Debat:

Følg op på værdipolitik - hvor er de konkrete handlinger?

Vinni Jakobsen, Sektorformand,
Social- og Sundhedssektoren,
FOA Nordsjælland

Alle kommuner i Danmark har i 2016 udarbejdet en såkaldt værdighedspolitik, som beskriver overordnede værdier og prioriteringer for personlig hjælp, omsorg, pleje mv. Det er de blevet pålagt af de partier, som står bag finansloven og som samtidig har afsat en ny ældremilliard.
I FOA Nordsjælland hilser vi intentionerne med både værdighedsmilliarden og værdighedspolitikkerne velkomne. Ældreområdet trænger i den grad til at komme op til overfalden og få luft. Derfor glæder vi os over, når kommuner eksempelvis bruger værdighedsmidlerne på at højne aktivitetsniveauet på plejecentre eller til et øget fokus på medarbejdere, der kan arbejde med udgangspunkt i borgerens selvbestemmelse.
Det er vigtigt, at kommunalpolitikerne drøfter, hvordan sundheds- og ældreområdet skal se ud fremover. Men det er ikke nok at formulere en række velmenende intentioner. Det afgørende er, hvorvidt kommunerne følger op med konkrete handlinger. I de kommende år vil antallet af borgere over 64 år stige, og det vil selvsagt give flere brugere af sundhedsvæsen, ældreplejen og så videre. Værdighedspolitikkerne bør derfor følges op af prioriteringer i forhold til fagligt stærke medarbejdere, som har indsigt i de mennesker, det hele drejer sig om. For FOA har det blandt andet været vigtigt, at værdighedspolitikkerne omhandler den enkelte borgers egne ønsker og behov, mulighederne for selvbestemmelse i hverdagen og tilbud om samvær med andre. Der er blevet lyttet til disse input i udformningen af det vedtagne lovforslag.
I FOA Nordsjælland er vi optaget af, hvordan den enkelte kommune vil omsætte sin værdighedspolitik i praksis. Hvilke nye indsatser vil værdighedsmilliarden medføre? Vil vi se ændringer i serviceniveauet, når de ekstra midler er anvendt? Vi håber, at kommunerne følger Finansministeriets indstilling til at midlerne kan bruges til ”personale og til kompetenceudvikling”. Vi kan frygte, at kommunerne skærer yderligere på ældreområdet i budgetterne for 2017 og dermed udhuler den nye ældremilliard. Vi har i foråret set, at kommunernes sparekataloger lægger op til besparelser på ældreområdet, et område som i forvejen er hårdt ramt af nedskæringer. Det stemmer ganske enkelt ikke overens med de intentioner, som ligger i værdighedspolitikkerne, og som bør være retningsgivende, når kommunalpolitikkerne for eksempel skal behandle budget eller drøfter serviceniveau, normering, kompetenceløft med videre.

Publiceret 30 August 2016 13:00

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk