Så er det nu, du har chancen!

Hverdagen er tilbage for de fleste efter ferien. Det er en god lejlighed til at tjekke, om der er noget, der skal justeres

Af
Inge Madsen,

coach og foredragsholder

klumme Sikken sommer! Jeg håber, du har haft mulighed for at nyde den i fulde drag og er fyldt med energi og klar til at tage fat på hverdagen igen. Lige nu – inden du falder tilbage i hverdagens rutiner, er et rigtig godt tidspunkt til at revurdere om vanerne stadig duer, eller om der er plads til forbedring.

Som jeg sidder og skriver, er der kommet en bi ind gennem de åbne døre og vinduer. Ihærdigt flyver den gang på gang direkte ind imod ruden i håbet om at komme ud. Jeg åbner vinduet endnu mere, så bien bedre kan komme ud; men nej, den fortsætter med at flyve ind i ruden. Igen og igen. Derfor tager jeg et stykke papir og verfer den forsigtigt hen til åbningen, så den kan komme ud.

Jeg kan ikke lade være med at smile, for jeg tænker, at det da var helt menneskeligt, at bien ikke så åbningen, men i stedet blev ved med at flyve ind der, hvor den allerede havde banket hovedet imod mange gange. For hvor er det tit, at vi også gør det, som vi har gjort læssevis af gange før, og alligevel forventer, at denne gang lykkes det. Når vi så til sidst får et tip eller beder om hjælp, ser vi pludselig helt andre løsninger, som vi bare ikke kunne få øje på før. Netop det, at bede om hjælp er svært for rigtig mange af os, derfor er fokus i denne artikel at bede om hjælp.

Faktisk sagde Albert Einstein om samme fænomen, at der findes intet mere sikkert tegn på sindssyge end at gøre det samme om og om igen og så forvente, at resultatet hver gang er anderledes.

Hjææælp

Hvis en af vores venner beder om hjælp, vil vi ikke tøve med at give den, hvis vi kan. Men hvis vi selv har behov for hjælp, tøver vi. Måske fordi vi tror, at det at bede om hjælp, vil blive opfattet som et tegn på svaghed – også selvom vi ikke dømmer vores ven som svag, fordi vedkommende beder om hjælp. Måske fordi vi tror, at det at bede om hjælp viser, at vi ikke har overblik eller overskud til at klare en given situation eller til at finde ud af, hvad vi skal gøre. Men igen – den tanke ville vi ikke have, hvis det var en ven, der spurgte. Vi ville snarere være glade for, at de viste os tillid nok til at bede om hjælp. Så hvorfor er det, at vi tænker negativt om os selv, hvis vi selv har behov for hjælp?

Faktisk er det netop overblik og overskud, der sætter os i stand til at finde ud af, at vi har behov for hjælp, og hvad det præcis er, vi har behov for hjælp til, og hvem det er bedst at henvende sig til. Når vi er i stand til dét, opnår vi to ting, nemlig at finde ud af, at vores familie og venner gerne vil hjælpe, OG vi bevarer overblikket og balancen, fordi vi ikke fortsætter med at bruge nyttesløs energi til at ”flyve mod ruden”.

Tag en snak

I familien er der måske også behov for at bede om hjælp. Netop nu efter sommerferien, hvor vi igen skal til at få hverdagens rutiner til at fungere, er et godt tidspunkt til at tjekke, om der er noget, der skal justeres.

De fleste børn er gode til at bede om hjælp, men for de voksne kniber det ofte. Men nu, hvor familiens hverdags stress forhåbentlig også har holdt sommerferie, er et rigtig godt tidspunkt at investere et par timer sammen med dem, du lever med i din hverdag og tale om, hvordan I vil få hverdagen til at fungere fremover. Og bede om den hjælp, du har brug for!

”Men det er da ikke nødvendigt at snakke om”, vil du måske sige. Næ, nødvendigt er det måske ikke, men hvis du godt kunne tænke dig, at hverdagen fungerede bedre, eller at der var færre diskussioner eller ærgrelser over det, der ikke bliver gjort, selvom du havde en forventning om, at nogen gjorde det, eller at du synes, alt for meget ligger på dine skuldre, starter det her: Hvem gør hvad, hvornår og hvor tit.

Måske er det en generel ændring i fordelingen af hverdagens mange opgaver, fordi børnene er blevet ældre og dermed er i stand til at påtage sig større opgaver. Måske noget helt andet. Uanset hvad, er det lettere at indgå aftaler, når der er tid og rum til at tale om dem samlet, fordi det givet et indblik i, hvor stort et ansvar den enkelte har.

Team spirit

At bede sine børn hjælpe mere med i hverdagen, efterhånden som de bliver større, er ikke bare en lettelse for forældrene, det styrker også familiebåndene. Når du beder om hjælp, viser du tillid til det enkelte barn og det styrker tilhørsforholdet. For når vi står sammen om at få hverdagen til at fungere, så alle deltager og tager ansvar og samtidig nyder godt af fællesskabets arbejdskraft, styrker man fællesskabet.

Børnene lærer at håndtere et ansvar, og det smitter af på deres måde at tackle deres uddannelse på, og når de selv skal etablere sig væk fra hjemmets trygge rammer, har de allerede en ramme for en hverdag – de behøver ikke leve af pasta med ketchup, for de har sandsynligvis lært at tilberede et godt måltid derhjemme. Det må da være det, der hedder win, win i dagens Danmark.

Inge Madsen er stresscoach samt kursus- og foredragsholder. Se mere på ingemadsen.dk

Publiceret 10 September 2018 00:00

SENESTE TV