den første sommer i et stråtækt hus i Tisvildeleje og jeg var 11 år.

Det var meget eksotisk, jeg kom langvejs fra og her var både købmand Olsen og ham på bjerget, slagtere, bager Spiegelhauer, og selvfølgelig grønt, is og cykler, alt sammen fra Frydensberg.

Her var fiskeforretninger, blandt andet Vestas friske fisk direkte fra Molen. Skomager, trikotage, telefoncentral på Hovedgaden, ligesom alt i papir og bøger hos Thuneby - og resten kunne findes hos Landorff.

Schiølerboden, bank og post var her også, mælkeflaskerne blev leveret af mælkedrengen direkte på trappetrinnet. Bare for at nævne noget af alt det som fandtes og fungerede.

Min ældre søster fortalte desuden om når Stanley West spillede senere om aftenen på Skipperkroen eller om forbudte ture bagpå en velo gennem Hegnet til jazz på Sandkroen i Asserbo. Var jeg heldig kom jeg selv med mor og far på "Kroen" i svinget i Tisvilde.

Jeg blev ikke ved med at være 11 år, men somrene i Tisvildeleje forblev uforglemmelige. Så blev det min tur til at danse på Sandkroen, gå til fest i sommerhuse og ikke mindste rulle ned gennem Hovedgaden på en cykel, til stranden og ud i skoven. De somre førte til, at jeg nogle år senere ved et besøg hos Thuneby genkendte ham, som skulle blive min mand.

Det er mere end 40 år siden; nu har vi også set vores to børn vokse op som Tisvildeleje-børn om sommeren, det er en generation mere i klitterne, og vi har naturligvis hørt om, hvordan også de hentede brød ad bagvejen hos bageren, direkte hjem fra nattens oplevelser.

Musik på Stejlepladsen med gode venner kom siden til. Også for vores unge. Lidt nyt og lidt gammelt.

Den seneste sommer, 2018, i Tisvildeleje var også eksotisk. Skov, strand, hav ligger der endnu, om end både strand og skov til tider bliver noget forpjuskede og brugte.

Lejet har dog gennemgået en massiv forandring, med events, food-trucks og pop-ups, som f.eks. Månedanserens Have.

Det er en lang kæde af tilbud af skiftende kvalitet og varighed og ikke mindst varierende lokal forankring, som langsomt, men sikkert har forandret Tisvildelejes karakter ganske betragteligt.

Jeg har intet ønske om at skrue tiden tilbage eller modarbejde en god udvikling. Men med den meget store forandring, som Tisvildeleje gennemgår, er vi nødt til at spørge: er det en god udvikling, og i bekræftende fald: god for hvem? Hvad er det for slags vækst og for hvem er den positiv?

Sådanne spørgsmål, og uenighed om svarene, optager mange i byen, fastboende som landliggere.

Det er ikke tilfældigt, at jeg tidligere nævnte vores børns deltagelse på Stejlepladsen. Dette fine initiativ blev senere til MIL (Musik i Lejet), og jeg kan konstatere, at MIL er blevet den vigtigste bestanddel i diskussionen, og det som påvirker debatklimaet mest.

Det er også mit indtryk, at debatten er i ubalance: Stemmerne, der ikke bekymrer sig over udviklingen, herunder dem, der mener, at MIL udelukkende er et gode, har den langt kraftigste megafon at tale gennem.

Bl.a. i form af et Lokalråd og med Tisvilde Nyt som ukritisk organ (nu med MIL som nyt medlem) og i skikkelse af Gribskov kommune, som helhjertet støtter med borgmesteren i spidsen. Endvidere med borgmesterens bagerbutik som ugentlig mødeplads til promovering af MIL.

Det er effektivt med små lokale propaganda-fremstød, senest støtte til den sti, som skal føre cyklister, som vil ind i Hegnet, bag om festivalpladsen. Hvem kan have noget imod det? Men på den anden side, hvorfor skal den hedde MIL-stien med autoriseret skilt og indvielsestale? Før MIL var den ikke nødvendig.

Det betyder, at der er alt, alt for mange, som faktisk har en anden mening om, hvor Tisvildeleje skal gå hen, men som ikke tør eller vil ytre sig, og som ikke råder om noget, der ligner den megafon eller de midler, som den anden side råder over.

De bliver samtidig ofte mødt med et svar om, at de jo bare udgør et ubetydeligt mindretal. Men det passer ikke. Mindretal set i forhold til hvad? 10.000-12.000 festivaldeltagere?

Dem, der mener, at forandringen ikke kun er et gode, er at finde blandt både fastboende og landliggere, og mange af dem har en stærk interesse i, at Tisvildeleje vokser på en måde, som er holdbar for trivslen hele året rundt, — og at Tisvildeleje bevarer det, som lokkede os alle herop fra begyndelsen. Risikoen er nemlig, at alt det fine Tisvildeleje i generationer har haft at byde på går tabt på grund af kortsigtede initiativer og vækst for vækstens og pengenes skyld.

Tidens masse-turisme i Rom, Barcelona og Berlin er i den store skala, men allerede nu flygter man fra Skagen, Ebeltoft og Københavns indre by, fordi det som var, er oversvømmet af turisme og banaliseret.

Hvilken familie mon vælger at flytte her til, fordi Lejet har en musikfestival, der forandrer Lejet totalt, inklusive strand og P-plads, det meste af tre uger i juli?

Men frygten for at blive betragtet som bagstræberisk, konservativ og gnaven, og den tavshed, som frygten kan føre til, kommer der ingen gensidig forståelse ud af, og den frustration det skaber ender med at blive destruktiv.

Det skaber mistrivsel og splitter Tisvildeleje.

Tillad mig derfor at udtrykke et dybt følt ønske om, at de kritiske, men konstruktive, stemmer ikke bliver lagt for had og ikke gøres tavse. Lyt til hvad de har at sige om, hvordan fremtiden i Lejet kan forme sig, så også de fortsat vil være her. Kun på den måde bliver Tisvildeleje langtidsholdbar og fortsat en eksotisk og god oplevelse for dem langvejs fra såvel som for os, som har det privilegium at kunne være her hele året eller store dele af året.

Publiceret 19 July 2019 11:30

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk