Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Frygtelig ulykke - person fastklemt under bus


En lægehelikopter måtte onsdag eftermiddag sætte kursen mod Gilleleje, efter en midaldrende mand var involveret i en alvorlig ulykke.

Politiet fik en anmeldelse klokken 15.04 om, at der var sket en ulykke i krydset mellem Gilleleje Stationsvej og Vesterbrogade. Her lå en midaldrende mand ifølge Nordsjællands Politi fastklemt under en bus. Vagthavende Søren Bjørnestad kan endnu ikke sige, hvad der præcis er sket.

“Vi fik anmeldelsen, og både politi og reddere var hurtigt på stedet for at få ham ud. De næste par timer afhører vi vidner, tjekker lysreguleringen og taler med buschaufføren. Det eneste vi ved er, at en bus har ramt en fodgænger i det lysreguleret kryds. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,” siger han til Ugeposten.dk.

Kort tid efter ulykken ankom en lægehelikopter fra Rigshospitalet for at tilse manden. Han blev efterfølgende kørt til Hillerød Hospital med ambulance. Nordsjællands Politi kan ikke sige noget om mandens tilstand.

“Jeg tager det som et positivt tegn, at han ikke blev fløjet væk, men blev kørt til det nærmeste hospital,” siger Søren Bjørnestad og fortæller, at de i øjeblikket prøver at finde frem til mandens pårørende.

“Vi mener, at vi kender hans identitet ud fra nogle identifikationspapirer. Nu prøver vi at få fat på de pårørende,” siger han.

Nordsjællands Politi arbejder i øjeblikket på ulykkesstedet og forventer at gøre det et par timer endnu. Derfor kan der godt være lidt kødannelse, fortæller Søren Bjørnestad til Ugeposten.dk


Publiceret: 25. Oktober 2017 16:26

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere