Bliv nærmest lykkelig: Teatergruppe tager på tur

Man bliver nærmest lykkelig af at se Ramløse Scenens nyeste forestilling. Nu bliver den også opført i Vejby

Af
Jeppe Helkov

Missede du Ramløse Scenens succesforestilling 'Nærmest Lykkelig' i marts, er der håb forude. Som i de seneste par år tager årets forestilling på tour og bliver opført i Vejby Forsamlingshus.

Det sker den 8. og 9. juni. Fra kl. 18 er der spisning, mens selve stykket begynder kl. 20.

"Siden vi spillede i Ramløse, har vi været lidt rundt. Vi var med på Græsted Veterantræf, hvor vi sang sangene fra stykket. Nu runder vi forestillingen af i Vejby," siger instruktør Dan Nielsen.

"Det gik godt i Ramløse. Folk var glade, og det er fed musik. Det er Thomas Helmig, TV2 og Gnags. Det kan folk hoppe med på. Så man kan bare komme til Vejby og holde en god sommerfest," fortsætter han.

Dan Nielsen har tidligere beskrevet 'Nærmest Lykkelig' således:

"'Nærmest Lykkelig' handler om Frank, der flytter til Århus. Her møder han den jurastuderende Evelyn, der bor i huset ved siden af. Han har selv en drøm om at blive musiker, så det er modsætninger, der mødes. Stykket handler om kærlighed, men ikke mindst om livet i ejendommen."

“Det foregår i 80erne,” siger Dan Nielsen og fortsætter:

“Stykket handler meget om den tidsånd, der var på det tidspunkt. Man forstod ikke rigtig alt det her med homoseksuelle dengang, så der er et lesbisk par med. Der er en mand, der bliver arbejdsløs. Men der er altid arbejde til dem, der vil arbejde, som man sagde dengang. Så det er en stille og rolig handling om familien Danmark i 80erne."

Publiceret 01 June 2018 11:30

SENESTE TV