Alle kan lære at skrive gotiske bogstaver!

Alle kan lære at skrive gotiske bogstaver!

Esrum Kloster er aktiv i vinterferien

Esrum Kloster har åbnet en helt ny butik, nyt børneaktivitetsrum og en café i denne uge. På grund af renovering foregår det i Møllegårdsområdet

Esrum Kloster er under renovering. Østfløjen får nyt tag, trappebygningen fra 1500 tallet får skiftet bjælker, og dele af klostertaget renoveres. Det betyder, at den nye udstilling, Mennesket i Klosteret, såvel som reformationsspillet ikke er åbent i en periode på ca. et halvt år.

Mandag åbnede en helt nyetableret butik i Møllegårdens sydlænge. Her kan man lade sig friste af franske klosterprodukter, klosterøl i lange baner, middelalderligt børnelegetøj, bøger, uld, sæber og meget andet. Sydlængen er i det hele taget omdannet til publikumshus, efter at have været brugt til administration og andre formål i mange år.

Den nye butik i Møllegårdens sydlænge

Den nye butik i Møllegårdens sydlænge

Og i sydlængens østlige del er der åbent for de nysgerrige børn, som kan møde figurer og fortællinger fra middelaldersamfundets mange lag. I vinterferien kan børnene gratis forsøge sig med at skrive gotiske bogstaver, lave påklædningsdukker og andre småsysler. Ligesom de kan besøge naturlegepladsen og kombinere opdagelse med leg og frisk luft.

Og skulle sulten (eller kulden) melde sig, byder Møllecaféen i denne uge på et lille menukort, hvor man både kan finde varme middelalderretter, suppe, pandekager, varm cacao, lækre kager og meget andet.

Mens der er lukket til klosterudstillingerne, er der til gengæld åbnet for årets mange aktiviteter. Fredag aften afholdes således årets første Madfortælling, som er Esrum Klosters prisbelønnede historiske måltid. Arrangementet er helt udsolgt, trods et udvidet billetsalg. Ud over en stribe madfortællinger byder året som altid på de store events Ølfestival, Middelalderdage, Høstfestival og julemarked.

Esrum Kloster er under renovering, men der er masser af aktiviteter

Esrum Kloster er under renovering, men der er masser af aktiviteter

Derudover er der guidede vandreture på programmet, hvor man inviteres til gåtur i Esrum Klosters rige historie og afsmitning på landskabet og skoven. Og er man interesseret i vilde urter og deres gastronomiske egenskaber, er det bare med at melde sig til en af årets sanketure. Alle arrangementer kan findes på www.esrum.dk, hvor man også kan sikre sig billetter til de mange arrangementer.

CV

Publiceret 13 February 2019 15:16

SENESTE TV