Sebastian Koch genforenes med instruktøren bag ’De andres liv’ i deres nye film ’Værk uden skaber’. Foto: UIP

Sebastian Koch genforenes med instruktøren bag ’De andres liv’ i deres nye film ’Værk uden skaber’. Foto: UIP SplashNews.com

Historisk storfilm om krigens traumer

Instruktøren bag 'De andres liv' er aktuel med en ny film

Af
Stine Teglgaard

kino.dk

premiere I 2006 rørte den tyske film ’De andres liv’ et internationalt publikum, som få film gør det. Koldkrigs-dramaet om en Stasi-agents forhold til de mennesker, han overvåger, vandt en Oscar, en Bodil og en BAFTA-pris, mens filmen stadig er blandt de 60 bedst anmeldte film på IMDb.

Instruktøren bag, Florian Henckel von Donnersmarck, er nu tilbage i samme topform med en historisk storfilm om alt fra krigens traumer til kærlighedens vilkår samt kunstens stærke kraft.

Tom Schilling som den begavede kunstner Kurt Barnert i ’Værk uden skaber’. Foto: UIP

Tom Schilling som den begavede kunstner Kurt Barnert i ’Værk uden skaber’. Foto: UIP SplashNews.com

Titlen er ’Værk uden skaber’, og handlingen strækker sig helt tilbage til under krigen, hvor den lille dreng Kurt Barnert bliver vidne til nazismens rædsler, da hans smukke, smågale og kunstelskende tante tvangssteriliseres med fatale konsekvenser.

Flere år senere er krigen slut, og Kurt er en ung aspirerende kunstmaler. Men selvom nazismen hører fortiden til, giver det nye kommunistiske styre i Østtyskland ikke bedre vilkår for kunsten og dens rolle i samfundet.

Bundet sammen

Kurt forsøger at tilpasse sig de politiske benspænd, men kæmper samtidig med at finde sin egen artistiske stemme. Han forelsker sig hovedkulds i den smukke design-studerende Ellie, og for en kort stund åbner en ny verden af kreativitet sig op for Kurt.

Men fortiden lurer konstant i baggrunden, og selvom hverken Kurt eller Ellie aner af det, er de to elskende skæbnesvangert knyttet sammen af hans største barndomstraume. Ellies højtrespekterede far bærer nemlig på en grusom hemmelighed om sine handlinger under krigen, hvor han som del af SS-partiet var ansvarlig for at sterilisere tusindvis af 'urene' kvinder.

Da muligheden åbner sig, flygter Kurt og Ellie til Vesten for at blive frie. Frie fra de kunstneriske begrænsninger, men også fra det kvælertag, farens tilstedeværelse og synder bringer til deres liv. Snart begynder Kurt sin rejse mod at male værker, der vil definere en generation og på sælsom vis bringe ham tættere på sandheden.

Inspireret af Gerhard Richter

Handlingen i ’Værk uden skaber’ er i bund og grund fiktiv, men instruktøren Donnersmarck har udtalt, at filmen er kraftigt inspireret af den virkelige kunstner Gerhard Richters (1932-) på mange måder vanvittige livshistorie.

Richter, hvis værker er blevet omtalt som ”uden skaber”, da han har benægtet at have en personlig relation hertil, havde nemlig ifølge bogen 'Ein Maler aus Deutschland: Gerhard Richter. Das Drama einer Familie' en tante med lignende tragiske skæbne og en krigsforbryder som svigerfar.

Donnersmarck har valgt at væve en større og endnu mere dramatisk fortælling over Richters liv, hvilket har resulteret i to Oscar-nomineringer, en Golden Globe-nominering og opmærksomhed ved Venedig Filmfestival.

Læs om aktuelle og kommende film på kino.dk

FAKTA

Værk uden skaber

Genre: Drama

Instruktør: Florian Henckel von Donnersmarck

Skuespillere: Tom Schilling, Paula Beer, Sebastian Koch

Spilletid: 188 min.

Land: Tyskland

Kunst i krigens tid

Publiceret 20 April 2019 10:00

SENESTE TV