Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gilleleje får lokalråd

Stiftende generalforsamling 25. januar


Gilleleje by har i mange år savnet et virksomt lokalråd. Derfor indkaldes alle borgere med fast bopæl eller sommerhus i Gilleleje By til stiftende generalforsamling af Gilleleje lokalråd.

Det oplyser de lokale initiativtagere Annelise Torne Zinck, Ole Diesel Nielsen, Pia Møller og Leif Tang Lassen i en pressemeddelelse.

"Borgerne i Gilleleje har i de seneste år, i mangel af fælles fodslag, ofte været på herrens mark. For hvor og hvordan kunne deres holdninger, ideer og løsningsforslag blive præsenteret seriøst og sobert for de besluttende myndigheder? Megen debat har været ført i lokalpressen, men ikke alle borgere ønsker at ytre sig ad denne vej. Er de kommunale borgermøder sagen? Nej ikke alene! For hvem bestemmer mødernes indhold? Hvem udfærdiger referaterne? Hvem ytrer sig og hvor velovervejede er udtalelserne? Hvem hører efter og hvordan bruges borgernes ytringer? Ja, spørgsmålstegnene er relevante, for ingen ved noget herom. Beslutninger oppefra kan være ok, men hvad der er vigtigst for det enkelte bysamfund, fostres bedst nedefra – altså fra byens borgere. Det vil et virksomt lokalråd i Gilleleje By kunne sikre", skriver og argumenterer initiativtagerne i pressemeddelelsen.


Håber mange møder op

Den stiftende generalforsamling foregår 25. januar kl.19 i det gamle rådhus, Vesterbrogade 54 i Gilleleje. Inden selve generalforsamlingen vil de borgere, der står for mødeindkaldelsen, begrunde, hvorfor de ønsker lokalrådet stiftet og præsentere deres udkast til vedtægter for foreningen.

Mødedeltagerne får udkastet udleveret ved mødets start og det gennemdrøftes/ændres i det omfang de forsamlede beslutter det, så det med rimelighed kan benyttes som grundlag for den stiftende generalforsamlings forløb, skriver arrangørerne.

"Vi håber på, at mange møder op, da byen i den grad har brug for netop et lokalråd, så vi kan være sikre på, at kommunalbestyrelsen, administrationen og private interessenter er orienterede om borgernes opfattelser", slutter initiativtagerne i pressemeddelelsen hvor der også redegøres for synspunktet, at 'afstanden til kommunen, både psykisk og fysisk, er blevet for stor efter kommunesammenlægningen', og 'at beslutningsprocesserne i forbindelse med lokale problemstillinger, ikke har omfattet borgeres reelle medindflydelse'.

Gisli


Publiceret: 11. Januar 2017 13:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere