"Det var slet, slet ikke en del af min drøm at skulle være offentlig. Selvom jeg efterhånden har været i medierne mange gange, er det stadigvæk hårdt", siger Leonora Christina Skov i dette store interview med Ugeposten. (Fotos: Heidi Madsen)
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Interview med Leonora Christina Skov: 'Man skal ikke være så bange'

Ugeposten har mødt forfatter og samfundsdebattør Leonora Christina Skov, der voksede op i Helsinge, men valgte hovedstaden allerede som 19-årig

Af Heidi Madsen


Jeg mødte hende første gang for næsten 25 år siden. Christina Skov. Vi gik i samme klasse på Helsinge Gymnasium, som i dag hedder Gribskov Gymnasium.

Dengang var hun hvad man måske kaldte lidt "kikset". Hun var mærkeligt klædt, nærmest et halvt århundrede bagud. Lidt for lange kjoler og nederdele, pæne trøjer og bluser, ofte med en lille fin blondekant. Det samme med de meget elegante, men lidt mærkelige, håropsætninger, med fine spænder af blonder, flæser, osv.

Det står i skarp kontrast til den kvinde jeg møder i dag, en tirsdag eftermiddag i hendes lejlighed på Frederiksberg. De knaldrøde læber, markerede øjenbryn, det mørke, mørke hår der får de smukke, blå øjne til nærmest at skinne, og de røde, lakerede negle, er der intet mærkeligt eller kikset over.

Tværtimod. Leonora Christina Skov, forfatter, feminist og samfundsdebattør udstråler en selvsikkerhed der nærmest er misundelsesværdig.

Jeg bliver budt på kaffe og kager, får gang i diktafonen på min telefon, og vi sætter os til rette i det hyggelige køkken. Det her kommer til at tage tid. For selvom jeg har fulgt Leonora fra sidelinjen igennem årene, har jeg tusinde spørgsmål.

Leonora er født og opvokset i Helsinge. Hun er enebarn, hendes far arbejdede for Danmarks Radio, og hendes mor havde en deltidsstilling som økonoma i lokalområdet. De tre boede, som så mange andre, i et helt traditionelt parcelhus. Leonora gik i privatskole og altså sidenhen på Helsinge Gymnasium, indtil hun flyttede til København som 19-årig.

Det er jo umiddelbart historien om en helt almindelig pige, fra en helt almindelig lille by, som vælger at flytte til storbyen for at uddanne sig, udvide sin horisont, osv. Men for at forstå den forvandling Leonora har gennemgået, skal man grave lidt dybere.

"Min mor led af social angst. Hun var en slags paranoid. Alle var lidt farlige, og alt der var anderledes, var skidt. Min påklædning, min opførsel, hele min attitude, afspejlede min mor. Det var den eneste måde jeg kunne passe ind på", fortæller Leonora, som dog altid har vidst at det var noget andet hun ville.

"Jeg elskede at skrive, så jeg havde mit helt eget, hemmelige liv med pennevenner, historier og manuskripter. Jeg havde ingen rigtige venskaber, intet socialliv. Da jeg startede i gymnasiet, sad de andre piger og snakkede om deres brug af p-piller. Jeg var dybt chokeret. Jeg havde aldrig haft en kæreste", siger Leonora og griner lidt.

Men det var bestemt ikke første gang Leonora havde følt sig udenfor fællesskabet. Hendes tid i privatskolen i Helsinge var op ad bakke. Hun var dagligt udsat for mobning og udelukkelse.

"Jeg blev mobbet ekstremt. Jeg havde altid ondt i maven når jeg skulle i skole. Mit eneste "våben" dengang var, at jeg var klog. Klogere end mange af de andre. De samme børn som mobbede mig, var ofte dem jeg hjalp med forskellige opgaver. Det gav mig noget styrke. Men det var en rædselsfuld tid. Jeg har ikke gode minder fra dengang. Jeg husker blandt andet når vores karakterblade kom. Så blev vi kaldt op, én efter én, til klasselæreren, som højt og tydeligt fortalte hvilke karakterer vi havde fået, og kommenterede på det, så resten af klassen kunne følge med i det hele. Lige der kunne jeg jo være ligeglad, for jeg fik jo de gode karakterer, men jeg tænker ofte på at jeg ville ønske jeg havde gjort noget, sagt noget. For jeg vidste jo, at nogle af de her børn havde kæmpet virkelig hårdt for at få det der 8-tal, som nu blev nedgjort foran resten af klassen. Det hele handlede om præstationer. Jeg lærte at være et menneske som vidste at de fleste ikke kunne lide mig. På den anden side har det hjulpet mig i mit virke som debattør, hvor ca. 20 procent er enige, og resten synes man er en idiot. Det var jo ikke nyt for mig, kan man sige."

Og selvom mange af Leonoras gamle klassekammerater fulgte med i gymnasiet, og hun stadig følte sig lidt udenfor, oplevede hun faktisk gymnasietiden som noget positivt. Hun har gode minder fra den tid, og det var en god klasse. Hvilket jeg kun kan nikke genkendende til.

Da Leonora som 19-årig forlod Helsinge, flyttede hun på kollegie og startede på psykologi studiet. Hun læste psykologi i et års tid, og fik så en virkelig nedslående besked. Hendes eneste, tætte veninde igennem hele barndommen, Shirley, var pludselig død under en sprogrejse i Spanien.

"Den der begravelse. Det kunne ligeså godt have været min egen. Ment på den måde, at de mennesker der mødte op, nok ville være de samme som hvis det havde været mig. Udover at have mistet en nær veninde, blev jeg bare opmærksom på at jeg var nødt til at gøre noget anderledes, gøre det jeg egentlig gerne ville. Jeg gik fuldstændig ned for en stund. Og en ting stod klart. Jeg skulle ikke være psykolog. Andre mennesker trættede mig," fortæller Leonora.

Hun besluttede sig for endelig at forfølge drømmen om at skrive, skiftede studie til litteraturvidenskab og fik en lejlighed på Amager. Men der var også andre ting i Leonoras liv der trængte til forandring. Hun havde, på daværende tidspunkt, en mandlig kæreste, som havde gjort opmærksom på det Leonora nok godt vidste allerede.

"Jeg sad en aften med en veninde, Maria, og så kom jeg i tanke om den her lille lap min kæreste havde givet mig. Han kom til mig en dag og gav mig det her stykke papir, hvor han havde skrevet noget information fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Han mente det nok mere var mig", fortæller Leonora, som denne aften endte på Babooshka, en café hvor mange lesbiske kvinder mødtes. Det var her hun mødte sin første, kvindelige kæreste, præsten Ingrid.

Mødet med Ingrid og de efterfølgende år skulle vise sig at være skelsættende for Leonoras forhold til sine forældre. Da Leonora i 1997 sprang ud som lesbisk, kunne forældrene slet ikke acceptere hendes beslutning. Det betød helt konkret, at hun mistede kontakten til dem i 7 år.

"Jeg kan huske jeg var hjemme på besøg. Og jeg kan huske at jeg tænkte at hvis jeg skulle have noget med mig, så skal det være nu. Og da jeg var taget afsted igen, gik der heller ikke lang tid før min far skrev til mig at de havde fjernet alle mine ting og kørt dem på lossepladsen. Der var jeg 21 år gammel. Det var virkelig nulpunktet", fortæller Leonora, som på daværende tidspunkt heller ikke havde noget nævneværdigt netværk i København.

"Altså, lige siden 2. g visualiserede jeg jo hvordan mit liv skulle være. Jeg vidste godt jeg skulle genskabe mig selv. Og jeg startede jo så med at skifte navn", siger Leonora med et lille smil om munden.

"Jeg havde intet socialliv før jeg flyttede til København, og jeg vidste heller ikke hvordan man kom i kontakt med andre mennesker. Det var Ingrid der lærte mig helt almindelig, social omgangsform. Lige fra hvordan man byder folk velkommen, til hvad man stiller på bordet, osv. Det var virkelig dejligt, for jeg havde jo taget min mors adfærd til mig, men jeg har det faktisk slet ikke sådan. Jeg har brug for at være social, jeg har brug for at have mennesker omkring mig. Jeg anede bare ikke hvordan man dannede venskaber", fortæller Leonora, som i den grad ændrede sig og udfoldede sig i den periode.

Men det anstrengte forhold til forældrene spøgte stadig. Leonoras mormor, som i øvrigt altid har været en god støtte og som har accepteret Leonoras valg i livet, viderebragte også historier om hvor forfærdeligt hendes forældre havde det.

"Hun ønskede jo at vi fik noget kontakt, så på den ene side var hun en stor støtte, og på den anden side fik jeg dårlig samvittighed. Hun fortalte altid hvor dårligt min mor havde det. Det var en endeløs strøm af dårlig samvittighed. Oveni det fik jeg jo skyld for alting af mine forældre. Dét at springe ud, var ekstremt præget af dårlig samvittighed. Det havde nogle omkostninger for mine forældre. Alting var min skyld. Jeg blev endda anklaget for at være skyld i min mors kræftsygdom", fortæller Leonora, som dog har formået at bruge noget af alt dette konstruktivt i sit senere liv i mediernes søgelys.

Da jeg spørger ind til hvordan det har været pludselig at blive en fremtrædende figur i den offentlige debat, når man, som Leonora, faktisk ikke er særlig udadvendt og hurtigt bliver træt hvis der sker for meget omkring hende, siger hun.

"Det var slet, slet ikke en del af min drøm at skulle være offentlig. Selvom jeg efterhånden har været i medierne mange gange, er det stadigvæk hårdt, jeg bliver træt og jeg klasker sammen bagefter. Men der er nogle ting der gør det nemmere. Jeg har en god ven, en transseksuel mand. Vi har altid haft det sjovt med kjoler, sko og makeup. Og det bruger jeg faktisk når jeg for eksempel skal interviewes. For så kan jeg tænke, at så sidder tøjet da i det mindste ok. Det er alt sammen måske nemmere for andre, mere udadvendte mennesker, de er måske lidt heldigere stillet. Det er overraskende hvor stor en del af ens liv det bliver, og hvor få penge der egentlig er i det", siger Leonora og smiler.

Hun er dog godt klar over at når man er en offentlig person med markante meninger, så er man nødt til at give sig til kende.

"Folk må kunne stole på det der bliver sagt. Jeg valgte dog at lukke ned for min Facebook profil. På den måde fik jeg også lidt fred for folks bedømmelser af mig. Og når det hele så blev lidt for meget alligevel, så har jeg tænkt på al den ballade med mine forældre. Det kan ikke blive værre end det!", siger Leonora.

Jeg spørger hende hvad det mest mærkelige spørgsmål hun har fået er.

"Jeg ved ikke om det er mærkeligt, men nogle af de spørgsmål jeg har fået rigtig mange af, har handlet om børn. Eller mangel på samme. Om jeg ikke er bange for at blive ensom. Altså, jeg har brugt meget tid på at rydde op i folks fordomme. I mange mødres øjne er jeg jo enormt privilegeret. Folk har sagt ting som at jeg jo ingen børn har, og derfor har tid til at lakere negle, eller at jeg jo bare kan rejse som jeg har lyst til, de kan bare tage til Lalandia. Med sådan lidt bitterhed i stemmen. Mange har en forestilling om at jeg synes at mit liv, uden børn, er federe. Men jeg har egentlig altid bare ville argumentere for at man også kan noget andet. Og så synes jeg at man skal have en god grund til at få børn. Ikke fordi man er bange for at blive ensom. Eller er bange for at fortryde at man ikke fik dem. Ja, nogle mener ligefrem at jeg ikke ved hvad rigtig kærlighed er fordi jeg ikke har børn. Nogle gange kan jeg godt frygte at folk får børn af de forkerte grunde", siger Leonora.

Vi snakker lidt om at der er kommet lidt mere fokus på det her med at moderskabet ikke bare er lutter lagkage, at der måske er ved at blive nedbrudt nogle tabuer omkring temaet. Med de seneste års artikler og blogs om det ligefrem er ok at fortryde lidt at man har fået de der børn.

"Der er stor forskel på at elske sine børn, og så elske moderskabet. Stå på en kold legeplads, vågne flere gange om natten. Hvem fanden elsker det hver dag? Der er meget policing på moderskabet i Danmark. Det er faktisk vildt så meget danskerne har brug for den der sociale kontrol. Man må altså være lidt mindre bange!", siger Leonora, og fortsætter.

"Desuden så mener jeg at hvis man ikke kan elske et hvilket som helst barn, så skal man lade være med at få børn."

Leonora er til gengæld gudmor til rigtig mange børn. Ja, der er faktisk mennesker der har opkaldt deres børn efter hende. Selv mener hun at folk har tænkt at deres børn skulle eksponeres for noget andet. Noget hun selv har manglet som barn.

"Altså, lige det......det manglede i Helsinge. De voksne var meget ens. Det var far, mor og parcelhus. Der var ikke ret meget inspiration til at gøre noget andet", siger Leonora.

Og hvordan er det så lige, det der med at komme fra en meget lille by og skal "være noget" i den store, pulserende verden?

"Altså, jeg går i sådan noget terapi. Det har jeg gjort i mange år. Der har vi arbejdet meget med historien om Christina, 19 år, der lige er kommet ind med 4-toget. Og en del af mig føler mig altid lidt som hende. Det kan være svært at få hele sig selv med til at være voksen, nogle gange. Jeg har nogle gange, i løbet af årene, tænkt, hvorfor vil nogle kendte være venner med mig? Jeg har haft svært ved at føle berettigelse i de forskellige fora. Måske det hænger sammen med at jeg ikke er opdraget som kendt. Jeg er altid lidt bagud på point, selvskabt. Det har nogle gange gjort det svært at lære de interessante at kende. Den selvfølgelighed andre har når de træder ind i det her, det har jeg overhovedet ikke. Jeg kan godt foregive at have det, men et eller andet sted så føler jeg altid at det er en fejltagelse. Det må bero på en misforståelse at jeg overhovedet er inviteret", griner Leonora.

Tilbage til en lille snak om Helsinge. For jeg spørger lidt ind til om Leonora ikke før er blevet kontaktet af nogle fra byen der måske var interesserede i at fortælle hendes historie. Hun er dog, trods alt, blevet et temmelig kendt ansigt i den danske medieverden.

"Helsinge har været meget tavs. Jeg blev én gang inviteret til at holde et foredrag på gymnasiet. Det var i 2010. Der var to lærere til stede som har haft stor betydning for mig, blandt andet. Det var en mærkelig oplevelse at være tilbage. At stå og tale om at springe ud. Og folk klappede. Jeg kan huske jeg tænkte at enten er der sket noget i Helsinge, eller også gav jeg bare aldrig Helsinge en chance. I det mindste må det være nemmere for folk nu. Dengang vi gik i gymnasiet, var der én homoseksuel ung fyr. Eller, han var i hvert fald den eneste vi sådan lige kendte til", fortæller Leonora.

I 2003 flyttede Leonora sammen med Anette K. Nielsen, som er kultur- og videnskabsjournalist. De er i dag gift.

Når nu jeg sidder der, ansigt til ansigt med Leonora Christina Skov, forfatter til flere romaner, anmelder for Weekendavisen, også kendt som deltager i Smagsdommerne, fremtrædende samfundsdebattør, især kendt for sit store arbejde med og for homoseksuelle og for Feministisk Forum, er jeg nødt til at spørge.

"Er du ikke stolt?"


Der bliver lige lidt stille.

"Altså, jeg har svært ved at give mig selv credit, og se hvad jeg egentlig har opnået. Annette er god til at fortælle mig at nu har jeg gjort det godt, nu må jeg godt holde lidt fri", siger Leonora.

Jeg spørger hvilken af hendes bøger hun selv synes er den bedste.

"Den sidste, fordi den havde jeg mest tid til at skrive. Og.....den første. Den var den vigtigste. Den var nødvendig for mig at skrive. Jeg har lige genlæst den. Den var sgu ok!", siger Leonora og fortsætter.

"Det havde jo været en drøm altid. Al presse var overvældende. Den fik positive anmeldelser, den solgte ikke noget særligt, men det var rigeligt at nogle troede på at jeg kunne. Det føltes som om jeg havde vundet, gjort dét, overlevet. Lige der var jeg sindssyg stolt", fortæller Leonora.

I øjeblikket skriver Leonora på en bog hun har gået og ventet på at skrive. Om hendes mor og deres relation. Leonoras mor døde af sin kræftsygdom sidste år.

"Jeg prøver jo at finde et godt format. Det må ikke være for sentimentalt og heller ikke anklagende. Der er i det hele taget meget det her ikke må være", siger Leonora.

Efter godt tre timer i Leonoras og Annettes hyggelige selskab, forlader jeg lejligheden på Frederiksberg. Og med en historie at fortælle. Om en ualmindelig sej og stærk kvinde, der i den grad har formået at skabe sin egen succes. Alt til trods.

Fakta

Leonora Christina Skov, forfatter, mag. art. i litteraturvidenskab fra København Universitet, er født i 1976. Desuden er Leonora litteraturanmelder for Weekendavisen, har deltaget i blandt andet Smagsdommerne, har modtaget adskillige priser, og holder også foredrag.

Biografi

2015: Hvor intet bryder vinden (roman)

2012: Førsteelskeren (roman)

2010: Silhuet af en synder (roman)...

2008: Glashuset (børnebog)

2007: Champagnepigen (roman)

2006: Alice i Eventyrland (gendigtning)

2003: Rygsvømmeren (roman)

2002: De røde sko – Feminisme nu (red. antologi)

Leonora Christina Skov har foreløbigt begået otte bøger.
Leonora Christina Skov har foreløbigt begået otte bøger.

Publiceret: 09. Januar 2017 16:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt