I betragtning af alt det kaos, høj musik og larm til langt ud på natten i fire uger sidste år, undrer det os, at der alligevel bliver givet tilladelse i fem uger i år, skriver Anita Olsen.

I betragtning af alt det kaos, høj musik og larm til langt ud på natten i fire uger sidste år, undrer det os, at der alligevel bliver givet tilladelse i fem uger i år, skriver Anita Olsen.

DEBAT: Sikken en gang ævl om Månedanseren

Af
Anita Olsen

Vængevej 34

3220 Tisvildeleje

Kommentar til debatindlæg fra byrådsmedlem Morten Ulrik Jørgensen, formand for udvalget for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi i Ugeposten 25. juni:

Jamen det var jo et meget smukt stykke, du havde sat i, Morten Jørgensen, om alle herlighederne, der kan opleves i Gribskov Kommune, men det skinnede dog klart igennem, at du var sendt til tasterne for at “gyde olie på vandene”! Vi her i Tisvildeleje fæster os jo især ved stykket om “Månedanserens Baghave” på adressen Strandbakkevej 2 og Hovedgaden 51.

Sikken en gang ævl! Vi er udmærket klar over, hvad der må drives på matriklerne, men når man tager i betragtning alt det kaos, høj musik og larm til langt ud på natten i fire uger sidste år, og hvor Pernille Søndergaard rystet – efter at have overværet støjen i en nabohave til Strandbakkevej 2 – erklærede, at det skulle ihvertfald ikke ske igen i 2019, så undrer det os, at der alligevel bliver givet tilladelse og endda på Hovedgaden 51 også, og så i fem uger i år!

Du skriver, at der selvfølgelig bliver evalueret på det hele, når sæsonen er gået – det blev der så sandelig også gjort efter 2018, med alle klagerne til følge. Og som du ved, er der også indløbet massive protester i år. Borgerne skal høres – men det sker der absolut ikke noget ved, kan man se!

Du skriver, at det er så godt med alle vores turister, der spiser på vores pæne restauranter og handler i vores små hyggelige butikker. Det er helt rigtigt, men når byrådet giver tilladelse til, at en masse boder må sælge mad og lignende på disse adresser i fem uger i den bedste sommerperiode, hvor vores lokale steder gerne skulle indtjene et rygstød til den mere stille tid på året, så er det virkelig blåøjet, at folk udefra, der hverken betaler ejendomsskat eller andet, får lov til at snuppe overskuddet!

Vi ved, at andre restauranter har fået afslag på at måtte spille musik i sommerperioden, så det virker mærkværdigt, at der bliver givet tilladelse på disse adresser!

Vi kunne sluttelig godt tænke os at høre, hvad vores store erhvervsforening siger i denne anledning? Der er jo rigtig mange af deres medlemmer, der er berørt af ovenstående.

Publiceret 05 July 2019 07:00