DEBAT:

Det er menneskeligt at fejle

Læs mere her

Af
Af Jørgen Simonsen

Venstre



Lad os lige erindre hinanden om denne sætning. Det er en sætning som jeg altid har haft med mig fra barns ben, en sætning som vi alle har hørt. Det er en sætning, som flere og flere fjerner sig fra, i stedet arbejdes der hen imod et fejlfrit samfund, hvor der er ingen, som kan lave fejl, så man ikke stilles til ansvar.
Lad mig lige erindre om, at hvis man ikke laver fejl, så laver man ikke udvikling. Hvis man ikke laver fejl, får man ikke erfaring. Vi skal begrænse fejl mest muligt, men vi kan ikke pålægge nogen eller forvente, at de ikke laver fejl. Vi skal passe på, at vi ikke fokuserer så meget på fejl, at det overskygger det, som går godt, for så ender det med, at man ikke tør lave noget af frygt for at lave fejl og af frygt for, at det ikke går godt.
Det er meget beklageligt og en ulykkelig hændelse med den fejl, som er sket i sagen med den 91-årige, som døde her for nylig. Og der er al mulig grund til at beklage at noget sådant kan ske, og selvfølgelig skal Attendo gennemgå deres procedure for at se, hvad der er sket i sagen, og ændre så det ikke sker igen. Men at tro på at med 800 daglige besøg, at det kan gennemføres uden fejl, det har jeg meget svært ved at tro på. Så lad os, trods den ulykkelige sag, også fokusere på de 799 besøg som går godt.
Jeg er meget tilfreds med samarbejdet med Attendo. Jeg synes, de løser en fantastisk stor opgave for Gribskov Kommune og vores ældre borgere. Og lad så ikke denne enkelte, stadig ulykkelige og beklagelige hændelse overskygge helt det fantastiske arbejde, som alle de dygtige medarbejdere fra Attendo udfører hver dag.
Vi skal nu, som politikere, passe på, at vi ikke stiller så store krav, at arbejdet ikke kan udføres. Det er trods alt pleje det gælder, og ikke rapporter.

Publiceret 02 August 2017 14:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV