Nargiz fra Azerbaijan

Nargiz fra Azerbaijan

En aften medNargiz fra Azerbaijan

Foredrag Sognegården i Gilleleje får besøg af Nargiz, som har taget turen fra et fremmed land til Danmark. Ligesom hun har taget skiftet fra islam til kristendom. Disse begivenheder og oplevelser vil hun fortælle om til en sogneaften, torsdag 7. februar kl. 19.30.

Nargiz kommer fra Azerbaijan, som er et muslimsk land. I 2003 kom hun til Norge og senere til Danmark. Hun blev modtaget med stor næstekærlighed og varme, som hun aldrig glemmer. Hun har gået på højskole sammen med sin bror.

Hun er blevet kristen og har altså skiftet tro. Den måde, hvorpå, hun blev modtaget i Danmark har også gjort et stort indtryk på hendes familie hjemme i Azerbaijan.

Hun er i dag uddannet i materiel kultur og didaktik, men har også stor interesse for psykosociale udfordringer. I sit speciale og sin bachelor har hun netop haft fokus på dette. Oprindeligt var hun pædagog. Privat er Nargiz gift med Lars og bor på Vesterbro.

Der lægges op til en spændende aften om levende menneskers liv og kristne tro. Dette er denne vinters sidste aften i serien: 'Min vej til kristendommen'.

CV

Publiceret 05 February 2019 18:00

Amanda og Piazzolla i Tisvilde Bio

Film Så er der nye film på plakaten i Tisvilde Bio. En af dem er filmen 'Amanda'.

Den syvårige Amanda mister sin mor ved et terrorangreb i Paris. Det ændrer på alle måder hendes liv. Hendes onkel, David er lidt af en dagdriver og er løsansat i parkvæsenet. Han har et nært forhold til sin niece men slentrer ellers gennem livet på bedste beskub. En aften skal han mødes med sin kæreste og Amandas mor for at fejre hendes nyerhvervede kørekort. Han er som sædvanligt for sent på den. Da han ankommer er det utænkelige sket. Terrorens har stukket sit afskyelige fjæs frem.

David skal nu ud over chokket og tabet også tage vare på sin lille niece, men hvordan kommer de videre i livet og bringer håbet tilbage. Der er rørende scener i filmen, som når David i et forsøg på at glemme smider søsterens tandbørste ud. Amanda opdager helt sønderknust, at morens tandbørste er væk. Det er her i dagligdagens praktiske detaljer, at traumet slår igennem. Den slags detaljer blænder kameraerne normalt ned for, men her eksponeres savnet, så det gør ondt. Filmen vises 21., 22., 24. og 25. august klokken 20 samt 23. august klokken 15.

Dokumentar

'Piazzolla – The years of the Shark' er en dokumentarfilm om argentineren Astor Piazzolla (1921-1992). Han var et musikalsk geni, der formåede at forny tango-genren.

Filmen går tæt på manden og myten, og sammen med sønnen Daniel dykkes der ned i private lyd- og videooptagelser. Han var en af de største bandoneón-spillere i verden. Det er et instrument, der har meget tilfælles med harmonikaen. Han genopfandt tangoen som finkultur, der førte tangoen ind i koncertsalene. Den slags gjorde man ikke ustraffet. Tangoen var ikke længere en folkelig tilbedt dansemusik og nationalkultur, og befolkningen i hjemlandet Argentina var rasende. Han var slet og ret forræder. Dokumentaren vises 25. august klokken 16 og 28. august klokken 20.