Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt.

Messerschmidt: Tak for opbakningen

Af
Morten Messerschmidt

folketingsmedlem (DF)

debat 1.752 borgere valgte grundlovsdag her i kredsen at sætte sit kryds ud for mit navn. Det er jeg selvsagt dybt taknemmelig for. Og derfor er det på sin plads med dette indlæg at sige en stor tak. I kan regne med mig, for jeg er stolt af nu at kunne kalde mig Nordsjællands mand på Tinge.

Selvsagt var resultatet ikke tilfredsstillende for Dansk Folkeparti – hverken lokalt eller nationalt.

Men uanset hvor mange mandater vi har, vil vi utrætteligt kæmpe for det, som vi mener, er det rette. Og med det flertal, som vælgerne har sammensat på Christiansborg, bliver der utvivlsomt meget at kæmpe både med og imod.

Allerede nu ser vi de radikale gøre krav i udlændingepolitikken. Det kan man ikke fortænke dem i. De har åbent og ærligt fremført deres ønsker forud for folketingsvalget, og med et fint resultat er det helt legitimt, at de kræver mandaterne omsat til indflydelse.

Nu skal derfor Mette Frederiksen stå sin prøvelse. Kan hun som lovet holde stand eller vil hun bøje af og give de indrømmelser, som Morten Østergaard kræver som forudsætning for sin støtte til en ny regering? Vil Mette Frederiksen virkelig ikke være statsminister for enhver pris – eller bliver vi atter vidner til en løftebrudsregering? Sporene fra Helle Thorning Schmidt skræmmer…

Hvorom alting er, så er vi i DF allerede i arbejdstøjet. Jeg glæder mig til igen at kunne deltage i lovgivningsarbejdet på Christiansborg – og omsætte de mange gode forslag, som vi igennem valgkampen har modtaget og fremsat, til virkelig politik.

For ét er sikkert – uanset hvor mange mandater DF i dag har, er det mandater, der arbejder. Og jeg er stolt af nu at være blandt Nordsjællands stemmer på Tinge.

Publiceret 23 June 2019 07:00