Renée Toft Simonsen er tilbage med ny serie, der, som de andre bøger, har en alvorlig bund. Foto: Jakob Mark

Renée Toft Simonsen er tilbage med ny serie, der, som de andre bøger, har en alvorlig bund. Foto: Jakob Mark

Renée Toft Simonsen er tilbage med ny serie

'Børnene fra Sølvgade' er en bog for de 6-13-årige

ungdomsserie Der skal være alvor, før det batter

Fire kvikke børn, en mand i dametøj, og en mor, der ikke er der.

Det er ingredienserne, når Renée Toft Simonsens igen har sat sig bag tasterne for at skrive en serie for børn om, hvordan det også kan være at være barn anno 2019. Men hvordan fanger man børn og andre læseres interesse? Det giver Renée selv sit bud på her.

”’Børnene fra Sølvgade’ har været i mine tanker i flere år, inden jeg satte mig ned og skrev den. Da jeg endelig kom i gang, var det virkelig svært at finde tonen i den. Det tog månedsvis og mange kasserede sider, før jeg nåede til formen, men da jeg først havde tonen og fortælleren, skrev jeg den på et par måneder; det flød bare ud, og så blev det faktisk både sjovt og en fornøjelse,” fortæller Renée Toft Simonsen om arbejdet.

Alvorlig bund

Hendes bøger har altid en meget alvorlig bund, og det er måske det, der gør, at både børn og voksne elsker dem.

’Børnene fra Sølvgade’ er ifølge forfatteren selv let og sjov og finurlig og hyggelig og elskelig - men den handler i bund og grund om fire børn, hvis mor har begået selvmord, fordi hun var psykisk syg.

”Det bliver ikke nævnt et eneste sted, men det er sådan, det er”, siger Renée Toft Simonsen.

”Jeg tænder selv kun på noget, når det har en alvorlig bund. Hvis der ikke er mere i det end hygge, keder jeg mig hurtigt. Det skal handle om noget, og det skal være blodig alvor, som 'Tiberius Tudefjæ's, hvis mor er skredet til Argentina, fordi hun forelskede sig i en mørkhåret fyr derovre og efterlod Tiberius og hans far alene tilbage til at samle stumperne op. Eller som hos Karla, hvor hendes far er alkoholiker og ikke kan holde de aftaler, de laver.”

Virkelige mennesker

Udgangspunktet er, at karaktererne hos Renée er virkelige mennesker med alt, hvad det indebærer af glæder, sorger og ikke mindst udfordringer. Det er børnene i den nye bog også.

”Det er virkelige børn, og det, der sker i bogen, kunne være sket i virkeligheden. Men jeg har selvfølgelig skrevet det ind i et barnligt univers, hvor der også er en lethed over det, så det bliver hyggeligt at læse op om aftenen, inden ungerne skal sove. Det tragiske er vi nødt til at se kærligt på, ellers bliver livet uudholdeligt. Ingen går igennem livet uden psykisk sygdom, død, misbrug, vold, tab og sorg,” fortæller hun.

”Som barn elskede jeg selv at læse om børn, der klarede det mest umulige, børn der havde det svært, men som kom igennem på trods, eller som var ressourcestærke. Jeg har også altid elsket det magiske som Pippi, der var meget stærk, eller Karlsson og Mary Poppins, der kunne flyve. Måske er det der, jeg har fundet inspirationen,” afslutter hun.

”Men det vigtigste i bogen er budskabet om, det er vigtigere at passe på hinanden, end det er at gøre det, som andre synes er det rigtige.”

-vik

FAKTA

Børnene fra Sølvgade

Forfatter:

Renée Toft Simonsen

Omfang: 192 sider

Udgivelse:

16. maj 2019

Vejl. pris: 250 kr.

Publiceret 21 May 2019 19:00

SENESTE TV

Gå med 30 km ad Klosterruten

motion På lørdag 29. juni er det på med vandreskoene, hvis man vil med på en ca. 30 km lang vandretur på en del af Klosterruten. I spidsen går turlederne i Dansk Vandrelaug Hans Henrik Kleinert og Ingelise Kvorning.

"Vi starter i Esrum og går langs Esrum Sø gennem Gribskov, passerer Stjernen, der er centrum for de snorlige jagtveje, som Kong Christian den 5. anlagde, og fortsætter langs Store Grib Sø. Vi passerer Mor Grib's hule, kommer også forbi Æbelholt Kloster og slutter i Hillerød," fortæller de i en pressemeddelelse fra Dansk Vandrelaug.

Øvelser og små lege

Ud over at man får motion, vil der være forskellige indslag på turene som for eksempel 'Walk and Talk', særlige øvelser og små lege, hvor man bruger alle dele af kroppen, også hjerne og hjerte, og der vil være information om seværdigheder på turen.

Der bliver pauser undervejs til at nyde medbragt mad og drikke, inden turen slutter ved Hillerød station ca. kl. 16.30.

Turen starter kl. 9 ved Esrum skole, når bussen fra Saltum ankommer.

Det koster 30 kr. at deltage, hvis man ikke er medlem af Dansk Vandrelaug.

jesl