Succes for første sæson Musikcafeen i Blistrup

Det var været en god start for arrangementerne i medborgerhuset

Nu har Musikcafeen i Blistrup kørt i en halv sæson - og med stor succes. Musikcafeen, som er i Blistrup Medborgerhus' regi, har ifølge en pressemeddelelse allerede budt på mange forskellige musikgenrer og mange forskellige musikere.
Forårssæsonen står for døren og vil indeholde flere kendte sangere. Allerede 28. januar starter Musikcafeens kavalkade af kendte med Nicolai Engstrøm. Han har udgivet en stribe cd'er med visemusik, han er kendt blandt andet for sit samarbejde med svenske Lars Martin Myhre (og som far til Sys Bjerre). Duoen Solvejg og Alex vil også gæste cafeen i januar. Alex Sundstrøm er kendt for sit guitarspil foruden sine kompositioner og Solvejg for sin stemme.
I februar kommer Høj Sø. Der er ifølge en pressemeddelelse lattergaranti.
Sæsonen afsluttes med De to Trobadourer, som er en duo fra Faxe Ladeplads. De turnerer land og rige rundt med deres sange og underholdende show.
I Musikcafeen synger ikke kun de optrædende, men også publikum. Hver gang er der flere fællessange, som Musikcafeens publikum er meget glade for.
Musikcafeen i Blistrup holdes sidste søndag i hver måned i vinterhalvåret (december undtaget) fra kl. 14 til kl. 16.jbe

Publiceret 25 January 2018 20:00

Ugeposten Gribskov nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Ugeposten Gribskov
SENESTE TV

Aktiv udstilling skudt i gang

Helsinge Bibliotek inviterede til reception i børnehøjde i anledningen af, at den aktivitetsinviterende udstilling ”Mørkebarnet” nu er klar til at blive taget i brug af kommunens 6-12 årige børn.

Udstillingen er skabt over Cecilie Ekens meget smukke og prisbelønnede billedbog ”Mørkebarnet”, der på poetisk vis fortæller om Mørkebarnet og Lysbarnet, der bor i samme have. Men mor og far vil ikke have Mørkebarnet ind i huset, fordi hun er trodsig og besværlig, de vil kun have det søde og milde Lysbarn.

Bogen er et kunstværk og rammer på smukkeste vis et emne, som både børn og voksne kender: menneskets lyse og mørke sider.

”Vi kan se, at udstillingen appellerer til børnene. Mange børn har allerede været forbi, mens vi har arbejdet med at klargøre udstillingen. Spontant involverer de sig i udstillingens emner: lys, mørke, svære følelser, symboler med mere” fortæller bibliotekets personale.

3.n og 3.p fra Nordstjerneskolen var sammen med deres lærere, Malene Linsaa og Stina Miller, som særlige gæster inviteret med til åbningsreceptionen. Helsinge Bibliotek fungerer som bibliotek og læringscenter for Nordstjerneskolen, så det var oplagt, at det var elever herfra, der fik mulighed for at være med til den festlige markering.

”Glæder I jer til at lære Mørkebarnet at kende” blev der spurgt. Man var ikke i tvivl om børnenes svar ud fra deres glade ”jaaahh”.

Vejleder Connie Trolle fortalte børnene, at udstillingen er hentet i Kolding, hvor den har stået i 3 måneder, og at den nu er i Helsinge helt frem til 30. august.

Bibliotekschef Vibeke Steen sørgede for at klippe den røde snor over, hvorefter børnene strømmede ind i udstillingen og gav sig god tid der. Klasselærer Malene Linsaa glædede sig over, at der er så megen appel i udstillingen, at børnene var rundt og prøve nogle af aktiviteterne, inden de som gode receptionsgæster stillede sig i kø for at smage de flotte ”Mørkebarns-kagepiger” , som var lavet i dagens anledning.

Vibeke Steen glæder sig over, at det er lykkedes Helsinge Bibliotek at få udstillingen til Gribskov Kommune. På nationalt plan er der lavet 10 børnebogsudstillinger som del af projektet ”Fang Fortællingen”, som er et samarbejde mellem landets biblioteker, Kulturstyrelsen og Nordea Fonden. Der er fokus på at styrke børns læselyst og fange deres interesse for de gode fortællinger.

Landsdækkende er der stor interesse for at låne udstillingerne, så Helsinge har været yderst heldig, idet biblioteket er vært for udstillingen ”Mørkebarnet” og i efteråret bliver det ”Kaskelotternes Sang”, der kommer til Gribskov Kommune.

Helsinge Bibliotek tilbyder oplæsning og undervisningsaktiviteter i forbindelse med udstillingen. Kommunens Skoler (indskolinger) har alle modtaget invitationer til at deltage. På nuværende tidspunkt er 7 klasser tilmeldt, men Connie Trolle håber, at flere klasser vil lægge vejen forbi og deltage i det særligt tilrettelagte undervisningsforløb.

Gisli