Dave Johns vandt prisen for bedste skuespiller i Cannes for rollen som Daniel Blake i Ken Loach’s samfundskritiske film, der løb med Guldpalmen. Pressefoto
Dave Johns vandt prisen for bedste skuespiller i Cannes for rollen som Daniel Blake i Ken Loach’s samfundskritiske film, der løb med Guldpalmen. Pressefoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Guldpalme-vinder og komedie i Tisvilde Bio

I uge 2 viser biografen ’Jeg, Daniel Blake’ og ’Lægen fra Chaussy’



FILM 'Jeg, Daniel Blake', der vandt Guldpalmen i Cannes i 2016, er instrueret af Ken Loach som er en mester i at skildre social uretfærdighed og menneskelig fortvivlelse.

Filmen handler om Daniel Blake, der af myndighederne tvinges til at søge job for at få understøttelse, men som alligevel ikke må arbejde på grund af sit dårlige helbred. Det er et bureaukratisk helvede at befinde sig i.

Han tager sig af den enlige mor Katie, som flytter til hans trøstesløse kvarter. Han viser hende, hvordan hun kan få gratis måltider hos de frivillige socialarbejdere, og hvordan hun kan spare på varmen og tætne vinduerne.

Filmen er et drama fyldt med humor og varme. Hovedrollen har Dave Johns, som vandt prisen for bedste skuespiller i Cannes for rollen som Daniel Blake.

”Et bevægende mesterværk. Morsom, rørende og knivskarp,” skrev Filmmagasinet Ekko.


Gensyn med Cluzet

'Lægen fra Chaussy' er noget helt andet. Det er en fransk komedie om en landsbylæge, dr. Werner, der må holde op med at arbejde på grund af alvorlig sygdom.

Hans afløser, Natalie, kommer fra et hospital og skal nu oplæres af dr. Werner. Det viser sig at være vanskeligt, dels har Natalie det svært med livet på landet og dels er dr. Werner dybest set ikke interesseret i hverken at holde op eller at lære fra sig.

Filmen er instrueret af Thomas Lilti og hovedrollen har François Cluzet, kendt fra 'De urørlige', som er den mest sete franske film på verdensplan.

“Effekten er præcis og troværdig. I al sin undselighed er det stor realisme,” skrev Weekendavisen.

jesl

FAKTA

Bio uge 2

'Jeg, Daniel Blake' 11., 13. og 15 januar kl. 20. Tilladt over 11 år

'Lægen fra Chaussy' 12. og 14. januar kl. 20, 13. januar kl. 15. Tilladt over 7 år


Publiceret: 10. Januar 2017 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere