Sensuelle Carmen ruller sig ud i biograferne

Bizets opera spiller i Gilleleje 18. april og Tisvilde 29. april

Georges Bizet blev kun 37 år, og havde et køligt forhold til anmelderne af sine operaer. Og da han endelig fik succes med 'Carmen', i den anden opførelse på operaen i Wien, var han netop død.

Den siden da udødelige opera kan nu opleves i de lokale biografer i en optagelse fra Zürichoperaen 2008. Carmen spiller i Gilleleje Bio, Kulturhavnen, onsdag 18. april kl. 19 og i Tisvilde Bio søndag 29. april kl. 15.

I optagelsen synges Carmens parti af den bulgarske mezzosopran Vesselina Katsarova, den tyske tenor Jonas Kaufmann synger Don Josés parti, og den italienske basbaryton Michele Pertusi synger Escamillos parti. Dirigent er Franz Maria Möst og instruktør Matthias Hartmann.

Kærlighed og tragedie

På en plads i Sevilla dukker en ung pige, Micaela, Don Josés barndomskæreste op, og spørger efter ham. Samtidig kommer pigerne fra tobaksfabrikken ud for at ryge en smøg, og Carmen synger sin provokerende arie, Habanera, om den utæmmelige kærlighed. Soldaterne beder hende om at vælge en kæreste, og efter lidt drilleri kaster hun en rose til Don José, som lidt irriteret modtager den. Micaela giver José et brev, og et kys fra hans mor.

Senere opstår der tumult i fabrikken. Carmen har overfaldet en tobakspige, og Don José får ordre til at arrestere hende. Hun overtaler ham til at lade hende slippe, og Don José arresteres for pligtforsømmelse.

I en kro uden for Sevilla ankommer toreadoren Escamillo. Carmen bliver stærkt betaget, men viser det ikke åbenlyst. Den frigivne Don José dukker op med sin overordnede, som også er fyr og flamme over Carmen. Efter et slagsmål med sin overordnede, må José erkende at han atter står til arrest, og han deserterer.

Tredje akt åbner med et tableau i bjergene, hvor Carmen og et par piger, samt Don José og en række smuglere gemmer sig. Micaela slutter sig til og Escamillo dukker op og inviterer til tyrefægtning i Sevilla.

Foran arenaen i Sevilla, erklærer Carmen og Escamillo deres kærlighed. Carmen begiver sig til et kort afskedsmøde med Don José, som går helt galt. jesl

Publiceret 02 April 2018 04:00

SENESTE TV