Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Komplet vanvittigt: Musik i Lejet udsolgt på få minutter

Sidste år tog det 72 timer. I år skulle Musik i Lejet kun bruge få minutter, før de kunne melde alt udsolgt af partout-billetter


Udsolgt, ausverkauft, épuisé. Var man i tvivl om Musik i Lejets popularitet, behøvede man ikke at kigge længere end musikfestivalens hjemmeside fredag formiddag. Kl. 10 blev billetterne til sommerens festival sat til salg - og her stod så mange mennesker i kø for at få de efterspurgte billetter, at hjemmesiden simpelthen brød sammen.

“Det var helt voldsomt så meget pres, der var på vores hjemmeside. Fem minutter i 10 gik den ned, fordi der stod så mange i kø for at sikre sig en billet,” siger arrangør Andreas Grauengaard og fortæller, at de efter kort tid måtte melde alt udsolgt af partout-billeter.

“Vi har allerede hørt fra flere, der stod i kø klokken 10 - og de har ikke fået billet. Så det var et spørgsmål om minutter, før vi måtte melde udsolgt.”

Var du ikke en af de heldige, der fik sikret sig en billet, er der dog stadig et lille håb forude.

“Vi har stadig tent-house-pakker, ungdoms- og 65+-biletter. Der er også stadig dagsbilletter tilbage, men de bliver nok også udsolgt i dag.”

Op til billetsalget skulle sparkes i gang, var der ellers en smule tvivl om, hvor stor efterspørgslen ville være, efter festivalen havde valgt at hæve billetpriserne med 300 kr. til en pris på 995 kr. Men al frygt blev gjort til skamme.

“Det er vildt at være med til at lave noget, som folk brænder så meget for - og har så mange følelser for, at de planlægger, hvad de skal lave til sommer, før de har købt deres julegaver. Det er ekstremt fedt.”

“Det viser også, at vi rammer noget med den helhed, vi forsøger at gøre vores festival til. Vi tilbyder ikke kun et musikprogram - der er et madprogram, og der er masser aktiviteter rundt om. Vi prøver at være en moderne festival, hvor det ikke kun er en endimensional oplevelse med et musikprogram og så ikke andet,” siger Andreas Grauengaard.

Han fortæller videre, at han havde fornemmelsen af, at det ville gå ekstremt stærkt i år.

“Der har været utrolig mange spørgsmål på de sociale medier og på vores andre kanaler. Vi har oplevet et stort pres, hvor mange har spurgt ind til, hvordan de kunne sikre sig en billet. Da der blev udsolgt på 72 timer sidste år, kom det helt bag på os. Men det bliver selvfølgelig også selvforstærkende, at folk ved, at de nødt til at være ude i god tid, hvis de skal have en billet. Derfor har mange tydeligvis også siddet klar fra kl. 10.”

Musik i Lejet foregår 19., 20. og 21. juli.


Publiceret: 01. December 2017 12:25

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt