Højskolen ændrede mit liv

Af Swar Mahammed, 24 år, flygtning fra Syrien Mit navn er Swar Mahammed. Jeg kommer fra Syrien, er 24 år gammel og har været i Danmark i halvandet år. Jeg vil gerne fortælle om mine erfaringer fra mit højskoleophold, som kommunen bevilligede mig i stedet for sprogskolen. Jeg har haft en fantastisk oplevelse på Uldum Højskole, selvom det kun varede 3½ måned. Vi var 105 elever, som kom fra forskellige lande, men langt de fleste var danskere. Heldigvis kunne jeg tale lidt dansk, og kom derfor hurtigt i snak med dem, især de to fyre, som jeg delte værelse med. Efterhånden udviklede mit danske sprog sig, langt bedre end det ville have gjort på sprogskolen, fordi jeg talte dansk fra morgen til aften, og al undervisning selvfølgelig var på dansk. Jeg har naturligvis lært meget om, hvordan dansk undervisning foregår helt anderledes end i Syrien. Det giver mig store muligheder for at kunne komme videre i min uddannelse på universitetet, hvor min store drøm er at læse økonomi. Jeg har også udviklet mig som person, både med hensyn til at kunne samarbejde i grupper, diskutere i klassen og arbejde selvstændigt. Jeg mener selv, at jeg er blevet mere åben over for andre mennesker, og efterhånden fik jeg mange nye gode venner, som jeg stadig har forbindelse med og besøger. Vi havde mange gode oplevelser sammen, både på skolen og på ture, som gik til mange forskellige steder bl.a. Himmelbjerget og Moesgaard Museum i Århus. Hele skolen var på en uges tur til Bruxelles, hvor vi så og oplevede meget og fik viden om, hvordan livet er i et andet land. Et højskoleophold giver mange positive erfaringer, og jeg kan anbefale det til alle unge mellem 18 og 30 år, hvis de gerne vil lære mere om dansk kultur, men de skal selvfølgelig kunne tale lidt dansk først, så de hurtigt kan komme i gang. Mit højskoleophold er den bedste oplevelse i hele mit liv, for jeg har lært rigtig meget, som jeg kan bruge i fremtiden, og samtidig fik jeg mange gode venner. Jeg vil virkelig ønske, at alle unge flygtninge, der bor i Gribskov Kommune, får samme mulighed.

Publiceret 30 September 2017 00:00

SENESTE TV

Historien om kongens skov og verdens arv

foredrag I Nordsjælland ligger de store skove, som gjorde, at Danmarks konger fra 1560 samlede sig et stort jagtgods. Da Christian den 5. fra 1670 indrettede skovene med jagtveje til parforcejagt, satte han samtidig sit enevældige stempel på dem.

Det var grunden til, at vejene og skovene i 2015 blev optaget på Unesco's liste over verdens kulturarv.

Fredag 22. februar kl. 18.30 gæster Jette Baagøe 'Foreningen Rågeleje Strand' og fortæller om baggrunden og om, hvordan arbejdet med verdensarven foregik.

Jette Baagøe fortæller

Jette Baagøe er forhenværende direktør for Dansk Jagt- og Skovsbrugsmusum, som havde ansvaret for arbejdet med verdensarven men i 2016 blev fusioneret med Dansk Landbrugsmuseum til Det grønne Museum på Djursland.

Arrangementet finder sted på restaurant Søstjernen i Rågeleje. Prisen for ikke medlemmer er 250 kroner, som inkluderer foredrag, middag, kaffe, te og dessert.

Tilmelding til foreningen på raagelejestrand@gmail.com eller på tlf. 2127 5413.

jesl

Møde i senior-kredsen

Foredrag Helsinge Seniorkreds får besøg af forstander på Luthersk Missions Højskole Henrik Nymann Eriksen, der vil fortælle om sin nye bog: 'Robust Kristendom – Tro, Håb og Kærlighed'.

Bogen beskæftiger sig med spændingsfeltet mellem livet her på jord og den kommende verden, og sætter spot på det at være kristen i det 21. århundrede. Den udfordrer og opmuntrer til at leve som kristen ud fra de tre begreber: Tro, håb og kærlighed.

Koret Focus medvirker ved mødet, og der er lotteri, kaffe og kage. Det hele finder sted på Rundinsvej 46 i Helsinge, tirsdag 19. februar kl. 19, hvor der er gratis adgang.

Ligeledes er der gratis kørselsordning ved henvendelse til Alice Jensen, Helsinge (tlf. 30 33 67 46) eller Kurt Jensen, Esrum (tlf. 21 71 56 94).

Næste møde er tirsdag 19. marts kl.19, hvor Jørn Fogh kommer på besøg.

CV