Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Italiensk opera i Tisvilde Bio

Stor operaoplevelse med Puccinis opera “Tosca” kan opleves i biografen


FILM En forelsket sangerinde, lidenskabelig, jaloux og impulsiv. En romantisk maler, frihedselskende og idealist. En politichef med hang til kvinder, magt og blod, klar til at gøre hvad som helst for at opnå sine mål - det er ingredienserne i Puccinis opera ”Tosca” om kærlighed, forræderi, tortur, sex, mord og selvmord.

Tirsdag 17.januar kl. 20 kan operaen opleves i Tisvilde Bio, hvor Jonas Kaufmann, Emily Magee og Thomas Hampson deltager i opsætningen.

Fra de dunkle skygger i kirken Skt. Andrea della Valles - til tagterrassen på Castello Skt. Angelo (Engelsborg) støder passioner sammen og river alt fra hinanden. Det erotiske forveksles med det hellige, kærlighed med besiddelse, teatret med livet. Intet er som det ser ud i Tosca: smukke bedende kvinder er intrigante, nederlag er sejre, og tilsyneladende henrettelser er reelle - et spektakulært værk, som indfanger essensen af opera som kun få andre gør.

Det er ikke bare således, at hovedpersonerne i ”Tosca” har eksisteret i virkeligheden. Begivenhederne, baggrunden for historien, samt de bygninger hvori begivenhederne udspiller sig stemmer også overens med virkeligheden.

Handlingen foregår i Rom, juni i år 1800. Baggrunden var det daværende østrigske styres tyranni, symboliseret ved politichefen Baron Scarpia, samt Napoleons invasion, der blev hilst med jubel af italienske republikanske patrioter, repræsenteret af Mario Cavaradossi. Invasionen stod for patrioterne som befrielsen fra et tyranni.

Floria Tosca var sangerinde, opdraget af nonner i Verona og debuterede på La Scala. Mario Cavaradossi blev som maler uddannet hos David i Paris, og kom senere til Rom.

Angelotti var en kontroversiel politisk skikkelse, og Roms frygtede politichef, der ledede jagten på republikanerne, hed Vitello Scarpia.

Filmen er en optagelse fra 2008 Opernhaus Zürich og varer to timer 50 min inklusiv pause.

Billetter og mere info på:

www.tisvildebio.dk


Publiceret: 10. Januar 2017 17:00
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere