Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Pinlig debataften i Gilleleje

Af Inger Petersen, Gasværksvej 24, Gilleleje


Fredag 27. oktober var jeg til TV2 Lorrys Live valgdebat i Kulturhavn Gilleleje for Gribskovs vælgere.

Jeg har altid syntes, at den slags debataftener er både spændende og hyggelige, fordi man kommer tæt på politikere og deres forskellige holdninger til aktuelle spørgsmål i ens egen kommune.

Det er min holdning, at man lytter til alle og viser respekt overfor samtlige partier og de politikere, der repræsenterer dem, uanset om man sympatiserer med dem eller ej.

Men denne aften blev jeg både overrasket og forarget over flere af Venstres tilhørere, som både buhede og råbte skældsord, eller kommentarer hen over hovedet på både os andre tilhørere og politikerne.

Det er fint at klappe, når den, man stemmer på, siger noget, men det er ikke i orden at råbe og buhe, mens de andre partier forsøger at svare på journalistens spørgsmål. Det var direkte pinligt og utilstedeligt, og heldigvis blev der grebet ind over for enkelte personer, så resten af debatten kunne foregå i rimelig ro og orden.

En Venstretilhænger, en ældre dame, bag ved mig, chikanerede en politiker fra et andet parti og spyttede efter mig, da jeg bad hende dæmpe sig.

Jeg havde to unge drenge med, og de var begge rystede over, at voksne mennesker kan opføre sig sådan.

Jeg synes, det er super ærgerligt, hvis denne opførsel danner præcedens for de kommende debataftener, inden valget 21. november. Jeg håber det ikke.

Åbne debatter bør være sjove og spændende med plads til netop den forfriskende forskellighed og mangfoldighed der repræsenteres af ALLE partierne i en valgkamp.


Publiceret: 08. November 2017 10:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Ugeposten Gribskov

ANNONCER
Se flere