”Jeg kræver noget af folk, og det er ikke ren entertainment,

”Jeg kræver noget af folk, og det er ikke ren entertainment," siger Ivan Pedersen. Foto: Jeppe Michael Jensen/Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

Ivan Pedersen kommer til Gribskov: Vi er Danmarks Næstbedste Trio

Ivan Pedersen og hans trio gæster Gribskov, og det kan blive med historiske overraskelser på repertoiret

Af
Marie Varming

koncert Evergreens kommer der helt sikkert på programmet, når Ivan Pedersen spiller i Kultursal Gribskov. Med sig har han sange som ’Bitter Moon’ og ’Number One in your Heart’. Men han har også Danmarks Næstbedste Trio.

”Vi er alle sammen fra Aalborg, hvor man ikke må braldre. Ved at kalde trioen Danmarks Næstbedste giver vi plads til dem, der gerne vil være de bedste,” lyder det lunt fra sangskriveren, som har hits med fra flere årtier.

”Vi spiller mine sange, og det er jo efterhånden blevet til en del nu, hvor jeg står og kigger på de 70 år. Vi er faktisk blot hyret til at spille 45 minutter, men vi spiller altid i hvert fald to gange en time, fordi der er så mange historier at fortælle,” siger Ivan Pedersen.

”Vi er jo både joviale udadvendte og humoristiske,” lover han.

Hvad han ikke kan love er til gengæld sange fra sin tid i Laban.

”Folk spørger stadig efter de sange, men vi er nogle gamle starutter, og Laban foregik virkelig i de højere luftlag, hvor min stemme faktisk – tonalt – lå højere end kvindestemmen, og jeg kan ikke længere komme så højt op.”

Derfor skal man ikke forvente at kunne sidde og synge med på grandprixsangen.

”Jeg kræver noget af folk, og det er ikke ren entertainment. Folk elsker jo det, de kender i forvejen, for det kræver en mental indsats at sidde og høre sange, som de ikke har hørt så meget før. Det kræver koncentration. Hvis du ikke kan holde koncentrationen, kan du også bare læne dig tilbage og nyde, at drengene spiller skidegodt,” griner Ivan Pedersen.

Ud af sangens skygge

Han er på vej i øvelokalet med Danmarks Næstbedste Trio, og ved nærmere eftertanke kan det da godt være, han begynder at øve lidt på ’Hvor skal vi sove i nat’.

”Jeg tænker faktisk ind imellem, om man kunne lave noget sjovt med den sang. Det var jo faktisk en god melodi, og det var derfor, den blev et hit. Men i mange år har jeg undgået den. Jeg havde brug for at komme ud af dens skygge,” siger Ivan Pedersen.

”Nej, man skal ikke udelukke noget,” siger Ivan Pedersen på en telefonforbindelse fra Samsø, hvor han bor til dagligt.

Ivan Pedersen og Danmarks Næstbedste Trio spiller 23. marts i Kultursal Gribskov. Billetter kan købes på www.gribskovbilletten.dk

Publiceret 14 March 2019 10:00

SENESTE TV