Rema 1000 i Gilleleje var en af de første tre Rema-butikker på Sjælland og har ligget i byen i over 20 år. Foto: Jan F. Stephan

Rema 1000 i Gilleleje overvejer angiveligt at flytte til Smidstrup. Arkivfoto: Jan Stephan

DEBAT: En Rema i Smidstrup? Naboerne siger nej

Af
Lars Skytte, Lisbet Nørlund,

Gitte Breil, Claus Walther Jensen, Torben Kibsgaard Hansen,

Jesper Damgaard Lund,

Mette Hannemann, Ditte

og Tonny Nissen.

Naboer til

Smidstrup Strandvej 79

debat Det forlyder, at Rema 1000 vil bygge en ny butik på Smidstrup Strandvej. Det kunne vi læse på ugeposten.dk 20. november. Direktør i Rema Etablering, Jan Poulsen ville dog hverken be- eller afkræfte rygterne over for Ugeposten.

Det skaber bekymring og utryghed her i Smidstrup. Vi er mange, der netop har valgt at købe hus eller sommerhus her, fordi det er et naturskønt område med skov og vand langt fra byens larm og tumult.

Tanken om at få en kæmpe Rema 1000 butik i baghaven er ganske enkelt skræmmende. For slet ikke at tale alt det der vil følge med af store lastbiler med varer, trafikken fra kunderne og en stor parkeringsplads badet i lys.

Vi er derfor en gruppe af beboere i Smidstrup der klart og tydeligt siger Nej Tak! Vi har i første omgang søgt aktindsigt hos kommunen for at finde ud af, om der er konkrete planer på bordet. Vi er i gang med at mobilisere grundejerforeningerne i området, Naturfredningsforeningen og de lokale politikere. Ingen skal være i tvivl om, at vi står sammen her i Smidstrup, og at vi vil kæmpe benhårdt for at bevare vores naturskønne sommerhusområde.

Vi har intet imod Rema 1000, så længe deres butikker ligger i de centre, der er velegnede til handel og byudvikling eller i eksisterende butiksbygninger, som alligevel står tomme. Men hold venligst fingrene fra vores baghaver!

Publiceret 04 December 2018 11:30

SENESTE TV

Skoleelever i Gilleleje skal være lydforskere

undervisning Elever fra 4- 6. klasse i Gilleleje kan nu blive forskere for en dag. Temaet er lyd og eleverne kan prøve at arbejde og tænke som en forsker, og øve sig i at være nysgerrige, systematiske og observante. Skoleklasserne kan besøge Gilleleje Bibliotek, hvor bibliotekarer sammen med elevernes lærere står klar til at guide eleverne gennem ni forskellige aktiviteter fordelt på tre stationer: Mærk lyden, brug lyden og kend lyden. Skoleprogrammet er en del af den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, som hvert år finder sted i april.

Gilleleje Bibliotek har tilmeldt sig programmet og inviteret lokale skoleklasser til at deltage sammen med 113 andre folkebiblioteker over hele landet. Programmet kører fra 24. april til 24. maj.

Ud over Skoleprogrammet kan eleverne deltage i en landsdækkende skolekonkurrence, hvor eleverne konkurrerer i at indsamle lydoptagelser til forskningsprojektet ’Lyden af Danmark’. Konkurrencen kulminerer med et stort finaleshow 28. maj på DOKK1 i Aarhus, hvor den klasse, der har indsamlet flest lydoptagelser, kåres som vinder.

gs