Trafiksikkerheden i Rågeleje er ikke god nok, lyder det fra Lone Stephensen. Modelfoto.

Trafiksikkerheden i Rågeleje er ikke god nok, lyder det fra Lone Stephensen. Modelfoto. Aleksei Demitsev - stock.adobe.com

DEBAT: Der skal ses alvorligt på at højne trafiksikkerheden

Af
Lone Stephensen,

Karl Andersens Vej 4

3210 Vejby

Debat Kære udvalg for Udvikling, By og Land

Jeg har nu boet i Rågeleje i knap fire år og har oplevet trafikken på Hesselbjergvej og Rågeleje Strandvej på nærmeste hold.

Hesselbjergvej:

Vi bor på Karl Andersens Vej 4, dvs. to huse fra Hesselbjergvej. Når vi er i haven, kan vi høre, hvordan, der køres alt for hurtigt, og også hvordan der accelereres på vejen. Så for os handler det mest om støjgener, når vi er hjemme, og som vi oplever som værende ret så generende. Og det må være endnu værre for dem, som bor lige ud til vejen.

Når vi så kigger på trafiksikkerheden, er det jo godt, at der er både fortov og cykelsti på Hesselbjergvej. Men der er også en hel del små sideveje, som munder ud i vejen. Derudover er det en lang lige vej fra Stokkebrovej og op til købmanden, og det er her, der virkelig køres for stærkt og accelereres.

Rågeleje Strandvej:

Det er rigtig fint, at der er chikane på den ene side af vejen ved parkeringspladsen. Men når man kommer fra Vejby, der hvor der er 40 km begrænsning, er oversigtsforholdene meget dårlige, selv ved 40 km's kørsel. For fodgængere, der skal over vejen fra parkeringspladsen, kan overhovedet ikke se om der kommer biler fra venstre (Vejby). Det skal man lytte sig til. Der er hverken fortov eller cykelsti fra parkeringspladsen mod Vejby, og derfor er det sving meget farligt. En helt anden snak er den manglende cykelsti fra Smidstrup Strand til Tisvildeleje Camping af strandvejen.

Rågeleje er en af de eneste små byer i kommunen, hvor der ikke er gjort noget særligt for at trafik- og støjsikre. Jeg nævner i flæng, at der er bump og chikaner i fx Blistrup, Højelt, Vejby og Ramløse.

Der er foretaget hastighedsmålinger på Hesselbjergvej, og politiet har også været på både Rågeleje Strandvej i år (på vandstrækningen) og sidste år på Hesselbjergvej, så vidt jeg husker, og det er fint, men ligeså snart målerne/politiet er væk, køres der for hurtigt igen.

Jeg har tidligere fået at vide fra administrationen, at der ikke er nogen planer for at sikre området. Derfor er min bøn, at der endelig ses alvorligt på at højne trafiksikkerheden i Rågeleje.

Jeg ser frem til at høre fra jer og se en handlingsplan.

Publiceret 19 August 2019 10:00