DEBAT:

Svar på læserbrev af Birgit og Erik Lahn Sørensen

Lone Møller (S) Formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Gribskov Kommune


Kære Birgit og Erik Lahn Sørensen. Det glæder mig, at I lægger mærke til de gode ting, kommunen gør for at få flygtninge i arbejde.
I er bekymrede for, om kommunen gør nok - særligt set i det perspektiv, at mange virksomheder efter jeres vurdering ikke vil tage flygtninge, der ikke kan tale dansk. Den udfordring er vi naturligvis meget opmærksomme på, og derfor arbejder vi også bredt på at finde løsninger for både flygtninge og virksomheder.
For eksempel er vi særligt opmærksomme på også at finde mindre job - for eksempel inden for handel, service eller landbrug, som at plukke bær eller stå i opvasken. De job er ofte sæsonbetonede og kan være en god indgang til et fast arbejde, fordi flygtningene skaber kontakter og i øvrigt har mulighed for at øve sig i at tale dansk i den periode, de arbejder.
I skriver også, at der er ventelister til sprogskolen i Hillerød. Det oplever vi ikke. Tværtimod har vi netop intensiveret samarbejdet med sprogskolen om et udvidet forløb, hvor flere flygtninge skal være på sprogskolen op til fem dage om ugen.
Gribskov Kommune ser også frem til at styrke arbejdsmarkedsindsatsen endnu mere i tråd med den kommende integrationsreform fra Folketinget. Reformen stiller krav om, at flygtninge inden for en måned skal i gang på arbejdsmarkedet, og at disse forløb skal kombineres med undervisning i dansk på virksomhederne eller på sprogskolen.
Derudover kan jeg fortælle, at Gribskov Kommune har afsat en million kroner til at løse opgaven med at få flere flygtninge i arbejde. Vi har endnu ikke besluttet, hvad vi skal bruge pengene til, men der er masser af muligheder. For eksempel kan vi ansætte flere virksomhedskonsulenter, som i øjeblikket gør et fantastisk stykke arbejde med at matche flygtningenes kompetencer med de lokale virksomheders behov.
Sidst men ikke mindst er Folketinget ved at være tæt på at vedtage en ny integrationsgrunduddannelse i forbindelse med den nye reform. Uddannelsen betyder, at kommunen i et tæt samarbejde med de lokale virksomheder og erhvervsskolen kan skabe et personligt forløb for hver enkelt flygtning, så personen lettere kan komme i virksomhedspraktik og dermed får større chance for at få et fast arbejde fremover.
Og så vil jeg gerne slutte af med at sige, at vi helt generelt oplever et særdeles positivt samarbejde med virksomhederne i kommunen. Derfor vurderer jeg i hvert fald, at der er gode muligheder for at få endnu flere flygtninge i arbejde fremover.

Venlig hilsen
Lone Møller (S)

Publiceret 28 June 2016 14:00

SENESTE TV

Livet i 1800-tallet: Med to-etages sporvogn til ferieliv i Gilleleje

"Må jeg nu bede læserne følge mig på rejsen fra København til Gilleleje en majmorgen i 1886. Man startede på den gamle Nordbanegård, omtrent hvor nu Studenterforeningen ligger, og kom i ro og mag til Hillerød hvor man skulle skifte over i Gribskovtoget.

Der, hvor toget stadig holder, gik man ind i en stor ladeagtig træbygning, hvor man forefandt det daværende tog, der bestod af lokomotiv, passagervogn og godsvogn. Passagervognen lignede nærmest en 2-etages sporvogn; den øverste etage var åben på siderne, så man kunne nyde udsigten til Gribskov. Det lyder jo rart, men det var for lyst sommertøj mindre behageligt. Der fyredes nemlig med en slags smuld, der udviklede en kraftig sort røg; denne forhindredes af skoven i at sprede sig, og sodpartiklerne lejrede sig derfor stille og fredeligt på sæderne.”

Sådan beskriver Thora Lytthans sin barndoms rejse fra København til Gilleleje i slutningen af 1800-tallet. Det kan man læse om i hendes artikel ”Det gamle Gilleleje – Nogle erindringer fra Tiaaret 1886-1896”, som blev trykt i skriftet ”Fra det gamle Gilleleje” i 1955. Men lad nu rejsen gå videre mod nord:

”Travlt havde man ikke dengang. Når toget havde forladt afgangshallen i Hillerød, hændte det ofte, at en forsinket rejsende kom løbende, og så holdt man og tog ham med. I Kagerup var der ophold, og tørstige sjæle kunne købe øl hos stationsmesteren. Så ventede toget yderligere, til øllet var drukket, og den tomme flaske kunne leveres tilbage. Ankommet til Græsted, hvor banen dengang endte, besteg man Ole Hansens lille Char-a-banc, (hestevogn, red) der i løbet af en times tid, ad en fuldstændig skyggeløs landevej, førte én til kroen i Gilleleje, hvor fra man ad Lejets dengang eneste, meget sandede gade nåede sit bestemmelsessted.”

Thora Lytthans var kun fire år, da hun første gang besøgte det lille fiskerleje, og familien Lytthans var blandt de første rigtige ”landliggere” fra København. Men den allerførste landliggerfamilie var – skriver hun – familien Lendorf. Arkitekt Carl Lendorf, som har lagt navn til Carl Lendorfsvej ved Strandbakkerne, købte Strandbakkerne i 1885. Thora Lytthans’ far, Emil Lytthans-Petersen, havde som tømrermester gennem årene arbejdet for Lendorf, og som tak for indsatsen blev Lytthans-Petersen tilbudt en grund ved siden af Lendorfs egen. Tømrermesteren byggede i første omgang tre huse helt nede for foden af bakkerne: ”et til arkitekt Lendorf, et til sig selv og et til Diakonissestiftelsen til ferieophold for vekslende søstre”, skriver Thora. Men hvad var det så for et liv, der udspillede sig dér?

”Åh, disse somre med det frie liv, hvor vi børn tumlede os ved stranden og i vandet, fangede krabber og søstjerner, samlede sten og muslingeskaller eller kurede ned ad bakkerne; det sidste var ikke videre velset, da græsfarven næsten ikke var til at få af tøjet”.

Kom der overnattende gæster, skulle de selvfølgelig se fyrene på Nakkehoved og fyrmester Fabers smukt anlagte terrassehave. Den kan man kun se ganske få spor af i dag. En velvillig fisker roede også familien en tur, hvis det var stille vejr. Men da Thora ikke var særlig søstærk, blev hun oftest på land og nøjedes med at se på vandet:

”Til daglig morede vi os også med at se på rutebådene til Jylland, der kom forbi hver mandag og torsdag ved nitiden om aftenen. Det var jo hjuldampere dengang, og hvis man lagde øret mod vandet, kunne man høre dunket af skovlene, mens skibene endnu var ved Hellebæk,” fortæller Thora.

”Sigtekage” om søndagen

Ferie var dengang kun noget, lærere og skolebørn havde. Så det var primært kvinder og børn, der tog til nordkysten om sommeren. De arbejdende herrer kom på besøg om søndagen, hvor der ventede dem et godt kaffebord med alt godt fra bagerens brødvogn:

”Traktementet var rigeligt, men enkelt, en hjemmebagt kringle og masser af Sigtekage med smør. Jeg kan endnu smage denne sidste; vognen fra Dronningmølle kom hver uge, og vi købte alt vort brød der. Bageren i Lejet havde så mange fluer, at man ikke vidste, om det var korender (rosiner, red.) eller fluer, der var i hans boller. ”

Uden hat og handsker

Men hvad var så den største forskel på landligger- og bylivet?

”Den største forskel mellem de to tilværelser lå på et punkt, hvor der nu til dags slet ikke er nogen forskel, nemlig med hensyn til, hvad man kan tillade sig på landet, men absolut ikke i byen. Man kunne dengang i København ikke gå et ærinde uden at være iført overtøj og hat, helst også handsker; hvis der dengang havde været ispinde, ville man have gjort sig fuldstændig umulig i det gode selskab, hvis man havde nydt en sådan uden for sine fire vægge. Derfor nød alle, store som små, dette at kunne frigøre sig for de bånd, der bandt en til daglig, og derfor fik man, tror jeg, mere ud af et landophold dengang selvom der jo også i vore dage er mennesker, der helst ligger på landet, hvor der er langt til Alfarvej og andre beboere, og som også nu får meget ud af opholdet.”

Så vidt Thora Lytthans’ erindringer. Hvad erindrer du? Om din barndoms ferier? Om dit frie børneliv eller dit spændende arbejdsliv. Dét vil vi i Gribskov Arkiv gerne vide. Skriv!! Og send til arkiv@gribskov.dk