Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Græsrødder vil udvikle Gilleleje

Gilleleje Lokalråd inviterer til åbent inspirationsmøde




På onsdag kl.19.00 inviterer Gilleleje Lokalråd alle interesserede til åbent inspirations- og medlemsmøde i Gillelejehallen.

Gilleleje Lokalråd kigger mod Gråsten, og har inviteret byens tidligere borgmester til mødet, hvor også tre andre tidligere borgmestre kaster glans over arrangementet, der skal sætte fokus på udviklingen af Gilleleje.

“I bestyrelsen for Gilleleje Lokalråd oplever vi, at både medlemmer og politikere er begyndt at tage os alvorligt og ganske frivilligt henvender sig til os. Det er rigtig dejligt, og lover godt for lokalrådets fremtid”, siger formand Leif Tang Lassen til Ugeposten og fortsætter.


“Manglende forståelse for lokalsamfundenes ønsker”

“Som mange andre steder i landet har borgerne længe følt en stor afstand til politikerne og en manglende forståelse for de enkelte byers og lokalsamfunds ønsker. Lokalrådene rundt om i landet gør, over en bred kam, op med denne fremmedgørelse og genaktiverer lokaldemokratiet. Gilleleje Lokalråd arbejder netop også for, at borgernes ønsker og ideer høres og behandles forud for politiske beslutninger. Derfor har vi søgt og fundet inspiration i et andet by, nemlig Gråsten i Sønderjylland.”

“Denne by er på størrelse med Gilleleje, har masser af turisme, rekreativ natur og en lille havn. Her besluttede man sig for at oprette ”Gråstenforum”, som skulle varetage byens interesser. Det er blevet en stor og samlende succes for handelsstanden, foreninger og borgere i byen, som ved at trække læsset sammen har opnået utrolige resultater,” siger Leif Tang Lassen til Ugeposten.


Valentin, Petersen og Ferdinandsen gør Gråsten-borgmester selskab

Tidligere borgmester og initiativtager til 'Gråsten Forum', Bendt Olesen er aftenens hovedtaler og inspirator ved mødet i Gillelejehallen i morgen aften.

Blandt de lokale politikere der har sagt ja til at komme til arrangementet er de tre forhenværende borgmestre Kim Valentin, Jannich Petersen og Jan Ferdinandsen.

“Det er Lokalrådets håb, at denne inspirationsaften vil være med til at skabe stor lyst til at deltage i arbejdet for lige nøjagtig den by, med de faciliteter, oplevelser, hygge, lokalcharme og særpræg, som Gilleleje fortjener,” siger lokalrådets formand Leif Tang Lassen, der understreger, at alle interesserede og nysgerrige er velkommen til mødet kl.19.00 i Gillelejehallen.


Publiceret: 04. Februar 2018 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Bøger
Forsiden netop nu