Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vi tror på børn og unge

Af Søren Recinella, Ungt Gribskov. Byrådskandidat


 

Børnene og ungdommen er vores alles fremtid. Dette er grundlaget for næsten al vores politik i Ungt Gribskov. Hvis ikke vi sørger for at uddanne dem godt og fastholde dem i vores kommune, er der ikke nogen til at forsørge resten af befolkningen om få år, og derfor er det helt essentielt, at vi lykkes med vores børne- og ungepolitik.

Jeg har en vision om at gøre Gribskov til den bedste ungdomskommune i landet, så unge har lyst til at blive boende her under deres uddannelse og senere hen stifte familie her. Det vil komme os alle til gode.

Måden hvorpå vi vil gøre kommunen attraktiv for de unge består af flere punkter. Først og fremmest vil vi bygge et ungdomskollegie centralt i Helsinge, som vi tidligere har præsenteret. Dernæst vil vi arbejde for en bedre offentlig trafik. Det skal være nemmere at komme fra og til de større byer i kommunen fra København og Hillerød om aftenen og natten. Om vi vil det eller ej, er det en del af ungdomslivet at gå i byen og hygge sig med vennerne. Yderligere er det vigtigt at sikre bedre transportmuligheder på tværs i kommunen. Det handler vores projekt ”Trafik på Tværs” om, og man kan høre mere om det på vores Facebook-side.

Ligeledes mener vi, at der skal satses på de yngre generationer. Hvis de unge er vores sølv, er børnene vores guld. Det er alfa og omega, at vi sikrer ALLE børn en god skolegang. Vi er et parti, der udelukkende består af unge mennesker, der stadig har vores egen skolegang tydelig i hukommelsen. At spare på vores folkeskoler er som at skyde os selv i foden. Det har vi simpelthen ikke råd til.

Minimumsnormeringer inden for børneområdet er ligeledes noget vi ser positivt på. Det er vigtigt at sikre det enkelte barn kontakt med voksne, da det sikrer barnet en udvikling, jævnaldrende ikke kan give. Vi tror på en gennemgående rød tråd gennem hele børne- og uddannelsessystemet, hvor store og små får lov til at mødes med hinanden og samarbejde om opgaver. Det mener vi er mest virkelighedstro, og den måde man lærer mest. Det betyder, at vi skal have et endnu bedre samspil mellem de forskellige institutioner, end vi i forvejen har. Det er vejen frem.

Jeg håber, du hermed ser, at Ungt Gribskov er meget mere end et ungdomsparti. Vi er partiet for dem, der ligesom os tror på børnene og de unge som vores fremtid, og derfor satser på dem. Så hvis du som forælder gerne vil dine børn det bedste, tør jeg godt love, at vi er det parti, der vil gå længst for dem. Derfor synes jeg, at du skal stemme ungt d. 21 november.


Publiceret: 09. November 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

Fik du læst
ANNONCER
Se flere