DEBAT: Nu svarer udvalgsformand på kritik

Af
Pia Foght (S)

Formand for udvalget for ældre, social og sundhed

Det gør mig oprigtigt ked af det, når ivrige læserbrevs-skribenter igen og igen taler vores hjælp til demente borgere og deres pårørende ned.

Jeg er med på, at vi kan diskutere den svære beslutning om, at demenscentret Holbohave lukker om ca. halvandet år.

Men nu er vi i gang med at se, hvad vi kan sætte i stedet for, der dækker denne borgergruppe.

Hele udvalget for Ældre, Social og Sundhed tager vores demensindsats dybt seriøst. Det var ikke en nem beslutning at få kommunens meget pressede økonomi til at gå op. Selvfølgelig tager vi ansvar for, at der nu skal finde tilfredsstillende løsninger for borgere med demens.

Der er bl.a. sket kompetenceudvikling på plejecentrene, fokus på nedbringelse af antipsykotisk medicin, udvikling af fælles faglig tilgang m.v.. Derudover er Gribskov Kommune indgået i samarbejde med de andre 7 kommuner i Nordsjælland om initiativer, der understøtter den nationale demenshandlingsplan.

Arbejdet for fremover stadig at have gode tilbud til borgere med demens og de pårørende kommer til at ske sammen med borgerne og de demensramtes organisationer. 21. september har vi inviteret alle – borgere og organisationer – til en demensdag, hvor vi kan diskutere tilbud og pleje på demensområdet. Det møde udmønter sig efterfølgende i en politisk handleplan.

Vi skal være optaget af:

• Hvordan vi på de forskellige stadier af demenssygdommen sikrer de nødvendige tilbud og rådgivning til en større og bredere gruppe af vores demente borgere på tværs af hele vores kommune.

• Hvordan vi bedst sikrer tidlig indsats og forebyggelse i forbindelse med at kunne håndtere sygdommen på både kort og lang sigt.

• Hvordan sikrer vi, at de faglige kompetencer kommer til gavn, også for det personale der tager hånd om vores demente, når og hvis de kommer på vores plejecentre.

Jeg forventer, at handleplanen kommer til at indeholde løsninger på alle tre områder, så vi sikrer borgere med demens og deres pårørende en god støtte. Der er altså ikke lutter sorte skyer i horisonten. Der er tværtimod en åben invitation til at skabe de rette løsninger sammen med os.

Publiceret 17 August 2018 14:00

SENESTE TV