Kommunalvalg 2017
I sidste uge kunne Kommunernes Landsforening konkludere, at Kim Valentin og byrådet havde handlet korrekt, da det gamle rådhus og Pyramiden i Gilleleje skulle sælges. To topjurister som Ugeposten har talt med, er dog ikke helt enige med KL’s jurister. Foto: udklip fra Ugeposten.
I sidste uge kunne Kommunernes Landsforening konkludere, at Kim Valentin og byrådet havde handlet korrekt, da det gamle rådhus og Pyramiden i Gilleleje skulle sælges. To topjurister som Ugeposten har talt med, er dog ikke helt enige med KL’s jurister. Foto: udklip fra Ugeposten.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jurister: Borgmester var inhabil

“Udbuddet er en del af sagens behandling,” lyder det fra juraprofessor, mens lektor mener, at inhabilitet opstår i det øjeblik, borgmesterens kunde viser interesse



Mens en rapport fra Kommunernes Landsforening, KL, frikender Gribskovs borgmester Kim Valentin (V) for inhabilitet under arbejdet med udbuddet af det gamle rådhus og “Pyramiden” i Gilleleje, mener to jurister, som Ugeposten har talt med, at inhabiliteten godt kan indtræde allerede under arbejdet med udbuddet.

Kim Valentin har tidligere her i avisen fortalt, at han var med til at udarbejde det udbud, som hotelejeren Humberto Orsini Petersen senere vandt. Inden økonomiudvalg og byråd sagde ja til købstilbuddet, trak Kim Valentin sig på grund af inhabilitet.

“Selve salget er en del af sagens behandling. Men sagens behandling omfatter også forberedelsen op til, at det bliver besluttet, hvem der har vundet udbuddet. Borgmesteren kan godt være inhabil inden, der bliver afgivet et bud. Men det har ingen betydning, hvis han ikke har en viden om det forhold, der begrunder inhabiliteten,” siger Søren Højgaard Mørup, professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet.

Kim Valentin har tidligere sagt i Ugeposten, at han ikke var klar over, at Humberto Orsini Petersen var kunde i Pivot Partner mellem det indledende møde i juni 2014 og frem til september 2016, da borgmesteren erklærede sig inhabil. Arbejdet med at udforme udbuddet har Kim Valentin deltaget i, og også det politiske arbejde med salget har borgmesteren deltaget i frem til april måned 2016, hvor sagen blev behandlet i byrådet. I september erklærede Kim Valentin sig inhabil, da han ved et tilfælde blev klar over kundeforholdet mellem ham og Humberto Orsini Petersen.

“Hvis en person ikke har kendskab til forhold, der kan gøre vedkommende inhabil, er det svært at klandre den pågældende for ikke at gøre opmærksom på forholdet. Om en person har vidst, at vedkommende er inhabil eller ej er et bevismæssigt spørgsmål,” siger Søren Højgaard Mørup.


Inhabil ved interesse

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing har også svaret på en række spørgsmål fra Ugeposten:

Hvornår er borgmesteren inhabil?

“Han er inhabil i det øjeblik, at hans kunde viser interesse i at byde på opgaven, og at han vil få en økonomisk gevinst ud af, at kunden vinder udbuddet.”

Kan Kim Valentin sige, at han ikke vidste, at investoren var kunde i hans bogføringsfirma?

“Principielt gør det ikke nogen forskel for hans inhabilitet, om han vidste det eller ej. Men hvis han ikke ved det, kan man ikke bebrejde ham det. Han kan jo ikke handle, hvis han ikke ved det.”

Kim Valentin har været med til at udforme udbuddet i 2015-2016. Må han det?

“Nej, det må han ikke være med til, når han er inhabil. I princippet kan udbuddet blive erklæret ulovligt, fordi borgmesteren var inhabil. Men man ikke bebrejde ham det personligt.”

Borgmester Kim Valentin har tidligere sagt til Ugeposten, at han først var inhabil, da købstilbuddet faldt.

”Jeg er jo først inhabil da Humberto Petersen (køber af ejendommene i Gilleleje, red.) byder. Ikke før. Og da skynder jeg mig straks at få afprøvet min habilitet. Så, der er ikke noget at komme efter. Det er foregået lige efter bogen”, lød det fra Kim Valentin til Ugeposten i september. Mandag aften, efter Ugepostens deadline, har byrådet taget stilling til, om der skal udføres en uvildig undersøgelse af Kim Valentins habilitet i forbindelse med udbuddet og ved salget.

Kommentar fra Kim Valentin:

"Jeg er ikke ekspert, men jeg kan forholde mig til KL's rapport som er klokkeklar, og som siger at jeg ikke gjorde noget galt - og det samme siger jeres to jurister egentlig også. Så, der er ikke noget der er ændret. Der er, stadigvæk, ikke noget at komme efter", siger Kim Valentin til Ugeposten.dk

(Ovenstående kommentar fra Kim Valentin er ikke med i Ugeposten der udkommer i morgen tirsdag d. 10. oktober, da vi ikke nåede at få en kommentar fra Kim Valentin inden avisens redaktionelle deadline kl.14.00. Vi beklager. - Gisli) 


Publiceret: 09. Oktober 2017 18:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere