Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Den borgerlige ’Ja-hat’

Alle partier i Gribskov Byråd taler om at arbejde konstruktivt sammen. Men hvordan, spørger Ugeposten de tre partier uden for flertallet






Alle taler om det. At arbejde sammen i god ro og orden, og i en ordentlig tone.

At arbejde sammen politisk og skabe brede aftaler, er alle partiernes ønske og løfte inden det nyvalgte byråd samles 1. januar - men samtidigt lader man ofte en bemærkning falde om, at 'de andre' jo ikke gør det, og man stiller sig tvivlende om 'de andre' - fingrene bliver brugt flittigt til at pege ud af...

Siden valget har vi her på Ugeposten spurgt valgets vindere hvordan de konkret vil arbejde sammen på tværs af partierne i det kommende byråd, og hvad man vil gå i gang med først når det politiske arbejdstøj tages på. Og de har svaret konkret, så der er noget at hænge dem op på.

Vinderne har alle udtalt og understreget, at de vil det brede samarbejde - og den kommende borgmester har endda pralet med, at døren altid kommer til at stå åben for alle partier i samarbejdet navn fra 1. januar.

Vi må se. Fra 1. januar kan vi alle bedømme og dømme.


Tre spørgsmål til tre partiledere i opposition

Men hvad med valgets tabere? I forrige byrådsperiode var Venstre i opposition med stort O. Vil de være det igen, og kortslutte mere end at kickstarte? Og hvad med Dansk Folkeparti og Konservative? To mandater hver, men til hvilken nytte?

Ugeposten har stillet tre spørgsmål til henholdsvis Brian Lyck Jørgensen fra Dansk Folkeparti, Jesper Behrensdorff fra Konservative, og Kim Valentin fra Venstre.

Tre spørgsmål hvor d'herrer skal tage 'ja-hatten' på i det konstruktive samarbejdes politiske navn...

“Ældreområdet skal gennem et 360 graders eftersyn. Det glæder Venstre sig til at deltage i”, siger den afgående borgmester Kim Valentin (V).
“Ældreområdet skal gennem et 360 graders eftersyn. Det glæder Venstre sig til at deltage i”, siger den afgående borgmester Kim Valentin (V).

På hvilke tre områder kan du og dit parti skabe et godt samarbejde med det kommende flertal?

Brian Lyck Jørgensen, DF :

“Hos Dansk Folkeparti ønsker vi at samarbejde med de partier hvor vi kan få vores politik igennem, det kunne være i forbindelse sager vedr. ældreplejen, sager omkring turismen i Gribskov Kommune, til sidst kunne jeg nævne, at der skal etableres flere almene boliger, her har Dansk Folkeparti haft et ganske fint samarbejde med netop socialdemokratiet, seneste i forbindelse med sagen på Møllebakken.”

Jesper Behrensdorff, C:

“Jeg håber, at der kommer langt mere end 3 sager, som vi kan blive enige om. Også selv om vi nok ikke kan undgå at blive politisk uenige.

Jeg håber, at den gode og positive tone kommer tilbage i byrådet. Det fortjener demokratiet.

Vi kan vi helt sikkert lægge stemmer til et flertal, når der skal byudvikles både på bolig- og erhvervsområderne.

Jeg forventer også, at vi kan finde fælles retning, når det gælder om at passe på vores natur og miljø, hvilket vi i den grad for brug for, når vi fra januar skal til at udvikle Nationalparken i Nordsjælland.

Jeg tænker også, at ældre- og handicapområdet er områder, hvor vi langt hen af vejen kan finde fælles veje, når blot udgangspunktet er, at dem der har behov for hjælp naturligvis skal have den korrekte hjælp på rette tidspunkt og i en ordentlig kvalitet.

Renhold og vedligeholdelse, af vores byer og bygninger, samt grønne områder, håber jeg også, at vi kan finde fælles flertal til, så vores borgere synes her er rent og pænt, og vi sammen kan byde vores gæster (turister) velkommen i vores kommune.”

Kim Valentin, V:

“Venstres 60 initiativer vil sikre fremgangen i antallet af borgere, antallet af arbejdspladser og mere turisme. Vi vil forsøge at forhandle os til flest mulige af disse initiativer tages med i de politiske aftaler. Ansvarligheden i den økonomiske politik vil være vigtig - varig forbedring af velfærden kræver en god kommunal økonomi. Venstre vil kunne samarbejde om alle dele, men særligt helårsturismen med Nationalparken, forbedring af ældreservicen og fornyelsen af hele børneområdet er i vores fokus.”

“Vi kan vi helt sikkert lægge stemmer til et flertal, når der skal byudvikles både på bolig- og erhvervsområderne”, siger DF’s Brian Lyck Jørgensen med ’ja-hatten’ på.
“Vi kan vi helt sikkert lægge stemmer til et flertal, når der skal byudvikles både på bolig- og erhvervsområderne”, siger DF’s Brian Lyck Jørgensen med ’ja-hatten’ på.

Hvad er det bedste ved det kommende Anders Gerner Frost-ledede flertal?

Brian Lyck Jørgensen, DF:

“At Anders Gerner Frost, og hans flertal forhåbentlig ikke forlader byrådssalen i utide, som skete flere gange i denne periode. Nu kommer Anders Gerner selv til at sidde for bordenden og styre det politiske “teater” i Gribskov, og det bliver interessant at følge. Der er mange spørgsmål til A-G-Ø flertallet, som jeg glæder mig til at følge med i. Det er næsten som at se en god film, nogle gange giver slutningen sig selv, andre gange står man tilbage med et stort spørgsmålstegn.”

Jesper Behrenssdorff, C:

“Det må uden tvivl være, at Anders i opposition, altid har haft gode ideer og nye tanker på hvordan et lokaldemokrati kan og bør fungere. Nu skal der handling bag ordene og vi frem til, at han som Borgmester kan føre det ud i det virkelige liv, så det ikke bare er den varme luft. Nu får Anders mulighed for at bevise og gennemføre alt det han har lovet i valgkampen. Der er mange positive løfter, som vi glæder os til at se hvordan Anders ønsker af finansiere.”

Kim Valentin, V:

“Ældreområdet skal gennem et 360 graders eftersyn. Det glæder Venstre sig til at deltage i!”

“Jeg håber, at den gode og positive tone kommer tilbage i byrådet. Det fortjener demokratiet”, siger Konservatives Jesper Behrensdorff.
“Jeg håber, at den gode og positive tone kommer tilbage i byrådet. Det fortjener demokratiet”, siger Konservatives Jesper Behrensdorff.

Hvad bliver din og dit partis vigtigste rolle i det kommende byråds første tre måneder?

Brian Lyck Jørgensen, DF:

“Det bliver Dansk Folkepartis opgave at holde det nye flertal oppe på de mange valgløfter som de gav i valgkampen, det gælder ikke kun de første 3 måneder, men alle 4 år. For mig handler det om at støtte op om Dansk Folkepartis politik på ALLE områder. Desuden vil jeg forsat være kritisk med de byggesager som endnu ikke er løst, bl.a. i Vejby på Svejåsen, og ikke mindst i Gilleleje, hvor en byggesag på Solkrogen ikke har været til fornyet politisk behandling, trods en afgørelse fra statsforvaltningen. Disse sager forventer jeg at den kommende Borgmester vil få løst, sammen med hans udvalgsformænd.”

Jesper Behrensdorff, C:

“Det bliver at lytte og følge de sager som flertallet sætter på dagsordenerne i de forskellige udvalg, hvor vi må forvente, at de vil forfølge deres valgløfter, med mere velfærd og ikke mere af det samme.

Det bliver også en spændende tid, når den nye udvalgsstruktur skal stå sin prøve. Jeg kender ikke helt indholdet i de forskellige udvalg, men vi går positivt ind i det og har mange sager vi gerne vil have på dagsordenen de kommende år. Vi er slet ikke færdige med at sætte dagsordener og håber selvfølgelig at vi kan samle flertal for mange af dem.”

Kim Valentin, V:

“Venstre vil deltage med en positiv dialog og konstruktive forslag til et samarbejdende byråd. Vi håber at flertallet vil åbne sig for et bedre samarbejde og vi vil appellere til at beslutninger tages med et bredt flertal i byrådet.”

 


Publiceret: 04. December 2017 06:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt