"En brun kolos, kalder han byggeriet og efterlyser så i øvrigt 100 mio. kr., som han anklager Gilleleje Brugsforening for bevidst at have snydt byen for. Det er beskyldninger mod en seriøs og ansvarsfuld privat virksomhed, som på ingen måde kan accepteres! Jeg er meget interesseret i at vide, hvor Jan Ferdinandsen har dette tal fra", skriver Lars Corfitzen (foto) i dette indlæg og svar til Jan Ferdinandsens indlæg tidligere i Ugeposten. (Arkivfoto)

DEBAT:

Svar til Jan Ferdinandsen

Af direktør Lars Corfitzen, Gilleleje Brugsforening. Bygherre på Kulturhavn Gilleleje


Tidligere borgmester Jan Ferdinandsen (K) er blevet grundigt sur på Kulturhavn Gilleleje. Tirsdag 12. juli leverer han i Ugeposten endnu en heftig bredside mod Gilleleje Brugsforening og mig personligt.
En brun kolos, kalder han byggeriet og efterlyser så i øvrigt 100 mio. kr., som han anklager Gilleleje Brugsforening for bevidst at have snydt byen for. Det er beskyldninger mod en seriøs og ansvarsfuld privat virksomhed, som på ingen måde kan accepteres! Jeg er meget interesseret i at vide, hvor Jan Ferdinandsen har dette tal fra.
I Brugsforeningen var vi fra starten godt klar over, at det var en stor opgave, vi tog på os som bygherre tilbage i 2009, da vi underskrev købsaftalen på den fjernevarmegrund, som kommunen havde sat til salg. Men det var samtidig en naturlig forlængelse af det engagement, Brugsforeningen siden sin grundlæggelse i 1892 har lagt i at fastholde og udvikle Gillejes position som førende handels- og kulturby her på Nordkysten.
At være privat bygherre på så stort et projekt kræver tålmodighed og fleksibilitet. Undervejs bliver man selv klogere på, hvordan ideerne bedst realiseres. Kommunens forvaltning kommer med gode råd og henstillinger, borgerne reagerer. Udefra kommende forhold, man ikke selv er herre over, påvirker projektet. Finanskrisens eftervirkninger på lånemulighederne gjorde f.eks., at vi måtte ud og finde eksterne investorer i 2010. Det påvirkede udformningen af projektets etape 1 – og forsinkede hele Kulturhavnen med nogle år. Og ja, vi har søgt om dispensationer, men vi har samtidig loyalt holdt os til alle de indgåede aftaler og kontrakter. Behøver jeg understrege, at det var i Jan Ferdinansens borgmestertid, at byggeriets første – og mest vidtrækkende – dispensationer blev givet?
Medunderskriver på købsaftalen tilbage i 2009 var i øvrigt Jan Ferdinandsen, som dengang var en glad borgmester. Han lagde efterfølgende byggeriets første grundsten i 2013. I den forbindelse roste han initiativtagerne bag Kulturhavn Gilleleje for det ”fantastiske arbejde, I har bragt for dagen”. I sin tale fortalte han med et glimt i øjet om sine drengeår i Gilleleje, hvor drengene på Vesterbro sloges med drengene ude på Østerbro. Det var kanalen, som skilte byen ad: ”Byen har altid være delt i to, og derfor har der altid været en usynlig mur. Og det er den, Kulturhavnen nu bryder ned. Det er rigtig godt, fordi den ligger lige midt i Gillelejes bymidte. Den er med til at binde den gamle bydel sammen med handelslivet, med torvet, med fiskerihavnen og med alle vores parcelhuse”, mente Jan Ferdinandsen dengang.
Lad mig tilføje, at mange af byens og egnens ildsjæle i disse måneder lægger rigtig mange timer i at udvikle de kulturaktiviteter, der skal fylde etape 2's Kulturhus, når det åbner ved årsskiftet – og hvor biblioteket i øvrigt flytter ind og udvider sin åbningstid.
Til trods herfor er Jan Ferdinandsen altså sur – og han taler med stadig større bogstaver. Det er jeg personligt rigtig ærgerlig over. Ikke mindst fordi vi alle i projektet Kulturhavn Gilleleje hele vejen igennem har tilstræbt en god dialog med omverdenen.

Publiceret 18 July 2016 13:00

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk