Gymnasie-elev: Er det virkelig en tendens, vi ønsker at vende det blinde øje til?

Af
Nikita V.S. Udsen

Gribskov Gymnasium

debat Jeg tror, at de fleste mennesker har været i kontakt med mobning. Måske har man selv oplevet mobning, eller også kender man nogen, som har. Ifølge Arbejdstilsynet er det per definition mobning: ”Når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid — eller gentagne gange på grov vis — udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem”. Kort opsummeret altså en meget krænkende og vedvarende handling rettet mod forsvarsløse individer. Er det virkelig en tendens, som vi ønsker at vende det blinde øje til? Har vi som menneskelige individer ikke alle sammen et ansvar for at beskytte og hjælpe vores børn fra sådanne skadelige og traumatiske hændelser?

Skoler uden mobbepolitik

11 pct. af alle skolebørn i Danmark har været udsat for mobning ifølge Danmarks Statistik. For nogle lyder det måske ikke så højt som frygtet, men det vil altså svare til, at 2 elever i hver klasse over hele landet oplever krænkende og sårende handlinger flere gange om ugen igennem hele skoleåret. Der er simpelthen for dårligt, og vi må stå sammen og kræve, at det skal og må stoppes.

41 pct. af alle landets skoler har ikke en mobbepolitik og har derfor ikke konkrete forholdsregler eller sanktioner mod mobning. Der er altså alt for mange skoler, som ikke er i stand til ordentligt at håndtere et så vigtigt og voldsomt fænomen.

Jeg blev mobbet

Langvarige konsekvenser af mobning kan være depression, spiseforstyrrelser, angst, social fobi og lavt selvværd.

Jeg har selv oplevet mobning, så jeg ved, hvor stor påvirkning det har på et barn. Derfor er jeg også utrolig rystet og vred over, at der ikke er større sanktioner overfor skoler, der ikke reagerer på den uheldige adfærd. Rapport efter rapport vedrørende skolers trivsel viser, at tallene for mobning er stabile til voksende, da elektronisk mobning nu er blevet meget udbredt. Det resulterer altså i, at børnene ikke engang har ”hjemmet” som frirum fra mobning og ydmygelser. De kan nu blive udsat for mobning døgnet rundt, meget mere effektivt og rammende.

Internettet tilbyder også anonymitet, så folk kan side på den anden side af skærmen og udgyde de værste fornærmelser over længere tid, uden nogen konsekvenser. Kan det virkelig være rigtigt, at det er den tendens, som vores ungdom og sociale adfærd bygger på?

Ensom og usikker

Mine personlige erfaringer med mobning i folkeskolen er, at det medførte ensomhed og stor usikkerhed. Mine lærere var bekendt med problemet, men alligevel blev der aldrig rigtig taget hånd om det. Jeg ønskede selv at sige fra, men jeg turde simpelthen ikke. Den følelse er jeg åbenbart ikke alene om, da tallene viser, at 41 pct. af alle mobbeofre selv har lyst til at gribe ind over for mobningen, men de er for bange for konsekvenserne.

Jeg tror godt, at vi allesammen kan være enige om, at det aldrig skal være op til barnet selv at sætte ind over for krænkende og nedværdigende handlinger. Derfor må vi stå sammen og kræve, at politikerne sørger for, at skolerne skal have resurser og kompetente eksperter til rådighed, så ofre for mobning kan blive hjulpet og forebygge, at nye kommer til.

Publiceret 28 January 2019 07:00

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk