Maratonsangen på Vartov finder sted om sommeren - udendørs. Foto: Torkil Adsersen / Ritzau Scanpix

Maratonsangen på Vartov finder sted om sommeren - udendørs. Foto: Torkil Adsersen / Ritzau Scanpix ScanpixDenmark

Skal du med? Vil synge nonstop en hel dag

Der bliver halvmaraton i sang på Mezzaninen

Af
Jesper Berg

sang Med inspiration fra valgmenighedskirken Vartov i København bliver der 19. december sang dagen lang i Mezzaninen i Kulturhavn Gilleleje.

Vartov har med stor succes ni år i træk holdt maratonsang på årets længste dag, 21. juni, hvor man fra kl. 7 til solnedgang har åbnet dørene fra alle med henblik på at synge sange fra Højskolesangbogen.

Nonstop hele dagen

"I Vartov kommer der hvert år 100-vis af sangglade mennesker, så jeg tænkte, at vi da skal have et halvmaraton i Gilleleje. Altså et halvt år efter Vartov og med et ikke helt så langt arrangement," fortæller bagmanden til sangdagen i Mezzaninen, Erik B. Jensen. Han sidder sammen med den tidligere leder af musikskolen, Erling Bevensee, ved flyglet gennem hele dagen og akkompagnerer de mange sange, som kan nå at blive sunget fra kl. 10, hvor arrangementet begynder, til det slutter kl. 19.

Der er højskolesangbøger til rådighed for alle, som deltager i halvmaratonsang på Mezzaninen. Foto: Torkil Adsersen / Ritzau Scanpix

Der er højskolesangbøger til rådighed for alle, som deltager i halvmaratonsang på Mezzaninen. Foto: Torkil Adsersen / Ritzau Scanpix ScanpixDenmark

"Der bliver sunget nonstop gennem hele dagen, og alle er velkommen," siger Erik B. Jensen.

Der er tale om fællessang, som nævnt akkompagneret på skift af arrangørerne på Kulturhavnens nyanskaffede koncertflygel, men indimellem vil der være afvekslende indslag med indbudte kor, ligesom akkompagnatørerne undervejs vil fortælle om komponister og forfattere.

Glæde og velvære

"Vi har fået tilsagn fra Gilleleje Koret, som sidst på dagen kommer og præsenterer to sange. Derudover har vi inviteret både skoleklasser og plejehjem, og allerede nu ved vi, at der som minimum kommer ældre fra et plejehjem og to 3. klasser, som i skolen øver sig på nogle af sangene, der skal synges," fortæller Erling Bevensee, som finder det vigtigt at holde den kulturarv, som Højskolesangbogen er, ved lige.

"Desuden ved vi, at musik og sang gør folk glade og frigiver endorfiner, som giver velvære," fortæller Erling Bevensee, som gør opmærksom på, at deltagerne får stillet en højskolesangbog til rådighed på dagen.

Julesange og -salmer

Ideen er, at man bare møder op, når man har lyst og tid, og man behøver ikke at tilmelde sig. Man kan komme, inden man går på arbejde, i frokostpausen, efter arbejde, i løbet af aftenen eller ganske enkelt blive fra start til slut. I Restaurant Bolværket kan i dagens anledning købes en 'højskoleklemme' til en favørpris, og der vil være udskænkning af gratis kaffe fra kl. 10 til 12.

Da julen jo står for døren, vil der naturligvis også blive sunget de kendte julesange og -salmer, som står i Højskolesangbogen.

Publiceret 03 December 2018 07:00

SENESTE TV

Historien om kongens skov og verdens arv

foredrag I Nordsjælland ligger de store skove, som gjorde, at Danmarks konger fra 1560 samlede sig et stort jagtgods. Da Christian den 5. fra 1670 indrettede skovene med jagtveje til parforcejagt, satte han samtidig sit enevældige stempel på dem.

Det var grunden til, at vejene og skovene i 2015 blev optaget på Unesco's liste over verdens kulturarv.

Fredag 22. februar kl. 18.30 gæster Jette Baagøe 'Foreningen Rågeleje Strand' og fortæller om baggrunden og om, hvordan arbejdet med verdensarven foregik.

Jette Baagøe fortæller

Jette Baagøe er forhenværende direktør for Dansk Jagt- og Skovsbrugsmusum, som havde ansvaret for arbejdet med verdensarven men i 2016 blev fusioneret med Dansk Landbrugsmuseum til Det grønne Museum på Djursland.

Arrangementet finder sted på restaurant Søstjernen i Rågeleje. Prisen for ikke medlemmer er 250 kroner, som inkluderer foredrag, middag, kaffe, te og dessert.

Tilmelding til foreningen på raagelejestrand@gmail.com eller på tlf. 2127 5413.

jesl

Møde i senior-kredsen

Foredrag Helsinge Seniorkreds får besøg af forstander på Luthersk Missions Højskole Henrik Nymann Eriksen, der vil fortælle om sin nye bog: 'Robust Kristendom – Tro, Håb og Kærlighed'.

Bogen beskæftiger sig med spændingsfeltet mellem livet her på jord og den kommende verden, og sætter spot på det at være kristen i det 21. århundrede. Den udfordrer og opmuntrer til at leve som kristen ud fra de tre begreber: Tro, håb og kærlighed.

Koret Focus medvirker ved mødet, og der er lotteri, kaffe og kage. Det hele finder sted på Rundinsvej 46 i Helsinge, tirsdag 19. februar kl. 19, hvor der er gratis adgang.

Ligeledes er der gratis kørselsordning ved henvendelse til Alice Jensen, Helsinge (tlf. 30 33 67 46) eller Kurt Jensen, Esrum (tlf. 21 71 56 94).

Næste møde er tirsdag 19. marts kl.19, hvor Jørn Fogh kommer på besøg.

CV